Det var en aften i december for fire år siden.

Anders Lund Madsen havde stillet sig op på en stol i Amager Selskabslokaler – som altid parat til at sprede lidt godt humør.

Tidligere på aftenen havde han underholdt i Udlændingestyrelsen, nu var det 90 medarbejdere fra Livslinjen, der skulle sættes i julehumør.

Folk, som til daglig tager telefonen, når mennesker på selvmordets rand søger hjælp.

Anders indledte, som han plejer. Med at sige, at han fornemmede en »enormt stor kærlighed« i lokalet.

Men denne gang blev bemærkningen ikke modtaget med den sædvanlige forlegne småfnisen.

»De tog den bare til sig«, siger han.

»Og så åbnede svælget sig ikke under mig, men over mig. For der var enormt meget kærlighed i det lokale«.

Jagt på alvor
Livet igennem har Anders Lund Madsen ledt efter alvoren.

En måde at gøre sig nyttig på. Uden synderligt held. Nu havde alvoren pludselig fundet ham, og det slog fodtøjet væk under den landskendte humørspreder.

Han græd, siger han.

»Eller ... græd?«, retter han sig selv.

»Jeg blev meget grebet. Fordi det var de rigtige helte, der sad der. Det var vitterlig mennesker, der redder verden, og det var stort for mig at beundre mennesker uden at skulle pille det ned samtidig«.

Som dreng lærte Anders Lund Madsen, at man skal bruge det, man har anlæg for, til at hjælpe andre. Redde liv, helbred og sjæle.

Men det er humoren, han har praktiseret, og den tæller ikke i det regnskab. For som han siger:

»Latter vælter jo ingen regimer«.

I årevis talte han aldrig om sit arbejde derhjemme og havde dårlig samvittighed, hver gang han tog ud for at holde foredrag. Det var bare et job. Det var ingenting. Og ingenting gør man sig ikke umage med at udvikle. Derfor er det stadig det samme glade budskab, han rejser med:

»Det skal nok gå«, griner han.

»Det er det, jeg siger. Hør, hvor dum jeg er. Og det gik nogenlunde for mig, så det skal nok gå for jer«.

I forgårs fortalte han nogle nye præster i Vartov, at det må være okay at være sig selv, når man prædiker. Derefter tog han til Holeby på Lolland og fortalte nogle pedeller stort set det samme. Og det er ikke kun af dovenskab.

»For jeg tror, det er det samme, alle har brug for at vide«.

Og hvad er det?

»Du er god nok!«, griner han.

Vil redde verden
Den decemberaften i 2005 i Amager Selskabslokaler var der en enkelt i forsamlingen, som måske trængte mere til at høre det budskab end de øvrige.

Komikeren selv. For han følte ikke, at han fik udrettet noget i livet. Det plagede ham.

»Den helt store anstødssten for mig har været, at jeg ikke kunne affinde mig med at være den, jeg er. Og hvad jeg kan. Og det er meget svært at løbe videre, når man ikke ved, hvor man står. Det tror jeg i vidt omfang, at tilværelsen handler om. At finde ud af, hvad man er god til«.

»Det har så taget mig 46 år«.

Anders Lund Madsen kan skabe en god stemning, har han opdaget.

»Det lyder helt vildt banalt, men det er absolut kernekompetencen i mit liv. Jeg kan tage en dårlig stemning og gøre den god. Jeg kan tage en god stemning og gøre den bedre. Og jeg kan tage en sjofel stemning og gøre den behagelig«.

»Det  lyder helt vildt banalt, men det er absolut kernekompetencen i mit liv. Jeg kan tage en dårlig stemning og gøre den god«. Foto: Thomas Borberg Og nu skal det bruges.

For alvor.

»For fem år siden kunne jeg aldrig have lavet ’Det nye talkshow’. For dengang vidste jeg ikke, hvad jeg ville. Jeg havde et sværd, som jeg troede var et papsværd, men som viste sig at være et lyssværd. Nu er resten bare hårdt arbejde. Med at finde ud af, hvordan man bruger våbnet«.

»Og jeg har heller ikke opgivet at redde verden. Jeg skal nok få den reddet«, siger han.

LÆS ARTIKEL Lund Madsen smadrer al konkurrence

Uden at fortrække en mine.

»Jeg skal bare lige finde ud af, hvordan man gør«.

Den generte talemaskine
Han tager imod i døren til rækkehuset i en lille idyllisk gade nær Fælledparken på Østerbro.

I et par beige bukser, der er gået til over et par dage, og en rød T-shirt med et lille blåt budskab: ’Stjerne for altid’.

»Kom indenfor«, siger han.

Men så enkelt kan en hjerne gearet til krumspring jo ikke byde velkommen.

»Eller: Kom ovenfor«, tilføjer han og standser ved trappen.

»Vi skal ovenpå«.

