Forleden blev jeg sendt ud på en ekspedition til et for mig fremmed og gådefuldt land kaldet Facebook. Et grimt sted, kunne jeg forstå.

Jeg havde ganske vist haft en adresse derinde et stykke tid, men det var mest for at lade, som om jeg var med på noderne. Jeg brugte ikke den adresse til noget. Andet end at trykke ’Bekræft’, når nogen foreslog, at jeg skulle blive venner med dem.

Det har indtil videre skaffet mig 299 venner, som jeg sætter stor pris på, selv om jeg godt ved, det er latterligt få. Til sammenligning har Gitte Stallone 2.822 venner.

Okman-affæren
Og nu var det så meningen, at jeg skulle udforske denne ’sociale nettjeneste’. I anledning af Okman-affæren, også kaldet Facebookskandalen.

En spindoktor hos partiet Venstre havde på sin ’FB-væg’ – stedet, hvor man åbent skriver med sine venner – kaldt en ansat på Christiansborg for en »fucked up medicineret syg dame, der helt hæmningsløst hælder ud af sit triste lorte liv over enhver«.

LÆS OGSÅV-spindoktor »har lyst til at kvæle« folketingsansat

Ditte Okman var ikke ansat i Venstre ret længe efter, at hun havde udsmykket sin væg med disse ord. Selv statsministeren blev bekymret for tonen.

Nødråb
Derfor satte vi os for at finde ud af, hvad der sker derinde. Går folk grassat? Jeg loggede på og udfyldte updatefeltet, hvor man kan fortælle sine venner, hvad ’man har på hjerte’. Her og nu.

Jeg stak ikke noget under stolen. Det var et nødråb:

»Pokkers! Jeg er på spanden! De har sat mig til at skrive en historie om alt det slibrige, modbydelige og ærekrænkende, som det åbenbart er oppe i tiden at fyre af herinde på Facebook. Men jeg er helt blank!«.

Noget rigtig wank
Jeg bad alle mine venner om hjælp:

»Hvor finder jeg noget af det svinske? Eksempler, please! Kan det passe, at der ikke er nogen grænser for, hvad man kan hælde ud i dette forum??? Fyr løs!«.

Straks var der gode råd fra erfarne kolleger. En skrev:

»Hvis du skal have rigtig wank, som det hedder, skal du vist mere væk fra Facebook og ind på diverse internetfora, tror jeg. På fb er alle (med visse berømte undtagelser) nogenlunde civiliserede, fordi man ikke gemmer sig under en avatar eller et alias eller noget ...«.

Wank? Avatar? Jeg turde ikke spørge, hvad det betød.

Intime detaljer
Jeg var mere interesseret i at udforske, hvad der lå i begrebet »nogenlunde civiliseret«. Når jeg lod øjnene løbe ned over mine venners ’vægge’, virkede det mest, som om de troede, de sad hjemme i deres dagligstue og hviskede intime detaljer til en nær ven.

Som for eksempel:

»Har optur over, at det nu er varmt nok til at sove med åben fransk altandør. Og nedtur over, at min telefon har besluttet sig for, at den ikke gider ringe, når alarmen er sat til. Kan man mon stadig købe et vækkeur?«.

Dette citat er bestemt civiliseret. Og typisk, ser det ud til. En del Facebookbrugere synes hele tiden, nærmest hver anden, tredje time, at have behov for at meddele, hvilke trivialiteter de har gang i.

Efterlysning af svinestreger
»Burde vaske gulv, men læser lige lidt om Martha Gellhorn. Og drikker lidt the. Søndag er en fest«.

Javel så.

Efter at have hængt min efterlysning af svinestreger op på min væg besluttede jeg at gå ud i byen og få nogle ting fra hånden. I mellemtiden klarede vennerne nok historien for mig. Det var ligesom at sætte en vask over.

Men da jeg et par timer senere vendte tilbage til kontoret, var bidragene så sparsomme, at jeg igen måtte forsøge at forklare sagens alvor:

»Jeg spadserede lige hen på en frokostrestaurant for at få en pariserbøf og lidt gedeost med en ikke specielt fucked up eller medicineret ven. Og så regnede jeg med, at historien om svinestreger og grænsen for det private på Facebook ville skrive sig selv imens, men ... der må være mere!«.

AK81 ikke for bøsser
Det var midt i arbejdstiden, så jeg vidste med sikkerhed, at de fleste måtte være logget på FB. En journalist på Berlingske Tidende var i hvert fald. Hun skrev:

»Jeg elsker jeres researchstil på Politiken ...«.

Der dukkede også visse seriøse tips op.

»Der er nogle rabiate, single-issue fb-grupperinger herinde, og på deres vægge kan man virkelig finde snavs ...«, skrev én.

»Lige nu er der også en gruppe, som hedder ’AK81 ikke for bøsser og indvandrere’. Den er heller ikke helt stueren«, skrev en anden.

Sorte svin
Jeg tjekkede lige den side:

»Hvis (navn udeladt her, red.) havde været begravet i Danmark, ville jeg være den første til at pisse på hans gravsten. Men familien valgte at begrave ham i tyrkiet, fordi han var et sorte svin. Til alle jer sorte derude med et dansk pas og som i bruge som hævekort: INSHALLAH I vil aldrig blive en del af Danmark, da i er nogle sorte svin«.

