De fleste har et forhold til besættelsestidens Danmark og Europa, spiritusforbuddets USA, Victoriatidens England og for den sags skyld kommunismens Østeuropa.

Men Amerikas Forenede Stater anno 1960, nærmere bestemt på Manhattan i reklamebranchen; her er det kun de absolut færreste, som kan være med.

Men vi, der har meldt os under dramaserien ’Mad Men’s fan-faner ved, at det var en tid, hvor verden på en underlig måde havde mistet uskylden mentalitetsmæssigt, men samtidig var lidt jomfruelig.

Ting som almindelig høflighed, kernefamilien, bordmanerer, skjorte og slips samt tavshed om personlige anliggender i offentlige sammenhænge var uanfægtelige livsstilsbastioner, og det borgerlige samfund kørte endnu som en velsmurt symaskine.

Almindelige menneskers viden om sammenhængen mellem lungekræft og cigaretrygning var sporadisk, og midaldrende mænds embonpoint blev endnu anset som et symbol på deres hustruers rigelige færdigheder ved komfuret, ikke et udtryk for manglende motion og udsigten til cardio-vaskulære problemer og diabetes af type to.

Det er i denne Andeby-kulisse, ’Mad Men’s virvar af magtkampe samt store og små historier udspiller sig. Og den høje fascinationsværdi hidrører blandt andet fra det faktum, at det reelt ikke er så voldsomt længe siden – lidt ældre seere vil faktisk kunne huske tiden – men samtidig forekommer det så uendelig fjernt.

En ny generations ’Matador’ – på amerikansk.

Tankvogne af sprut
Derfor forekommer det også så stærkt, når seriens figurer foretager sig de stærkt angribelige ting, de gør. Såsom at ryge kartoner og atter kartoner af cigaretter.

Og drikke tankvogne af stærk spiritus ved enhver given lejlighed og på alle tidspunkter af døgnet – stort set samtlige centrale karakterer er teknisk set alkoholikere og lysår over Sundhedsstyrelsens 14 og 21 genstande om ugen.

Og med hensyn til moralsk habitus står det endnu værre til.

De to hovedpersoner er Don Draper, kreativ chef i bureauet Sterling & Cooper, og den unge pige Peggy Olsson, der starter som sekretær, men arbejder sig op til at være tekstforfatter. Og serien er både historien om dem og et portræt af New York, fra før ungdomsoprøret trak tæppet væk under den vestlige verdens kerneværdier.

Begge disse er stærkt moralsk angribelige. Don Draper har flere skeletter end habitter i skabet, og Peggy Olsson er villig til at gøre stort set hvad som helst for at komme frem i verden.

Dickenske karakterer
Omkring dem færdes en række figurer, der alle låner ikke så lidt fra karikaturen. De skal godt nok forestille at være helt almindelige mennesker.

Men David Lynch lavede ikke ’Twin Peaks’ forgæves, hvilket også ’Mad Men’ bekræfter på den gode måde. Så de har hver især en knast eller to, som diskret, men effektivt gør dem næsten dickenske.

Det er folk som den elskeligt fordrukne Freddy Rumsen, superstræberen Peter Campbell (som uafvidende har avlet et bortadopteret barn med Peggy Olsson), skabsbøssen Salvatore Romano, sexbomben og chefsekretæren Joan Harris samt Dons forhenværende fotomodelhustru, der nu er sandet til i behandlingskrævende kedsomhed i forstæderne med hesteridning, sladder og rødvinsdrikning som eneste adspredelser, mens hendes smukke mand krøller lagner i storbyen med diverse kvindfolk, når lejlighed sig byder.

Den tidstypiske scenografi er forbilledlig flot, og de samfundsmæssige omstændigheder, som Cuba-krisen, Nixon-Kennedy-valget i 1960, Marilyn Monroes død og sligt, er imponerende integreret i seriens forløb. Men samtidig undrer visse overspring.

Eksempelvis forbigås den berømte tv-debat mellem Nixon og Kennedy – vel sagtens det stykke fjernsyn, der for første gang viste mediets politiske potentiale – i tavshed, hvilket er underligt, når nu serien udspiller sig i netop reklamebranchen.

LÆS OGSÅThe Sopranos: Serien, der ændrede tv

Rent genremæssigt bevæger vi os i udkanten af det, der går under navnet ’dramedy’, men der er klart mere drama end comedy i mixturen.

Symbolsk penismåling
For historien om Don Draper og hans nutidige og fortidige liv er – for nu at tale moderne dansk – historien om en omsorgssvigtet mønsterbryder, der benytter såvel sprut som smøger og utroskab i kampen mod sine indre dæmoner, mens Peggy Olssons fortælling snarere betegner den moderne storbykvindes opkomst:

Hun siger en tid lang nej til mand og børn og ja til karriere på mændenes betingelser, men når til gengæld længere end sine mandlige konkurrenter, der bruger alt for megen energi på symbolsk penismåling og formålsløs leg.

Ulig andre af tidens store serier er ’Mad Men’ først langsomt ved at vinde den helt store seerskare.

I USA endte den netop afsluttede sæson 3 med et gennemsnit på tre millioner seere, hvilket er pænt uden at være prangende, og i Danmark har serien ført en forholdsvis stille eksistens: lørdag aften på TV 3 Puls, hvor den konkurrerer om de midaldrende og endnu ældre seeres opmærksomhed sammen med ’Barnaby’ og genudsendelser af romantiske komedier.

LÆS ARTIKELDansk tv skjuler superserier

Til gengæld er seerne så svorne og entusiastiske. ’Mad Men’-fans er måske knap så talstærke som ’Sopranos’-flokken eller ’The Wire’-slænget. Men de er faste i kødet og stærke i troen.

Og mon ikke de bliver flere? Kvalitetsniveauet er stigende – sæson 3, som snart kommer på 3 Puls, siges at være den hidtil bedste og mest dramaspækkede. Og der er stadig ulagte brikker i Don Draper-puslespillet.