Han tager opstilling ved køkkenbordet og rumsterer med kogekedlen, mens jeg tager plads ved det store spisebord i det rummelige køkken, som vender ud mod husets lille firkant af en baghave.

Rundt om i lokalet ligger hverdagens små efterladenskaber strøet med løs hånd. Som de legetøjspengesedler, han med hastig hånd samler ind fra toppen af radiatoren.

»Det er noget Matador-jam, jeg spildte cornflakes ud over«, forklarer han.

»Det giver patina«.

Stemmen er ung, men sproget gammelt, nærmest distingveret. Undtagen når det pludselig spæner tilbage på børneværelset, kaster sig ind under dynen og bliver seks år gammelt.

Selv ligner han noget, nogen har tegnet.

Skægget er en mands, håret vel nærmest en piges, og ansigtet tilhører en dreng, som tiden har forbigået bortset fra lidt tyngde under øjnene.

Skikkelsen er stadig undseelig, nu bare lettere polstret, hvilket – da han smådanser hen over gulvet med vægten på forfoden og tepotten i hænderne – forlener ham med en betagende blanding af ynde og en smule for en gangs skyld ufrivillig komik.

Jeg har hørt, at du privat er ret sky?

»Ja!«, siger han og standser mellem vinduerne og står i et par øjeblikke, så maven tegner en fornem bue mod væggen.

Så glider stemmen over i en parodi.

»Og jeg er glad for, at du berører det spørgsmål, for det kan jeg dokumentere«, siger han, lader sig falde ned ved bordet og giver sig til at bladre et Se og Hør igennem med begge hænder, mens han forklarer, at holdet var på natklub efter det sidste talkshow.

»Og jeg skal ikke i byen, for det kan jeg ikke holde ud«.

»Hør!«, siger han og lander en flad hånd på i bladet.

»I Studiestræde holdt Anders Lund Madsen HOF! På den nye TS-bar«, læser han og ser op.

»Vi sad i nogle sofaer, og det eneste, jeg tænkte, var: Hvornår må jeg gerne gå? Jeg er meget dårlig til konversation. Jeg tænker: Hvad skal vi tale om? For jeg aner ikke, hvad folk forventer. I et tv-program er rollerne helt faste. Der er en gæst og en vært og en sofa, og vi ved, hvad der skal ske, og alle forventer det samme«.

»Da vi lavede ’De sorte spejdere’ i radioen, smalltalkede vi om hvad som helst i to timer hver dag. Og det gik aldrig galt«.

Han ser frem for sig.

»Hvorfor kan jeg så ikke til daglig?«.

»Det ved jeg simpelt hen ikke«.

Alene og fortabt
Det kan godt være, at Anders Lund Madsen fremstår som en Fiat 600, men han spinder som en Mercedes.

Det er tydeligt, at her er tale om et menneske med så udvidet en adgang til egne associationer, at der for enden af hver sætning står fire-fem nye parat, striglet og sadlet, hvis han skulle orke en omgang til.

Selvfølgelig ligger hele arrangementet og glider frem og tilbage mellem et interview og en parodi på et interview.

LÆS OGSÅ Madsen taler mere end sine gæster

Og selvfølgelig springer han jævnligt rundt i kredsen af sine figurer, mens deres stemmer på skift og i vekslende grader af alvor blander sig med kommentarer.

Men sådan sætter Anders Lund Madsen nu engang lyd og fagter til det brogede, flerstemmige cirkus, der udspiller sig i kraniets manege. Han er fabulerende, bevares.

Men ikke, som man forventer, hvis man har fulgt hans talkshow på DR 1, hvor han uophørligt har afbrudt sine gæster og sig selv med et hav af indre stemmer, der alle syntes at ville til orde, før de andre havde talt ud.

Og fra først og til sidst hviler der en overraskende ro og oprigtighed over samtalen.

Vi har mødt hinanden før. Da jeg i 1984 var på besøg i et kollektiv på Møn, hvor en lille troldet splejs med strithår og snakkeflip kurtiserede hende, der siden blev mor til hans tre børn og indtil for nylig var hans kone.

Ellers husker jeg kun, at jeg fik et kassettebånd med Leonard Cohen med hjem.

»Overspillet fra en plade, jeg bragte ind i kollektivet«, triumferer han.

Hvilket godt kan undre, når man kender Leonard Cohens mørke univers.

»Jeg lover dig, at jeg kunne lide det!«, råber han, da jeg lufter min forundring.

»Fordi det var ...«, tilføjer han så, mens latteren sætter i løb ved siden af sætningen.

»... så frygtelig, frygtelig dystert og undergangsagtigt«.

Var du melankolsk?

»Jeg var bare meget trist. Mest over, at Jorden skulle gå under. På grund af atomvåben, forurening og overbefolkning«.

Fortvivlelsen begyndte i puberteten. Eller rettere: Da de andre kom i puberteten. For Anders kom ikke rigtig nogen steder. Og da alle andre tog ud for at opfinde sig selv på ny, var der ikke længere nogen at lege med, og så lod han sig bare falde det sidste stykke ind i sig selv.

