»Goddag, alle sammen. Her er ’Drengetimen’. Som I sikkert har set på programmet, skal vi i dag ud og se, hvor lyntogene sover, og aflægge nogle andre besøg i DSB’s, De Danske Statsbaners, store vognpark.

Lyntogene sover ude ved Svanemøllen ved Helgolands Remise. Hvordan sådan en remise er indrettet med elektriske finesser, får vi at vide om lidt, når vi skal høre, hvordan et natligt eftersyn foregår. Nu vil vi først se, hvordan sådan et lyntog ser ud«.

Mandestemmen er myndig, og der er er absolut ingen glade barneråb, der blander sig, når radioprogrammet ’Drengetimen’s vært bevæger sig rundt på Østerbro og ser på tog. Optagelsen er fra 1937, og programmet er et af radioens første bud på en udsendelse til børn.

’Drengetimen’ kan i dag høres på spolebånd i kælderen under Københavns Universitet på Amager. Men nu har forskningsprojektet ’Larm’ fået 25 millioner af Videnskabsministeriet til at bringe optagelserne op af kælderen.

I løbet af de næste tre år skal projektet digitalisere spolebåndene, der består af en del af DR’s radioprogrammer fra 1925 og frem til i dag. Resultatet bliver et nationalt digitalt lydarkiv, som forskerne kan få adgang til på deres computer via Statsbiblioteket.

Arkivet kommer ud over spolebåndene i kælderen til at indeholde endnu flere af DR’s egne optagelser samt en samling fra Statens Mediesamling i Århus, der blandt andet rummer optagelser fra lokalradioer. Det færdige arkiv kommer til at byde på halvanden million timers lyd, eller hvad der svarer til 130 års koncentreret lytning.

»Danmarks lydmæssige kulturarv er praktisk taget ubeskrevet. Der ligger et stykke danmarkshistorie, der ikke er blevet fortalt, som er helt ny for mange. Når man får lyden med historien, så nærmer man sig historiske begivenheder på en helt anden måde, fordi lyden appellerer til vores forestillingsevne. Det er en supergod måde at få historien formidlet på til de nye generationer«, siger Bente Larsen, projektkoordinator på ’Larm’ og radioforsker på Københavns Universitet.

8.000 timers lyd i kælderen
De mange spolebånd fylder to kælderrum under Københavns Universitet. Her, i selskab med universitetets varme- og vandrør, står 8.000 timers lyd på grønne stigereoler i hundredvis af firkantede æsker.

I det ene kælderrum står også en enkelt gammeldags spolebåndoptager, hvor man kan sætte den valgte båndspole på, vikle det jernrøde bånd rundt om spolehovederne og se, hvordan det løber fra den ene spole til den anden, mens lyden fra en anden tid runger i lokalet.

Efterhånden som båndspolerne bliver digitaliseret, vil forskere kunne dykke ned i lyden og belyse den fra forskellige vinkler. For eksempel vil sprogforskere kunne følge det danske sprogs udvikling gennem de sidste 70 år, mens medieforskere blandt andet skal undersøge udviklingen af DR’s børne- og ungdomsradio.

Her er en nemmere tilgang til radiooptagelserne altafgørende. Det fortæller ’Larm’-projektleder Ib Poulsen, professor ved Roskilde Universitet og Danmarks eneste doktorand i radio.

»Det er en fantastisk kulturskat, som er meget vigtig at få gjort tilgængelig for forskere, fordi det åbner op for en kulturhistorie, som meget få har kendskab til. Med arkivet får forskerne en supplerende historie til de skriftlige kilder«, siger han.

»I et radioprogram som ’Drengetimen’ får man for eksempel en fornemmelse af, hvordan børn blev tiltalt dengang. I dag vil man opleve det som meget formelt«, siger han.

Fru Poulsen og hendes ti børn
I kælderen under universitetet har bibliotekaren fundet endnu et spolebånd frem. ’Manden fra kælderhalsen’, står der på spolebåndets æske, suppleret med et orange klistermærke med ordlyden ’Der må ikke klippes i dette bånd’.

Da båndet er sat på maskinen, lyder først 15 sekunders stilhed tilsat et tilbagevendende ’klik’, ’klik’, ’klik’ fra spolernes tomgang. Så fylder en fru Poulsens stemme kælderrummet.

»Hun hedder Tove, og hun er 2 år. Så kommer Ened på 4 år. Derefter er der Philip på 6 år. Så er der Mogens på 7. Kaj er 11, og Conny er 12 år. Så er der Louisa, hun er 13. Og Rose på 15. Irene, der er 17 år. Og så er der den store pige Elna. Hun er 21 år«, siger børnenes mor, fru Poulsen.

Vi er hoppet ti år frem i tiden i forhold til ’Drengetimen’. Til 1947 til en lejlighed i København med to værelser, ti børn, intet toilet og et utal af rotter. Programmet er et af de første eksempler på radiomontage – en særlig dokumentaristisk form, som danske journalister er blevet berømmet for op igennem det 20. århundrede.

På spolen her har man været ude hos nogle af efterkrigstidens københavnere, der levede i ekstrem fattigdom.

Klippet er der dog ikke ret mange, der kender til. De næste tre år skal man derfor ikke blot digitalisere båndspolerne, men også udvikle en række redskaber, som gør det muligt at søge i de mange indslag, fortæller ’Larm’-projektets koordinator, Bente Larsen.

»Når man skal arbejde med så stort et materiale, er der brug for redskaber til at søge og sortere i al lyden. Det bliver virkelig state of the art inden for digitale søgeværktøjer«, siger hun.

Lydens Wikipedia
Man vil blandt andet arbejde på at udvikle værktøjer, der kan oversætte tale til tekst. Og efterhånden som forskerne bruger lydklippene, skal de samtidig være med til at skrive om dem. Præcis som man kender det fra det digitale opslagsværk Wikipedia, hvor brugerne selv skriver om de forskellige emner.

»Materialet er så enormt. Derfor skal det være et brugerdrevet arkiv. Alle de oplysninger, der findes om lydfilerne, bliver dem, forskerne og senere brugerne selv fylder i. På den måde bliver det en slags lydens Wikipedia«, siger Bente Larsen.

Et sted i kælderens arkiv er et mere solrigt stemningsbillede fra efterkrigstidens Danmark. Programmet ’Den nysgerrige mikrofon ved et badested’ fra 1946, der indledes med lyden af bølgeskvulp og mågeskrig.

»Selv om højsæsonen er forbi, så er klitterne godt besatte. Badegæsterne ligger i klitterne og gemmer sig bag marehalm. Her er nogle damer og herrer. De ser nyforlovede og våde ud. Det var da imponerende, hvis De har været i vandet?«.

Svaret kommer prompte fra en af damerne bag marehalmen:

»Ja, men det var nu deejligt i dag«.