Blekingegadebanden slår til igen.

Denne gang gælder det det store julekup, hvor TV 2 satser på, at tv-serien om Danmarks svar på Baader-Meinhof vil kunne lægge gaderne øde fem gange i december. Vil den dristige plan lykkes?

Eller har danskerne fået en overdosis Blekingegadebande efter nogle år, hvor snart sagt hver en sten på bandens vej til forbrydelse og fordømmelse er blevet vendt og drejet af Peter Øvig Knudsen & co.

Opgør mellem to mænd
Alle sejl er sat til for at popularisere stoffet. Næsten på westernmanér er dramaet stillet op som et opgør mellem to mænd.

På den ene side bandens mastermind Jan Weimann i skikkelse af den stilige Nikolaj Coster-Waldau. Over for ham politimanden Jørn Moos spillet af en maskulint fortættet Ulrich Thomsen.

To viljestærke og nøgterne begavelser på hver sin side af loven. I første afsnit har de endnu ikke mødt hinanden, men det er, som om de aner hinandens tilstedeværelse. Der er skæbne og nemesis i luften, når de kendte skuespillere træder i karakter som skurke og helte.

Når man vælger at lade to så højtprofilerede navne som Ulrich Thomsen og Nikolaj Coster-Waldau spille hovedrollerne, signalerer man, at det er drama og ikke autenticitet, der står øverst på dagsordenen.

Det handler om tvekamp og dynamik.

Inspireret af Moos-bog
Hvor Anders Riis-Hansens dokumentarfilm om 'Blekingegadebanden' i høj grad byggede på Bo Weimanns fortælling og således overvejende valgte at fortælle historien om miljøet indefra, er den nye serie tv-dramatik, der frit trækker på fiktionsfortællingens virkemidler.

Med det afgørende blik på begivenhederne defineret af politimanden Jørn Moos.

'Blekingegade' bygger på de virkelige begivenheder og er inspireret af Moos' bog 'Blekingegadebetjenten'. Men manuskriptet skrevet af Lars Kjeldgaard bærer mærkatet fiktion. Ikke så meget fiktion som Per Flys 'Drabet', men ikke desto mindre fiktion.

Dermed er det ikke længere primært historien om et stykke danmarkshistorie, men historien om en forbrydelse. En krimiserie med udbygget faktaboks. Det er et dramaturgisk frihedsbrev med flere indlysende fordele.

Man kan skabe nogle mere funky figurer, en mere kompakt handling og udspille personkonflikter uden smålig hensyntagen til virkeligheden. Jørn Moos er næppe utilfreds med at blive fremstillet af en sej og skægget Ulrich Thomsen!

Hvem skød betjenten?
Og nok så vigtigt har man et spændingsmoment, som den dokumenterede genfortælling ikke kan præstere.

Jacob Thuesens tv-serie vil nemlig kunne komme med et bud på, hvem der skød politibetjenten under kuppet i Købmagergade.

Efter de første afsnit fremstår Niels Jørgensen som en prima mistænkt. En opgejlet revolutionær med et sprængfarligt, et ubehageligt temperament og ikke til at stole på.

Spillet af David Dencik (bl.a. 'En soap' og 'Uden for kærligheden'), så man igen må konstatere, at så snart den mand er i billedet, så sprutter det af indestængt konflikt og gnidret-elektrisk tilstedeværelse.

Knald på fra start
Første afsnit springer lige ud i det. Vi er i 1983, hvor en pengetransport fra Danske Bank bliver udsat for et voldsomt røveri i Lyngby. Røverne slipper væk med adskillige millioner.

Det viser sig, at pengene er tiltænkt en palæstinensisk terrororganisation, men noget går galt, og pengene går tabt. I København bliver den uregerlige narkobetjent Jørn Moos til sin kones lettelse overdraget opgaven at oprette en ny afdeling, som skal efterforske uopklarede røverisager.

Så kommer det dramatiske røveri i Daells Varehus tre år senere. På det tidspunkt har ingen tilsyneladende en anelse om, at der er en sammenhæng, og at der er politiske motiver involveret i disse kup udført med en decideret udenlandsk voldsomhed.

Men så opdager Jørn Moos, at PET lusker rundt om gerningsstedet. Penge lugter ikke, men Moos lugter lunter og ugler i mosen.

Mano a mano
Tv-serien satser på at forenkle og forstærke dramaet. Når man forenkler, ofrer man logisk nok kompleksiteten. Det ser ud til, at det især går ud over baggrunden for Blekingegadebandens politiske engagement.

Uden en Godtfred Appel i baglandet og uden så meget som en skematisk antydning af tidens venstrefløjsgrupperinger ligner bandemedlemmerne nogle sammenbidte og pæne unge mænd, der på et tidspunkt af en eller anden grund har besluttet sig for at heppe helt vildt og blodigt på Palæstina.

Det er med andre ord en udfordring for Lars Kjeldgaard & co. at beslutte sig for, hvor lidt man kan nøjes med at fortælle. Jo mindre man fortæller, des mere klar og personificeret en dramatisk holdopstilling.

Mano a mano og mand mod mand. Men hvor lidt kan man nøjes med at fortælle, og hvor meget kan man forudsætte bekendt? Det er det store dramaturgiske spørgsmål, som 'Blekingegade' vil besvare efter bedste evne de kommende uger.

Foreløbig satser man på stærke følelser og kontante konfrontationer ridset op med klare, enkle strøg.

At det nok skal blive grundlæggende spændende og velspillet tv-underholdning, er man ikke i tvivl om efter de første afsnit. Om man bliver meget klogere på noget som helst, er straks mere tvivlsomt.

Blekingegade. 1. & 2. afsnit. instr.: Jacob Thuesen. TV 2/Zentropa.