»Jeg sad i flere år alene hjemme i stuen om eftermiddagen og gloede ud i luften og havde forfærdelig ondt af mig selv. Det eneste, jeg havde, var fagbladet ’Sygeplejersken’ og ’Louisiana Revy’. Og det er bare ikke nok til at skabe en identitet«.

Han ser op og lader et par sekunder gå. Så tilføjer han dramatisk:

»Og det var der, Leonard Cohen slog til! Endelig var der en, der havde det endnu værre end mig selv. Og jeg kunne jo se, at han alligevel havde vundet«.

Opfinderens søn
Anders voksede op i middelklassen. Midt i den, for at være helt præcis. På en vej i Sorgenfri, hvor børnene levede deres eget liv med fælleslege på vejen mellem rækkehusene. Anders’ forældre var heldige, syntes de. Fordi de havde fundet hinanden.

Anders’ far var en lille, venlig og meget morsom mand, der charmerede alle. Moren var et glad og taknemmeligt menneske, men ret nervøs, da drengene var små.

»Så  jeg gik fra at være dum og sær til at være interessant og sær«. Foto:Miriam Dalsgaard»Hun følte ikke, hun duede til noget. Og syntes altid, at det, hun gjorde, var ingenting«, siger han.

Anders’ mor var sygeplejerske, hans far var ingeniør og opfandt blandt andet en stol med indlagt varme og en termisk mannequin, der kunne måle dyners isoleringsevne. Og selv husker Anders sin barndom som tryg og »meget legeagtig«.

Men alt godt slutter. For Anders skete det, da han var seks år gammel og blev indlagt på Rigshospitalet. I seks lange uger skulle han blive i sengen og måtte kun få besøg en halv time om ugen.

»Jeg var meget bange, fordi der var så mørkt om natten, og man skulle være stille, og sygeplejerskerne måtte ikke tale med en«, siger han.

»Det var dumt fundet på«.

Anders husker stadig, hvordan han pressede hovedet mod ruden for at følge sine forældre med øjnene, når de gik.

»Hjemve er en af de værste følelser, der findes. Det er sådan en fornemmelse af, at en afgrund åbner sig under en, og man bare er helt, helt alene. Og den fornemmelse blev siddende i lang tid bagefter«.

Verdens farligste dyr
Det var et nyt liv, Anders blev udskrevet til. Nu var han pludselig bange.

For at køre i forreste vogn i S-toget, for at tage ind til byen og for at gå ud om aftenen.

På vej hjem fra skole gik han lange omveje, fordi han var overbevist om, at de store drenge lå på lur. Og det var ikke bare sig selv, han frygtede for. Det var hele verden.

LÆS ARTIKEL DR forsvarer skilte-stunt i Vild med Dans

»Jeg tænkte altid på atombomben. Det eneste, jeg havde i hovedet, var: Vi dør, vi dør, vi dør! Jeg skrev lange stile om, at Jorden ville have det bedre uden mennesket. Og jeg troede på det«.

Engang var Anders og hans bror på en udstilling på Zoologisk Museum, som sluttede med et spejl, hvorover der stod: ’Verdens farligste dyr’.

»Og så stod vi der, 9 og 12 år gamle, og så på os selv og tænkte: Gud, er det os?«.

Anders var den mindste i klassen og blev tildelt pladsen som nummer næstsjok i klassens hierarki. Lige over Hoppe-Ole, der brugte spyt på en finger i stedet for viskelæder og spiste sine bussemænd.

»Det eneste, det handler om i skolen, er at vinde. Hver eneste dag ved børn, at nu skal jeg hen og tabe, eller nu skal jeg hen og vinde«, siger han.

Anders’ bedste ven Jacob var også nummer to i klassen. Regnet fra toppen ganske vist. Og når Anders spurgte, om han ville lege, skulle Jacob først lige høre, om der var andre, der gad. Hvis ikke, kunne de godt. Det passede Anders fint, for ellers legede han bare med Hoppe-Ole.

I flere år voksede Anders slet ikke. Folk spurgte, om han var dværg. Briller havde han også. Og bøjle.

»Og så kan man lige så godt melde sig ud af samfundet. Der er ingen chance for noget som helst«.

Han ser på mig.

»Du har jern i munden!«, udbryder han.

»Ingen vil kigge efter dig. Du kommer aldrig til at kysse en pige!«.

»Det var det endegyldige søm i kisten«.

Dværgen i kjortlen
Anders kunne ikke blive spejder som sin storebror.

For spejdere tager på lejr, og det turde han ikke, ligesom han aldrig var med på klassens lejrskoler.

Men til familiesammenkomster begyndte han så småt at folde sin humoristiske side ud. Han elskede at få de voksne til at grine ved at vende deres ord til noget andet.

