Det handler om at være lykkelig«, sagde sikkerhedschefen Leon Hartvig til sin medarbejder Jonas Goldschmidt, da de sad i flyveren hjem efter en uhyre dramatisk tur til Congo, hvor begge havde stirret døden direkte i øjnene.

Og i seriens optik er lykken lig med det nære liv: ægteskab, familie, hjemmelavet aftensmad og strøgne lagner.

Så i den forstand endte serien, der samtidig er afslutningen på den trilogi om forbrydelsens anatomi og konsekvenser for mennesker, vel godt, selv om det sidste billede tonede i sort-hvidt og viste os, at de virkelige og store forbrydere ikke sådan er til at få bugt med.

LÆS OGSÅ 'Livvagterne' er dygtig, effektiv - og ufarlig

Man kan opklare enkeltstående forbrydelser, løse specifikke sikkerhedsopgaver og redde nogle mennesker i bestemte situationer.

Men selve Forbrydelsen får man aldrig has på, fordi den menneskelige stræben efter lykke i visse tilfælde er skruppelløs og kynisk.

Det rene Morten Korch anno 2010
Jasmina fik sin Rasmus; Leon og Jonas slap fra deres afrikanske forehavende med livet i behold. Diana og Tønne fik sig en høkerbajer sammen.

Og Boris overbeviste den traumatiserede Fjordby om, at vejen ud af krisen er at dele sine sorger med andre mennesker.

Det var nærmest det rene Morten Korch, blot var grundtematikken opdateret til verden anno 2010:

Hos Korch var konflikten altid den, at den danske idyl med de bølgende kornmarker og de tørklædeklædte malkepiger blev truet af de onde mænd fra storbyen og deres gustne overlæg.

LÆS OGSÅ Henrik Palle: Køb dog nogle gode tv-serier!

Livet på landet var det oprindelige, rigtige og ægte og gode, mens storbymoderniteten repræsenterede det modsatte i form af pengebegær, menneskelig kulde og falskhed.

Resignation over tingenes tilstand
I den moderne version, som Thorsboe og Brostrøm altså har foldet ud i nærmest ufattelig stort format, er det gode velfærdssamfundet i den danske version samt de familiære relationer; det onde er verden udenfor, som styres af ideologiske fanatikere, religiøse mørkemænd og samvittighedsløse kriminelle.

Modsætningen er mellem den regulerede modernitet, så at sige, og den globaliserede verden.

Og såvel ’Rejseholdet’ som ’Ørnen’ og ’Livvagterne’ skildrer, hvorledes kriminalitet altid i sidste instans rammer intimsfæren, fordi nogen altid er nogens far, mor, søster, bror, datter eller søn.

Det var også pointen i Maj Sjöwall og Per Wahlöös seminale tibindsværk ’Roman om en forbrydelse’, som lagde stenene til den moderne kriminalroman og tv-krimi, men de to svenskeres bøger indeholdt også en ganske radikal kritik af den samfundsform, som forbrydelserne var et produkt af.

LÆS ARTIKEL 'Livvagterne' vandt i New York i nat

Den er i Thorsboe og Brostrøms version erstattet af en resignation over for tingenes tilstand: Det handler om at nå hjem til sine børns fødselsdag og få et stykke lun lasagne.

Sidste afsnit var supergodt
Og lad os så slå en ting fast: Det store projekt er lykkedes.

Med de tre serier har forfatterne, instruktørerne og skuespillerne skabt velfungerende, underholdende og sine steder også spændende fjernsyn.

Det sidste dobbeltafsnit af ’Livvagterne’ var ikke mindst med hensyn til struktur og produktionsdesign af international klasse; simpelthen supergodt lavet det meste af vejen.

Og netop derfor var det ekstra synd, at det hele i den grad sluttede på en så ligegyldig måde.

Man må også rose produktionen – og DR Drama i det hele taget – for at have givet en række nye skuespillere deres gennembrud og nogle lidt ældre mulighed for fornemme biroller, ingen nævnt, ingen glemt.

Som at have spist på McDonalds
Men man kunne sandelig også godt klandre projektet for ikke at tage krimi- og spændingsgenren alvorligt nok, ikke respektere dens særlige spilleregler og æstetik.

For hvor havde det dog været opløftende med et par flamboyante skurke og nogle dobbelttydige helteskikkelser. Noget kant, noget eventyr og noget udfordring – i stedet for den dominerende væg til væg-realisme og det evindeligt samspilsramte persongalleri.

Ved afslutningen sidder denne anmelder tilbage med en fornemmelse som efter at have spist på en McDonald’s-restaurant; med en sikker bevidsthed om, at mætheden er kortvarig, for måltidet var ikke rigtig mad.

Det er ærgerligt, i betragtning af al den energi og alle de midler der er brugt på de tre serier. Men det er nok desværre vilkårene, hvis ambitionen er at lave fiktioner, der hver gang tilfredsstiller 40 procent af den danske befolkning.

Hvad synes du om anden sæson af 'Livvagterne'? Skriv din kommentar nedenfor.