»Kiss, kiss, kiss, kiss«.

Trutmundene nærmer sig langsomt hinanden tilskyndet af begejstrede råb.

Med lukkede øjne tager to mænd tilløb til et skelsættende øjeblik i indisk filmhistorie, mens musikken dramatisk øger i spænding.

Og så sker det.

Deres læber mødes i en akavet position, og øjnene spærres op i en overrasket grimasse.

Musikken dundrer, mens kameraet hvirvler rundt om de kyssende. Det er akavet, men det er der.

Bollywoods første bøssekys, det første kys mellem to mænd i indisk filmhistorie.

Kysset er en af de sidste scener i den indiske Bollywood-komedie ’Dostana’, den første indiske mainstreamfilm, der har homoseksualitet som hovedplot. »Filmen  er et eksempel på, hvordan homoseksualitet opfattes i det indiske samfund.«

Filmen er siden sin premiere i november 2008 blevet vist i knap 1.000 biografer over hele Indien, den strøg til tops på landets filmhitlister, mens filmens soundtrack er blevet spillet i radioen og på diskoteker.

Forbudt siden 1860
I Indien har homoseksualitet ellers været gemt godt væk fra offentligheden. Den indiske straffelov har ligefrem siden 1860 forbudt sex mellem to mennesker af det samme køn.

Men i løbet af de seneste to år har Indien taget flere væsentlige skridt mod at åbne skabsdøren på klem. To fyre kysser på det hvide lærred, flere indiske storbyer har afholdt Gay Pride-parader, og i Mumbai er landets eneste homomagasin, Bombay Dost, igen i produktion efter at være blevet lukket ned for syv år siden.

Den vigtigste begivenhed er imidlertid, at loven, der fordømmer homoseksualitet, blev ophævet i juli i år og ligefrem kaldt grundlovsstridig af Delhis højesteret.

Og mens religiøse grupper og konservative indiske politikere reagerede ved at kalde homoseksualitet en sygdom, jublede Indiens homoseksuelle og fejrede det, som flere indiske medier og aktivister kalder en milepæl i indisk homoseksualitets historie.

Forsker i moderne indisk historie og lektor ved Center for Globale Sydasiatiske Studier på Københavns Universitet Ravinder Kaur betragter også afgørelsen som afgørende.

»Ophævelsen af loven er et meget stort skridt og den første store forhindring mod at fjerne de tabuer, der følger med at være homoseksuel i Indien«, siger hun.

»Det er en stor revolution«
I New Delhi, på en af den indiske kaffekæde Baristas espressobarer, fortæller den 24-årige universitetsstuderende Rajarshi Bose, at højesterets beslutning var mere, end han turde håbe på.

»Efter at vi har været en undertrykt minoritet i landet i så mange år, gav dommen en fantastisk følelse af accept. Det er forbløffende, at det kunne ske et sted som Indien. Det er en stor revolution«, siger han og tager en slurk af sin cappuccino.

Rajarshi Bose er afslappet klædt i jeans, sneakers, striktrøje og med et sort silketørklæde slynget om halsen. Han er en del af den moderne, veluddannede og vestligt orienterede overklasse i Indien og sprang ud som bøsse for to år siden. Han betegner højesterets dom som det vigtigste, der er sket for Indiens homoseksuelle.

»Efter afgørelsen er flere af mine venner sprunget ud, der bliver afholdt en queer-festival her i Delhi, og mange af byens natklubber holder nu ’Gay Nights’. Det eksisterede stort set ikke før«, fortæller han.

»Ophævelsen  af loven er et meget stort skridt og den første store forhindring mod at fjerne de tabuer, der følger med at være homoseksuel i Indien«, siger lektor ved Center for Globale Sydasiatiske Studier på Københavns Universitet Ravinder Kaur. Den 34-årige livsstilsjournalist Lesley Esteves, der tog initiativet til Delhis første Pride Parade i 2008, er enig i, at der er sket meget, siden hun som 17-årig sprang ud.

Men selv om flere tusinde i sommer stolt marcherede gennem gaderne, og loven ikke længere kriminaliserer homoseksualitet, er der stadig lang vej.

»Diskrimination, chikane og mishandling af homoseksuelle finder sted dagligt i Delhi og i resten af Indien, især fra politiets side«, siger hun.