»Det var noget, jeg lærte af min far. Min timing var bare ikke helt skarp, og det endte som regel med, at min mor sagde, at nu skulle jeg også passe på, at jeg ikke blev for sjov«.

Anders’ far gik op i, at drengene fik gode karakterer, men kritiserede aldrig de dårlige. Til et forældremøde fik han engang at vide, at Anders ikke var nogen udpræget boglig dreng, men at alle i klassen kunne lide ham.

»Og det blev han umanerligt stolt over og sagde, at det var jo mindst lige så vigtigt«, siger Anders Lund Madsen.

»Vores forældre var helt overbeviste om, at vi var meget kloge. Og hvis vi var gode til noget, var vi forpligtet til at dygtiggøre os, så vi kunne hjælpe andre«.

I skolen holdt Anders lav profil. Og så alligevel ikke helt.

»Jeg havde en fornemmelse af, at jeg var enormt flot, selv om jeg inderst inde vidste, at det ikke var rigtig godt«, siger han.

Så tilfreds var han med sit ydre, at han reagerede på en annonce, hvor man søgte en »usædvanligt smuk dreng« til filmen ’Du er ikke alene’. Men da instruktøren kastede et blik på det fremsendte foto af Anders med duer på armene, og drengen sagde: »Det er mig, der sidder nummer to fra højre«, grinede de voksne.

»Og så blev jeg castet som den smukke drengs grimme ven Tonny. Jeg havde én replik. Jeg skulle sige: »Kan du snotte, når du spiller pik?«, siger han.

»Og jeg vidste ikke, hvad det betød«.

Der er mere, viser det sig.

»Jeg havde også en lidt aparte tøjsmag«.

»Det var sådan noget med meget stærke farver«, siger han med så lille en stemme, at man skulle tro, han forsøgte at liste oplysningen under radaren.

Anders syntes, at lysegrøn og orange og lilla var »ufatteligt underkendte farver«. Så mens kammeraterne løb rundt i cowboytøj med påsyede stjerner og måner, stillede han i et lysende orange sæt med stivede flipper.

Højdepunktet indtraf, da hans bror kom hjem fra Egypten med en hvid kjortel og forklarede, at den slags gik mænd med i de varme lande.

Hvilket Anders kvitterede for ved at springe i kjortlen og udnævne den til skoletøj.

»Det var ikke for at sige: Se, hvad jeg tør! Jeg syntes bare, at den var rigtig smart. Og der holdt de virkelig op med at drille, for det var så langt ude, at det kunne de ikke forholde sig til«.

Sådan opdagede Anders, at man kan erobre en særlig plads i udkanten af flokken, hvis man overgår de andres vildeste forventninger. Og træder helt ved siden af. Et værktøj, som lå godt i hans hånd, og sådan lykkedes det ham at anlægge sin egen løbebane ved siden af de andres. Uden for hovedkonkurrencen så at sige.

Lige indtil puberteten kom brasende, legene holdt op, og de andre gav sig til at lede efter deres nye pladser i livet. Det var dengang, man enten kunne blive rocker, disker eller flipper.

»Jeg havde satset for hårdt på Jacob. Han blev rocker og kørte ud på Bakken, og vi vidste godt begge to, at der kunne jeg ikke være med, for det turde jeg ikke«.

I stedet tilbragte han eftermiddagene hjemme i stuen og på biblioteket. Men: »Det er altså svært at finde ud af, hvor der gemmer sig et svar, når man stirrer på sådan et hav af bogrygge«, som han siger.

Storebror var der ikke meget hjælp at hente hos. Peter var tre år ældre, populær, charmerende og sjældent hjemme. Så Anders forsøgte at kalkere noget af hans succes af. Peter gik til tværfløjte, så det begyndte Anders også på. Peter interesserede sig for labyrintfisk, Neil Young og Røde Mor. Og det gjorde Anders sjovt nok også.

»Gik fra at være dum og sær til at være interessant og sær«
Men så til en skolefest skete der omsider noget. Klassen skulle arrangere en catwalk, hvor drengene gik i dametøj. Anders blev konferencier, folk grinede, og showet blev så stor en succes, at de måtte gentage det.

»Det gik op for mig, at det var en effektiv måde at blive accepteret på, hvis jeg fik folk til at grine. Så jeg gik fra at være dum og sær til at være interessant og sær«.

Den sjove får en særlig status, som er svær at udfordre for de andre i hierarkiet, forklarer han.

»Jeg  havde en fornemmelse af, at jeg var enormt flot, selv om jeg inderst inde vidste, at det ikke var rigtig godt« Foto:Thomas Borberg »Det er jo heller ikke tilfældigt, at der i et spil kort er jokere, som kan noget, andre ikke kan, men ikke rigtig er med i spillet. Det giver en masse muligheder«.

Og en enkelt ulempe.

»Hvis man bliver ham den sjove, frasiger man sig muligheden for at deltage i det store kapløb. Og det er et frygteligt nederlag. Hver eneste dag gør det ondt. For jeg vidste, at jeg aldrig kunne vinde«.

