Ét ord karakteriserer bedre end noget andet, hvem der har været Bent Falberts hovedmodstandere i mandens snart 40 år lange karriere på Ekstra Bladet:

Skidtknægtene.

»Jeg lever af at forfølge skidtknægte«, noterer den 62-årige ansvarshavende chefredaktør med stor tilfredshed.

Og skidtknægte fås i mange varianter. Han – for det er som oftest hanner, der bydes velkommen på forsiden af Ekstra Bladet – kan være politiker. Embedsmand. Eller erhvervsmand, hvilket oftere og oftere er tilfældet.

Han kan også være en kulturpersonlighed. Eller for den sags skyld et helt almindeligt og ukendt menneske, som bare ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Hvornår man i Bent Falberts optik ikke opfører sig ordentligt, vender vi tilbage til.

Ford-artikel til serviceeftersyn
Den i dag 62-årige Falbert anduvede på avisen, der tør, hvor andre tier, i 1971. I bagagen havde han ikke andet end fire års ophold som journalistelev på Dagbladet i Ringsted.

Avisens chefredaktør var medlem af Rotary, hvor han gnubbede sig op ad provinsbyens spidser, blandt andre den lokale Ford-forhandler. Om hvem den unge Falbert på et tidspunkt havde skrevet en artikel, der handlede om de urimeligt høje renter, forhandleren krævede af folk, som købte på afbetaling.

Ford-forhandleren var med andre ord en vaskeægte skidtknægt. Chefredaktøren ligeså. Så artiklen blev aldrig trykt. I hvert fald ikke i en udgave, Bent Falbert kunne genkende. Ford-manden var jo storannoncør, og artiklen fik derfor, om man så må sige, et grundigt serviceeftersyn.

Den endte med at handle om, at nu var foråret kommet, og det var igen tid at lade hjulene rulle på landevejene.

Bent Falbert var millimeter fra at tage sit gode tøj og gå. Men en ældre kollega overtalte ham til at sluge kamelen og gøre uddannelsen færdig. Så kunne han altid skride bagefter. Et råd, den unge journalistelev fulgte.

Heldigvis, siger han i dag. For skæbnen ville, at der viste sig en ledig stilling på Ekstra Bladet umiddelbart efter, at læretiden var overstået.

Gjorde lynkarriere
I sin gymnasietid på det i øvrigt knaldrøde Frederiksberggymnasium Falkonergården havde Bent Falbert været meget aktivt medlem af Venstres Ungdom og en svoren tilhænger af den utøjlede liberalisme. Men i mødet med det virkelige liv blegnede den liberale fane.

Det var, måtte journalisteleven erkende, nødvendigt med visse foranstaltninger »... for at holde skidtknægtene på plads«.

Så her stod i 1971 en ung nyslået journalist, som brændte efter at forfølge platugler, som dybt i sin sjæl troede på, at mennesket lever bedst uden alt for mange regler – men som også havde erkendt behovet for at beskytte de svageste.

Der var ikke rigtig andre steder end Ekstra Bladet, der duede.

Bent Falbert fik da også den ledige stilling. Og gjorde lynkarriere. Han lagde ud som almen reporter og endte hurtigt blandt de betroede mænd, som hver dag samledes på chefredaktør Victor Andreasens kontor for at planlægge avisens side 2 – hvor lederen stod øverst, og hvor der på resten af siden blev uddelt verbale hug til højre og venstre.

Efter nogle år som reporter på Christiansborg og siden politisk redaktør blev Bent Falbert i 1985 chefredaktør med ansvar for det politiske og økonomiske stof. Tre år senere blev han udnævnt til ansvarshavende redaktør.

Føles godt i maven
På en avis er det den ansvarshavende redaktør, der med sin person står til ansvar for, at avisens artikler holder sig inden for lovens rammer. Det er den ansvarshavende, der, i fald avisen bliver stævnet, møder op i retten.

Den del af jobbet bruger de fleste danske ansvarshavende chefredaktører ikke megen tid på. Politikens Tøger Seidenfaden har således i sine 16 år på posten kun været stævnet en håndfuld gange. Bent Falbert, derimod, har for længst rundet sag nummer 400.

»Vi har en høj score og vinder omkring tre fjerdedele af sagerne. Det kommer du ikke sovende til«, forklarer Bent Falbert.

Det er dagen efter, han annoncerede sin afgang som ansvarshavende chefredaktør 1. april næste år.

LÆS OGSÅ Bent Falbert forlader Ekstra Bladet

Ikke fordi den slanke mand med den let ludende holdning normalt virker voldsomt anspændt – heller ikke, når han på tv forsvarer Ekstra Bladets journalistik mod Foreningen af Bedrevidende, som Falbert over en bred bank betegner avisens kritikere.

Alligevel er det, som om kropsholdningen er lidt mere afslappet, blikket i øjnene lidt mindre vagtsomt end normalt, da han tager imod på sit kontor. Beslutningen om at stoppe føles da også helt rigtig i maven, bekræfter han.

Forsøger at undgå de dummeste sager
I vinder tre fjerdedele af sagerne imod jer, siger du. Er det et tilfredsstillende antal?

»Det synes jeg. Der verserer hele tiden mellem 12 og 15 sager. Det lyder af meget, men der er også ophavsretssager imellem, for eksempel fotografer, som vil have mere for deres billeder, end vi vil betale. Så det er ikke alt sammen injuriesager«.

