TV 2’s nye dramaserie ’Blekingegade’ bygger på den virkelige historie om Blekingegadebanden. Dens figurer hedder præcis det samme som de rigtige medlemmer – for eksempel Jan og Bo Weimann, der bliver spillet af Nikolaj Coster-Waldau og Thure Lindhardt.

Men samtidig kalder TV 2 serien fiktion. Og i fiktionsuniverset udfører konkrete medlemmer af banden handlinger og forbrydelser, hvis bagmænd aldrig er blevet udpeget i den virkelige verden.

Derfor bevæger serien sig i et juridisk betænkeligt grænseland.

»Ingen kan hindre en dramatisering af Blekingegadebanden. Men eksempelvis kan man ikke knytte en bestemt person til en alvorlig forbrydelse som et røveri og slippe for ansvar ved at kalde det fiktion. Man skal kunne bevise det. Ellers vil det være ærekrænkende i juridisk forstand, også selv om det kaldes fiktion«, siger juraprofessor Vagn Greve, CBS.

På TV 2 bekræfter programchef Keld Reinicke, at serien har fået »nogle privatpersoner« til at klage til TV 2. Fordi der er tale om private henvendelser, vil han ikke sætte navne på klagerne.

LÆS OGSÅSagsanlæg truer Blekingegadeserie

»De har henvendt sig, fordi de er utilfredse med, hvordan de er fremstillet. Men serien er ren fiktion, inspireret af virkelige hændelser. Det er noget, vi gør meget opmærksom på«, siger han.

Skyldsspørgsmål placeret
Første afsnit af serien begynder med at vise nogle faktuelle oplysninger om den virkelige Blekingegadebande på skærmen, efterfulgt af teksten »Handling, dialog og karakterer er fiktion, inspireret af de begivenheder, der fandt sted i og omkring gruppen, der senere blev kendt under tilnavnet Blekingegadebanden«.

Herefter begynder handlingen i en bil. Kameraet panorerer, og medlemmerne præsenteres med små tekster – ’Niels Jørgensen’, ’Bo Weimann’, ’Karsten Møller-Hansen’ og ’Jan Weimann’ – efterfulgt af et lakonisk ’Lyngby 1983’, hvor et konkret røveri mod en pengetransport fandt sted.

I virkelighedens verden blev det aldrig afsløret, hvem der faktisk stod bag det røveri. Et vidne mente at have set den nu afdøde Niels Jørgensen. Men han blev senere frikendt.

Og Bo Weymann, der i foråret stod frem i en dokumentar og talte ud om sine forbrydelser, har sagt, at han ikke var med til røveriet i Lyngby. Ifølge Politikens oplysninger overvejer han et sagsanlæg mod stationen.

»Lyngbyrøveriet ved ingen uden for banden, hvem der udførte«, siger forfatter Peter Øvig Knudsen, der har skrevet dokumentariske bøger om banden.

»Og det virker ikke sandsynligt, at Bo Weymann var med, for han var på det tidspunkt i gang med sin første opgave, et zionistkartotek. Men under alle omstændigheder blev ingen dømt«.

Rigtig god sag
Selv hvis TV 2 havde givet medlemmerne fiktive navne, kunne det ifølge juraprofessor Vagn Greve stadig have været ærekrænkende, hvis man kunne identificere medlemmerne. Professor i strafferet på Københavns Universitet Jørn Vestergaard mener, at bandemedlemmer vil have »en god og oplagt sag«.

Juraprofessor Henrik Udsen fra Københavns Universitet ligger på samme linje som sine kolleger, men kan ikke komme i tanker om nogen lignende fortilfælde.

»Det vil altid være en samlet vurdering, fordi der også er en kunstnerisk ytringsfrihed. Men når man bruger virkelige navne, giver man yderligere indtryk af, at det er virkelige mennesker, der har begået det«, siger han.

Første afsnit i søndags havde 1.2 millioner seere. TV 2-programchef Keld Reinicke fremhæver, at den er fiktion, bygget over politimanden Jørn Moos’ bog, og at TV 2 nøje har overvejet at bruge virkelige navne.

»Fordi denne sag er så stor, havde det været mærkeligt andet. Men fiktionsfiguren er ikke den samme som den rigtige Bo Weymann. Vi prøver at fortælle en spændings- og krimihistorie over virkelige begivenheder, som det er gjort masser af gange før«, siger han.

Har man ikke et folkeoplysende ansvar for ikke at fiktionalisere for meget?

»Det synes jeg heller ikke, vi har gjort. Vi har baseret vores serie på en bog af den politimand, der ved mest om sagen i Danmark. Vi har virkelig tænkt os om«, siger Keld Reinicke.