Da klassens to mest udviklede piger, Malene og Pia, året efter holdt deres første fest, var Anders som den eneste ikke inviteret. Og da han spurgte Malene hvorfor, grinede hun bare og sagde, at det troede hun slet ikke, at han gad.

I stedet begyndte Anders at gå til edb.

»Og da holdet lukkede, tænkte jeg: Hvad gør jeg nu? Det eneste andet hold, der var plads på, var yoga«.

Holdet havde kørt i nogen tid, da Anders troppede op. Bordene var stillet ud til siden i klasselokalet og gulvet dækket af måtter, der lugtede af sure tæer.

»Og det var virkelig der...«, siger han.

»Altså, der ramte jeg guldåren«.

Miraklet i Hornbæk
Til yoga handlede det om kropslighed, forklarer han. Og tilføjer lavmælt, nærmest som en teknisk detalje:

»Der var de mest fantastiske kroppe!«.

Anders var eneste dreng på holdet. Al konkurrence var suspenderet. Der var åbne døre raden rundt, og dem gav han sig så til at løbe ind. For yogapigerne var lattermilde og rummelige, og her var det nok bare at være sig selv.

»Alt foregik i en atmosfære af helt utrolig generøsitet. Det var en fantastisk fornemmelse. En enorm lettelse. For jeg havde overhovedet ikke forestillet mig, at jeg ville få en kæreste«, siger han.

Anders blev kæreste med en af pigerne. Og også lidt med hendes veninde. Hans forår i Paradis kulminerede, da holdet tog fire dage i sommerhus i Hornbæk, hvor de plantefarvede garn med birkebark, pigerne røg hash – og Anders lod, som om han også var skæv.

»Den ene aften var jeg sammen med den ene af pigerne, den anden aften med den anden. Og den tredje aften med en tredje«, siger han og sidder lidt og søger efter ordene.

»Altså, at opleve, at det kunne lade sig gøre ... Jeg kan slet ikke beskrive fornemmelsen af lettelse efter de dage. At livet som sådan kan lade sig gøre«.

Lige siden har han forbundet kærlighed med at være i rigtig godt humør. Og selve lykkens tinde besteg han en tidlig morgen, da han og Eva stod i solopgangen på en villavej og lavede soløvelsen.

»Og dét er ved gud noget af det mest langhårede, jeg har gjort«, griner han.

»Men jeg kunne se i Evas øjne, at hun var forelsket i mig. I hvert fald lige der. Og jeg var enormt forelsket i hende. Hun var uden sammenligning den smukkeste af dem alle sammen. Og jeg tænkte: Det her! Sværere er det ikke at være i live«.

Anders tåler ikke alkohol
En romantisk tragedie var afværget.

Resten tog hippierne sig af. I 9. klasse blev Anders nemlig reddet af nogle langhårede flippere i sin parallelklasse, som altid sad hjemme og diskuterede, hvem der skulle sætte vand over til te. De ville ikke høre Anders’ Leonard Cohen-plader.

De ville hellere høre funk, siger han og udstøder tre forstyrrede trut.

»Men så begyndte de at ryge hash, og så var Leonard Cohen pludselig glimrende. Indtil han blev overhalet af Pink Floyd, fordi det var meget bedre at ryge til«.

Alkohol tålte Anders ikke. Drak han to øl, lå han ind over kummen på nærmeste toilet. Så han spillede fuld. Hash røg han, men uden at inhalere, og det faldt ham heller ikke svært at simulere skæv.

»Man skulle bare sidde lidt stille og så sige nogle underlige ting«, siger han og ser sløvt frem for sig:

»Hvad er tid egentlig?«.

I kredsen af flippere kom der også piger. Søde, tålmodige, åbenhjertige piger, langt lettere at komme ind på livet af end de utilnærmelige diskertøser.

»Vi gjorde jo et kæmpe nummer ud af, at der ingen grund var til at have facader. Så vi kunne skære en masse hjørner af og lave sjov«, siger han.

Og det var måske den vigtigste lektie.

»Jeg opdagede, at det er langt nemmere at spendere tilværelsen sammen med sympatiske mennesker end at prøve at vinde de usympatiske menneskers hjerter. Og at det kan godt lade sig gøre at blive holdt af uden at konstruere en utrolig historie omkring mig selv«, siger han.

Og vinderen er ... glemt
Og så kastede Anders sig ind i det facadeløse liv. Røg bananskræller, blev dårlig og deltog i de evige diskussioner om, hvem der skulle lave te.

Folkeskolen havde han opgivet. I stedet satsede han på at arve lidt af sin storebrors popularitet, når han begyndte i gymnasiet. Men uheldigvis havde hans bror glemt at fortælle nogen, at de var brødre, så tre år senere var Anders stadig en taber.

Og så gik han i panik.