Artiklen fortsætter under Roald Als' tegning

Tegning:  Roald Als Bent Falberts andet store arbejdsområde er at forhindre, at han kommer til at bruge mere tid end højst nødvendigt i retssalene.

»Jeg forsøger at undgå de dumme sager. Du kan ikke forhindre folk i at stævne dig for noget, du har skrevet. Men det skal helst være noget, du kan dokumentere og har skrevet med god samvittighed. Det vigtigste for en ansvarshavende er at læse det meste af avisen, inden den udkommer, og stoppe artikler, der ikke holder«.

Sker det alligevel, at du tænker, at den her skulle vi ikke have skrevet?

»Ja, det gør det da«.

Også selv om der ikke er blevet rejst en sag?

»Ja. Journalistik går jo hurtigt«.

Sjov og ballade
Giv et eksempel på en, du fortryder.

»Den værste sag, jeg har tabt, var i forbindelse med plejeassistenten, der var sigtet for at have slået 22 mennesker ihjel på et plejehjem på Vesterbro. Alle i pressen skrev, at hun var skyldig. Fordi man tænkte, at når politiet havde undersøgt noget i et halvt år, så måtte der da for helvede være bund i det«.

»Hendes advokat Thomas Rørdam valgte så alene at anlægge sag mod Ekstra Bladet, men han kunne såmænd have valgt så mange andre. Den tabte vi til sidst i Højesteret. Jeg fortryder, at vi ikke var mere kritiske over for myndighederne, end vi var«.

På Bent Falberts tjekkede sorte skrivebord ligger dagens udgave af Ekstra Bladet. Hovedhistorien på forsiden er golfstjernen Tiger Woods’ utroskab. Nummer to historie handler om svindel med EU-milliarder, og signalordet er ’klimagangstere’. Endelig bliver der slået på tromme for to fodboldhistorier.

Hvordan har du det med, at en ligegyldig historie om utroskab fylder så meget?

»Det er jo bare sjov og ballade. Det er ikke en historie, der fylder ens bryst med stor stolthed. Men hvis du vil have et stort oplag, kan du ikke leve af politiske afsløringer. Politiske afsløringer på forsiden sælger ikke aviser. De sænker oplaget«.

Ikke noget i vejen med populisme
Er ’populist’ et skældsord i din ordbog?

»Nej. Populist ... hvad vil det sige? Vil det sige at lave nogle aviser, som er populære, og som folk har lyst til at læse og købe?«.

Det vil sige at tage mere hensyn til, hvad folk helst vil læse, end hvad du synes er vigtige historier.

»Ekstra Bladet vil altid være en blanding af, hvad vi synes er vigtigt – altså at det her skal de fandeme ha’ at vide – og så det lette og underholdende«.

Dagens avis illustrerer det meget godt.

»Ja. Der er ikke noget i vejen med populisme. Der er noget i vejen med at forstille sig og skrive noget, som man ikke står inde for, bare fordi det er salgbart. Hvis det er populisme, så bryder jeg mig ikke om det«.

»Men det der med at tage emner op, som er populære og skrive om … for eksempel ’Vild med dans’ ... Når 1,7 millioner mennesker sidder og ser noget i Danmark, så er det altså så stor en begivenhed, at det er avisstof«.

Jørgen Leth var øretæveindbydende
Vi må tilbage til skidtknægtene.

Er du moralist?

»I den forstand, at jeg gerne vil have, at folk skal opføre sig ordentligt over for hinanden, så er jeg vel. Jeg er ikke moralist i forhold til, hvad folk spiser og drikker, og hvordan de har sex med hinanden. Det må de selv om«.

Nåh, du var da ude med riven efter Jørgen Leth i sin tid.

»Jeg syntes, at det var ulækkert, at han skulle gå og sole sig i det intellektuelle Danmarks øjne – som en eller anden dandy fra Haiti, et af verdens fattigste lande, hvor han udnyttede sin kokkepiges datter seksuelt. Det syntes jeg sgu var noget usmageligt, må jeg sige«.

»Jeg under ham al den sex, han kan få, det må han selv om. Men jeg synes ikke, at han skal udnytte sin kokkepiges datter«.

Det er en meget moralsk tilgang, hva’?

»Jamen, jeg syntes, at det var en koloniherre, der førte sig frem. Og det var ekstra øretæveindbydende, at manden stillede sig op og nærmest pralede med et misbrug af en formentlig værgeløs pige«.

Moral som brændstof
Du kunne da ikke vide, om hun var værgeløs.

»Det virkede sådan. Sådan blev det fremstillet, han gjorde det næsten også selv. Nu har alle tilgivet ham, og han har lavet en film, hvor han filmer sig selv, mens han ondulerer det pigebarn. Jeg synes fandeme, det er mærkeligt«.

Er det Ekstra Bladets rolle at blive forarget over sådan noget?

»Det er vel en form for pædofili – eller udnyttelse af svage mennesker. Jeg kan ikke forstå, at vi skal bebrejdes, at vi rejste den sag. Skal vi så også bebrejdes, at vi forfølger de pædofile?«.

Hun var 17 år.

»Nå. O.k. Men jeg syntes, at det var at udnytte et menneske i en svag situation. Sådan virkede det, og sådan fremstillede han det også selv«.

Så den type forargelse kan også være et brændstof?

»Ja, det kan den da«.