»Størstedelen af inderne accepterer ikke homoseksualitet«
Og heller ikke lektor Ravinder Kaur kipper uforbeholdent med det regnbuefarvede flag.

»Der er sket en forbedring lovmæssigt, på film ser Indien to mænd kysse hinanden, og organisationer arbejder for at gøre homoseksualitet acceptabelt«.

»Det er alt sammen med til at fjerne en del af det hemmelighedskræmmeri, der omgiver homoseksualitet. Men at sige, at disse forandringer har ført til en gennemgående ændring i det indiske samfund, er at gå for langt.«

»Størstedelen af inderne accepterer ikke homoseksualitet«, understreger Ravindur Kaur.

Samtidig har homoseksualitet svært ved at finde en plads i en af Indiens vigtigste institutioner, familien. I Indien bliver de fleste ægteskaber arrangeret af forældrene, og homoseksualitet ses som en trussel mod at sikre videreførelsen af familiens navn.

»I ethvert samfund, men i allerhøjeste grad i Indien, er det vigtigt at producere en arving. Og i Indien får man ikke bare børn for sin lykkes skyld. Børnene skal også se efter dig, når du bliver gammel.«

»I Danmark kan velfærdsstaten tage sig af dig, hvis du ingen børn har. Den mulighed er der ikke i Indien. Derfor er det meget få indere, der lever åbent som homoseksuelle«.

På kaffebaren i New Delhi fortæller Rajarshi Bose, at han endnu ikke er sprunget ud for sine forældre.

»Min familie har aldrig bragt emnet op, og det har jeg heller ikke gjort. Mine forældre er veluddannede og oplyste mennesker, men trods alt er de af den gamle skole. Alle forældre vil se deres børn slå sig ned og få en kernefamilie.«

»Med min homoseksualitet må de gå på kompromis. Men jeg tror hellere, de vil gå på kompromis, end de vil have, at jeg skal leve mit liv på et falsk grundlag. Det er jo ikke en forbrydelse, jeg har begået«, siger han.

’Gay’ er for de rige
En halv times bilkørsel fra den italienske cappuccino henviser et anonymt skilt til bagindgangen til en meget undseelig bygning. Ved denne bagindgang står der igen kun adressen. Intet navn. Intet, der antyder, at man her kan få hjælp og vejledning, hvis man er en af Indiens fattige og uuddannede homoseksuelle.

Men bag skiltet og døren fører en trappe ned til et dunkelt kælderlokale uden vinduer med et primitivt køkken, en opholdsstue med et stort fladskærms-tv og to mindre rum med computere af ældre dato.

Her holder NAZ Foundation til – en indisk organisation, hvis navn på urdu betyder ’stolthed’. Her har man siden 1994 arbejdet med at oplyse inderne om hiv og aids og kæmper især for homoseksuelles rettigheder.

»Vi bruger bagindgangen, så de, der kommer her, ikke møder chikane efter deres besøg. Her kan ingen se dem, og ingen lægger mærke til, at de går ind og ud. Her føler de sig trygge, de mødes og ser film, synger eller danser.«

»Vi har gruppemøder hver onsdag, og vi oplyser dem om deres rettigheder. Det her er det eneste sted, de kan diskutere deres seksualitet«, forklarer Sumit Basu, der er den daglige leder af stedet, over en kop chai med mælk.

Han fortæller, at kælderen er et værested for ’mænd, der har sex med mænd’ – et paraplybegreb, der især anvendes ved promovering af kondombrug, da ordet ’homoseksuel’ ikke findes i det indiske ordforråd. De, som kommer her, betegner ikke sig selv som ’gay’, men identificerer sig i stedet med forskellige afarter af transseksualitet og transvestisme.

Nogle af dem lever af at tigge eller af prostitution, andre har arbejde eller bliver forsørget af deres familie eller mænd. Fælles for dem alle er, at de tilhører Indiens underklasse og har et meget lavt uddannelsesniveau.

Og ifølge Sumit Basu er der stor forskel på de homoseksuelle, der i det indiske samfund kalder sig ’gay’, og dem, der er her.