»Jeg troede, at der ikke var flere konkurrencer. Og da jeg som voksen kom tilbage til Virum Statsskole og talte for 5-600 elever, var det eneste, jeg tænkte: Jeg skal fortælle dem, at det nok skal gå. For de må alle sammen sidde og tænke, at det her er deres sidste chance«.

Hvad tænkte du selv?

»Jeg tænkte: Hvis ikke jeg klarer den i skolen, jamen ... så vinder jeg aldrig! Jeg troede virkelig, at løbet var kørt. Altså, at ham, der vandt i klassen, også var ham, der vandt i livet. Og det var det jo ikke«.

Vi griner. Ikke uden skadefryd. Mens billeder af vores respektive klassekammerater passerer revy.

»Altså, hvad har man hørt til ham, der vandt i min folkeskoleklasse eller i min gymnasieklasse? INTET!«, råber Anders Lund Madsen.

»Og heller ikke hende, der var den smukkeste. De er væk! De sidder i et eller andet sørgeligt lille kedeligt liv og har aldrig nogensinde ... fordi de peakede dér«.

Vi griner igen. Længe og grundigt.

»Jo!«, fortryder han pludselig.

»Min storebror har vi faktisk hørt fra«.

Brødrene  Anders Lund Madsen og Peter Lund Madsen fra deres show på Bellevue: 'Enden er nær'. Foto: Linda Johansen Anders Lund Madsen nærer en næsten rørende beundring for sin storebror. Og det er hverken første eller sidste gang, han siger det:

»Han er jo Danmarks suverænt mest efterspurgte foredragsholder«.

Jo, men skulle du ikke først ind og redde HAM ud af den traditionelle succeshistorie, da han kedede sig som hjerneforsker?

»Det er rigtigt!«, udbryder han og lander en flad hånd i bordet.

Så kommer bondeangeren.

»Aj, jeg ved ikke, om jeg decideret reddede ham. Men jeg havde ham med ude til foredrag, som var vidunderligt sjovt i forhold til det, han lavede. Og ... jeg har jo skabt et monster ... «, siger han.

Og så kommer den igen:

»For Peter dominerer jo fuldstændig foredragsmarkedet!«.

Vi sidder lidt uden at sige noget.

»Jeg synes også, at jeg reddede ham«, griner han snedigt.

»Nu du siger det«.

Tør hvor andre tier
Anders kæmpede videre. Og søgte udelukkende ind på de uddannelser, der forekom så tilpas uden for rækkevidde, at de kunne udmåle hans umådelige, men skjulte talent. I første omgang arkitektur, psykologi og jura.

»Og jordemoder«, siger han.

Men selv om han på jura fik god hjælp af sin sidemand, den senere statsminister Lars Løkke Rasmussen, kom han så »vildt bagud lige med det samme«, at han i stedet så sig om efter uddannelser med optagelsesprøver. Og kom – efter afslag på Statens Teaterskole – ind på Journalisthøjskolen. I tredje forsøg.

Hvorfor han ville være journalist, stod ham uklart. Han turde ikke ringe til folk og brød sig ikke om at kontakte nogen på gaden, så han hægtede sig på kammerater, der turde. Og sådan førte den ene fejl uvilkårligt til den næste, indtil han en dag sad over for chefredaktør Bent Falbert på Ekstra Bladet og søgte en praktikplads.

»Jeg havde slet ikke lyst til at komme på Ekstra Bladet. Jeg sagde også, at jeg troede, det var en dårlig idé, men det gjorde ham bare endnu mere interesseret«.

Anders begyndte på aftenholdet, som – forklarer han – er dem, der »overtager alt slammet«. Alle de ubehagelige opkald.

»De blev ved med at sætte mig til den slags, og jeg blev ved med at fejle«.

En dag fandt man asken af en parteret mand støbt ned i en carport, og Anders fik besked på at ringe til offerets mor.

»Jeg syntes, at det måtte være noget af det mest frygtelige at blive ringet op af Ekstra Bladet en aften, hvor man lige har fået at vide, at ens søn blev parteret«.

»Jeg ringede hjem til mig selv. Så kunne jeg sige, at der ikke var nogen hjemme. Uden at have løjet. Rent teknisk«.

Til sidst var han nødt til at ringe. Damen tog telefonen. Og var glad for at tale. Men efter den lange snak bad hun desværre, om han ikke nok ville lade være med at skrive det i avisen.

»Og jeg sagde: Jo, jo«.

Herefter blev Anders kun sat til forefaldende fjol, endte sammen med veteranen Poul Høst Madsen og blev, siger han, endnu en gang reddet af en hippie.

Vis os så de patter
Poul Høst Madsens metode var enkel. I en artikel må man aldrig lyve sig modigere, end man faktisk var i situationen. Hvorfor, lærte hans lærling allerede på makkerparrets første opgave, et pressemøde for kabareten ’Byens bedste bryster’, hvor senior straks skar igennem og bad om at få lov at se bemeldte »patter«.

»Og alle sad bare og så på os. Det var ... «, siger han og vrider sig i stolen.

»Men så viste Poul sit geni. Han gjorde det igen! Jeg vil gerne se de der patter!«.

Senior morede sig, junior led, og makkerparret blev smidt ud. Men det tog kun ti minutter at skrive historien, og næste dag grinede folk.

»Og så forstod jeg. På Ekstra Bladet lærte jeg, at det ikke er farligt at henvende sig til andre mennesker, og senere har jeg jo gjort en karriere ud af at have en grænseoverskridende personadfærd«.

Er du ikke bange i dag?

»Overhovedet ikke. Det holdt i den grad op. Det gælder bare om at adskille sig selv fra afvisningen«.

Som ’Madsen & Madsen’ skrev junior og senior deres daglige journalistiske happenings på bladets bagside, som Anders senere bestyrede alene, stadig dog uden at føle, at han udrettede noget.

»Jeg har altid tænkt, at det var snyd, fordi det, jeg kunne, var sådan lidt ovre i bankoafdelingen«.

Hvorfor var det ikke godt nok?

»Jamen, fordi ... det har min mor sagt. Hvis man har nogen som helst evner, skal man bruge dem i det godes tjeneste«.

Følte du slet ikke, at du havde vundet?

»Jeg har altid defineret mig selv som en, der var sluppet med, men ikke rigtig hørte hjemme. Jeg tænkte i mange år, at det var et sammenfald af heldige omstændigheder. Og at jeg levede på lånt tid«.

Gamle  Madsen og unge Madsen alias Povl Høst-Madsen og Anders Lund Madsen. Gamle Madsens sidste bagside show.Så jokeren KAN ikke vinde?

Han ryster på hovedet.

»Jeg ser stadig ikke lige så godt ud som Jacob«, siger han, rejser sig og klør sig i manken.

»Sådan er det«, siger han, træder hen til køkkenbordet og sætter vand over.

»Det er først i de seneste år ... «, kommer det over skulderen.

» ... at jeg er blevet rigtig indbildsk«.

»Enhver idiot, der kommer i fjernsynet, kan blive berømt«
Dog hverken som ’Taxa-Madsen’, der kørte rundt i byen med skjult kamera og overdådige talegaver, eller i diverse shows og tv-udsendelser.

»Det der med at være i fjernsynet og berømt er ikke noget, vi synes er fint i min familie. Det er nogle helt andre parametre, der gør os stolte. Sådan er det i middelklassen. Og sådan skal det være«, siger Anders Lund Madsen. »Enhver idiot, der kommer i fjernsynet, kan blive berømt«, siger han.

»Og det er vitterlig enhver idiot«.

En ny stemme dukker op. Lys og ivrig.

»Neeii ... Det er også løgn«, protesterer den, mens latteren blander sig.

»For samtidig tænker jeg, at jeg er ... Messias«.

Som eksempel nævner han tv-programmerne ’Platmand’, hvor filosofien var, at livet er tilfældigt, og fjernsyn alt for kontrolleret og poleret.

»Og vi ville pille det ned til ingenting! Bliver det plat, tager jeg til Hvidovre. Bliver det krone, til Færøerne«.

Det var den grandiose ...

»MEN!«, tilbageerobrer han ordet.

»Jeg er ikke færdig med denne anekdote!« siger han og løfter fingeren.

»Det blev plat, og jeg gik hen til et hus, hvor der boede nogle fra Jehovas Vidner«.

Omvendt missionsvirksomhed?

»Ja. Og det er jo det, der gør virkeligheden magisk. Det, man ikke kan forudse. Og da jeg stod der, og de åbnede, og vi havde jehovaet os ind hos dem, var jeg overbevist om, at det, vi lavede, var genialt«.

Så den grandiose forestilling ...

»Jeg er ikke færdig med anekdoten ENDNU!«.

»For så var jeg i Fort Worth i Texas, hvor ’Platmand’ var nomineret til en pris, og da jeg stod og svarede på spørgsmål og kunne mærke, at alle i verden syntes, at det var et genialt program, var der et øjeblik, hvor jeg var sikker på, at jeg ikke bare var et flygtigt fænomen«.

Han ser op.

»Og nu synes jeg jo, at det er enormt godt, det jeg laver«, griner han og griber om det hvide opladerstik til sin iPhone og begynder at vikle ledningen rundt om det. »Det er bare noget med at finde ud af, hvem man er«, siger han og ser op.

Et øjeblik. Så er øjnene igen i bordet.

»Det er bare, fordi … jeg har aldrig i mit liv oplevet at være helt fuldstændig rolig. Uden nogen som helst angst eller forventning eller bekymring over noget som helst i hele universet«, kommer det lavmælt og langsomt. »Hele mit liv har jeg tænkt, at der var noget, jeg ikke fik gjort. Og forestillet mig sådan: Tænk, hvis der var et sted med fravær af alt ubehag«.

Det var der så?