De mest chikanerede mennesker i Indien
»Mennesker, som omtaler sig selv som ’gay’, er intellektuelt og finansielt uafhængige. De har mange måder at udtrykke deres seksualitet på: De har internet, de har diskoteker og er i et miljø, hvor de møder andre homoseksuelle.«

»Vores brugere har ikke de muligheder. De er utroligt feminine i deres tøj og kropssprog, og derfor lægger man nemt mærke til dem. De lægger ryg til al mishandlingen og de sociale grusomheder. De er de mest chikanerede mennesker i det indiske samfund«.

»Diskrimination,  chikane og mishandling af homoseksuelle finder sted dagligt i Delhi og i resten af Indien, især fra politiets side«I dag er her fire brugere. De drikker te, snakker højlydt, griner og taler i mobiltelefon. Alle er de klædt feminint med smykker ringlende fra armene, iklædt traditionel sari eller stramme jeans og perlebesatte bluser. De taler med lyse stemmer, og et blidt tryk med det yderste af fingrene gør det ud for et håndtryk.

»Jeg kommer her, fordi jeg ikke kan tale med min familie om min seksualitet. Jeg kan ikke tage mine venner med hjem, og jeg bliver nødt til at holde mit personlige liv væk derfra.«

»Her har jeg nogen at tale med, jeg kan klæde mig, som jeg vil, og møde mine venner. Jeg har det rart her«, siger Ashu, der betragter sig selv som ’kothi’.

En betegnelse, der dækker over personer, der har lyst til at klæde sig feminint og er tiltrukket af mænd. Hun bor hjemme hos sin familie, arbejder som danselærer og foretrækker at blive omtalt med et feminint stedord.

Ashu fortæller, at hun flere gange har oplevet, at politiet har chikaneret hende, truet hende med at fortælle familien om hendes seksualitet, og at hun sågar er blevet voldtaget. Men også, at der er sket forbedringer.

»Politiet chikanerer os stadig, men det er blevet bedre det seneste stykke tid. Nu kender politiet højesterets dom og ved, at det ikke er ulovligt at være ’kothi’«, siger hun.

'Det tredje køn'
Ved bordet sidder også Muskan. Hun er klædt i sari, er kraftigt sminket og bærer sin mobiltelefon i en håndtaske af brunt lak. Hun betragter sig selv som ’hijira’, en gruppe, som i Indien ofte bliver betegnet som ’det tredje køn’.

De fleste er født som mænd, men er utilpas i deres krop og føler sig som kvinder. Efter gammel tradition lever de sammen i grupper og tigger i særlige områder.

»Vi er ligesom de prostituerede. Folk kender til os, de ser os på gaden, men de vil ikke have os ind i deres egen familie«, fortæller hun.

De fire er enige om, at de bliver chikaneret mindre efter højesterets afgørelse, men de oplever stadig diskrimination, tilråb på gaden og problemer med familien.

»Det her er kun begyndelsen. Der er mange ting, der burde ændres. Man burde kunne få et job, selv om man er feminint klædt, man burde kunne få pension, og man burde kunne leve et værdigt liv«, siger Ashu.

Kysset er en straf
I Bollywood-komedien ’Dostana’ oplever hovedpersonerne ingen sociale grusomheder. Ingen tilråb og ingen ydmygende voldtægter af det indiske politi.

I stedet udspiller filmen sig i et overklassemiljø i Miami, hvor de to indiske hovedpersoner med løse håndled shopper, fester og synger sig gennem den to en halv time lange handling. Og samtidig forelsker de sig i den samme pige.

For selv om ’Dostana’, hvis titel betyder ’venskab’, handler om et homoseksuelt par, så er filmens hovedpersoner lige så heteroseksuelle som James Bond. Homoseksualiteten er en identitet, de tager på som en charmeklud om halsen.

En løgn, de finder på for at få lov til at bo hos en pige, som ikke må bo sammen med mænd, der kan forføre hende. Og når deres læber til sidst mødes i et kys, så er det faktisk en straf for at have løjet hele filmen igennem.

Men ifølge lektor Ravinder Kaur giver filmens behandling af homoseksualitet faktisk et godt billede af, hvor langt det indiske samfund er kommet, når det kommer til accepten af homoseksualitet.

»Filmen er et eksempel på, hvordan homoseksualitet opfattes i det indiske samfund. På overfladen kan man se, at der sker fremskridt mod at blive mere åbensindet, men der er stadig mange problemer og mangel på social accept. Homoseksualitet er ikke noget, du tager med hjem«.