»Ja. Og det er den følelse indeni, jeg prøver at skabe i talkshowet. Af fravær af angst og forventning. Bare et sted, man kan have det godt en halv time fredag aften efter en lang uge på arbejdet. Det er ikke noget, der ændrer verden«, siger han.

»Men måske er der også brug for det«.

Så ER du vel kommet med i det store spil?

»Nej, det er jeg ikke, Nils Thorsen! Jeg bliver stadig ikke taget alvorligt i virkeligheden. Jeg er ikke med i det store spil«.

»Og det er okay«.

Anders Lund Madsen blevet rig
Til gengæld er Anders Lund Madsen blevet rig.

Det tror fanden, når man får 31.500 kroner for hvert foredrag. Rigdom har nu aldrig været en ambition, bedyrer han.

Det var egentlig bare for at få en bil, at han begyndte at holde foredrag.

»Og da vi er af bondeslægt, ville jeg have pengene først«.

Det fik han. Og et sommerhus. Og en enorm fladskærm, der spreder sit skinnende mørke hen over væggen for enden af spisebordet. Det eneste andet tegn på overflod er en sort plastpose, der hænger på en krog under trappen op til 2. salen.

»Der lægger jeg mine rudekuverter og afleverer den til min bogholder. For fraværet af rudekuverter har været min store interesse«, siger han.

Før i tiden lod han dem ligge. Af ren skræk. Og som de fleste ved, fører uåbnede rudekuverter til rykkere, men dem har den sorte plasticpose gjort en ende på.

»Og det er rigdom«, siger han og åbner computerens kalender.

I aften skal han til Nyborg, læser han.

»I morgen ... underholde kongehusets medarbejdere til julefrokost. På fredag til Aalborg hos Finans Nord. Og lørdag i Øksnehallen og til Danmarks Naturfredningsforening«.

Hvad får de for pengene?

»I store træk mig selv og min rigtig gode stemning«, smiler han.

»Man kan kun fortælle om sig selv, men man kan gøre det alment ved at være så ærlig som muligt. Og selv hvis folk så ens allerværste og mest mørke hemmeligheder, ville de stadig – hvis de er i orden – sige: Jeg er også virkelig åndssvag«.

Har du i virkeligheden bare gjort, hvad der faldt dig let?

»Ja«, siger han. »Og det er snyd. For vi mennesker har jo en evne, andre dyr ikke har, nemlig at gøre noget i morgen, vi ikke kan i dag. Vi kan gøre verden større ved at opfinde nyt eller sætte tingene sammen på nye måder. Men ... det er svært«.

»Det er jo det, der sker midt i 40’erne. Man resignerer og affinder sig med at gøre det, man er god til. Hvis en bager er rigtig god til at lave brunsviger, vil han være tilbøjelig til at blive ved med det. Ikke desto mindre er det den bagers forbandede pligt at gøre noget andet«.

Han læner sig tilbage i stolen.

»Og det er jeg ikke nået til i en alder af 46«.

»Det er for let. Og det martrer mig. For jeg ville gerne finde på noget, der var ... stort og anderledes«.

Partistifter Madsen
Og så kommer det.

»Jeg vil gerne prøve at gå ind i politik på et tidspunkt for at se, om ikke det kan lade sig gøre at lave noget rigtigt om«.

Partistifter?  »Jeg vil da lave mit eget, men det skulle ikke være et fjolleparti«. Foto: Thomas BorbergMener du det?

»Ja! Det har været ufatteligt nedslående som journalist at se, hvor gustent og trist og kalkuleret politik er. Vi har otte socialdemokratier. Men der er ikke en eneste politiker, hvor man kan sige, at han eller hun er i orden. De har altid en eller anden pissevisker-agenda. Og ...«, siger han og tilføjer lavmælt:

» ... det ville være så fantastisk at være en kontrast til det«.

Vil du gå ind i et parti eller gå solo ligesom Jacob Haugaard?

»Jeg vil da lave mit eget, men det skulle ikke være et fjolleparti«.

Hvad vil du stå for?

»Jamen, alle de følelser, som folk har i slutningen af de romantiske film og de gode bøger. Alt det, jeg lærte i 70’erne med, at kærligheden er stærkest, og at intet er større end at hjælpe hinanden. Sådan at ingen er glemt, og alle er i brug«.

Han smiler.

»Et niende socialdemokrati i virkeligheden!«, griner han.

»Problemet er bare, at alt det oprigtige og følte og mente er blevet til dårlige vitser, så det er svært at sige noget uden at blive opfattet som vanvittig«.

Mobilen ringer på bordet. Eller rettere: Bjæffer som en køter. Han veksler et par ord med sin datter og er tilbage.

»Jeg skal jo heller ikke redde verden hver dag«, siger han og vender sig i stolen og hælder teen ud i blomsterne.

»Selv i et korstog er der jo hviledage«, tilføjer han og rejser sig.

»Og nu skal jeg altså tisse«.