Jeg forstod, at Ditte Okman ikke var alene om at fyre godt op på FB.

Sidney Lee
På dette tidspunkt besluttede jeg mig for at gå mere aktivt til værks i det digitale fællesrum. Jeg ville søge at skaffe mig berømte og indflydelsesrige venner. Mennesker, hvis vægge flød over med snavs og sladder, og som måtte have et netværk, jeg kunne snylte på.

Først prøvede jeg Sidney Lee, som vist er blevet stor på at score damer på tv. Han var nu ikke sådan at blive ven med, fandt jeg ud af. Men jeg kunne blive fan, en ud af 10.174, og fik dermed adgang til en side, som indeholdt ... intet, absolut intet, af interesse.

»Håber sgu det der sidney lee-fanskab er ren research ...«, kom det straks fra en fb-ven.

Så var der bid
Men det var alvor. Og jeg gentog processen med pave Benedikt XVI, Don Ø, Klaus Riskær, Barack Obama, Naser Khader, Dalai Lama ... Uden held, kun kedelige ting. Overvejede Lars Løkke og Helle Thorning, men erkendte, at det om noget ville være spild af tid.

Så kom jeg i tanke om Henrik Dahl, ham sociologen. Han ville gerne være min ven. Og da jeg kravlede lidt rundt på hans væg, fandt jeg ud af, at en af hans venner sammenlignede hans hår med »Johannes Døberens fra Leonardo da Vincis sidste maleri«.

Og at Dahl var blevet kæreste med digteren Lone Hørslev. Det var da en slags snask.

Ingen heroin i dag
Og så var der virkelig bid. 22. marts havde Henrik Dahl skrevet på sin væg:

»Vil ikke ryge heroin i dag«.

Hvortil en af hans venner stillede det nærliggende spørgsmål:

»Fordi det er mandag?«.

Jeg skiftede over til direkte udveksling af FB-beskeder med Henrik Dahl og spurgte, om han ville fortælle, hvordan han havde det med Facebook?

»Selvfølgelig ...«, svarede han. »Føler mig dog ikke så aktiv. Men det er en sjov overspringshandling :-)«.

Backstage og frontstage
»Jeg interesserer mig mest for det der sære grænseland mellem det private og det offentlige ...«, forklarede jeg.

»Måske kan du meditere over den gamle sociolog Erving Goffman«, skrev Henrik Dahl. »Han talte om ’frontstage’ og ’backstage’. At på frontstage taler vi pænt og trækker maven ind og så videre. Mens vi bander og klør os i øret på backstage«.

Og nu var han ved at være varmet op, Henrik Dahl. Han forklarede, at den komiske effekt i ’Fawlty Towers’ stammer fra, at der sker en masse backstageting på frontstage.

Basil falder ud af rollen
»’Holdkammeraterne’ fra hotellet skændes – det må holdkammerater ikke. Basil falder ud af rollen ... For mig er FB lidt omvendt. Det ligner backstage, men det er en slags frontstage. Sådan tænker jeg i hvert fald. Det er næsten altid min ’persona’, som jeg også bruger på scenen, som snakker på FB. Selvfølgelig ikke, når jeg ønsker nogen tillykke med fødselsdagen. Men generelt: det er min persona. Ikke mig«.

Men har de fleste det virkelig sådan? Han havde ikke tid til at uddybe lige der på stedet.

Snask
Næste morgen var der som altid redaktionsmøde. Og da der ikke rigtig var skub i min historie, lod jeg, som om jeg ikke var der. Det er svære tider i avisbranchen, så det gælder om at være påpasselig.

»Hvordan går det med den der Facebookhistorie«, spurgte chefen så.

»Arh ...«, sagde jeg. »Der sker ikke det store derinde ...«.

»Pis med dig!«, kom det så fra en kollega.

»Du er sgu da nødt til at afsløre noget snask om dig selv. Ellers er der ingen, der gider kommentere noget«, fortsatte hun.

Så sexet som en pose grus
Det gav mig noget at tænke over! Man er selvfølgelig blandt venner på FB. De 299 nærmeste venner. Så jeg gik straks op på kontoret og ind i mit statusfelt og tilbød noget i bytte for andres intime informationer:

»Hvad kunne I godt tænke jer at vide? Mit foretrukne pornosite? Hvilke piller jeg indtager? Hvordan det kan være, at jeg er fotograferet med en kæmpe is i hånden ...?«.

LÆS OGSÅFirmaer indfører Facebook-politik

Den nævenyttige kollega fra morgenmødet var den første, der meldte sig:

»Du er en tøs!«, skrev hun. »Det mest afslørende, du selv har lagt ud på din profil, er dit medlemskab af gruppen ’Den sikre vej til fiasko’... Din profil er lige så sexet som en pose grus«.

Hit med ungdomsbillederne!
Nu begyndte der da at ske noget.

Kollegaen var typen, som mest kommunikerede med sin mor på Facebook. Alligevel fremturede hun:

»Hit med nogle ungdomsbilleder fra dengang, du var sømand. Eller taxachauffør. Eller cykelrytter. Eller kunstmaler. Dét er privat (og svært underholdende, er jeg sikker på). Eller også så skriv din mening om Politikens ledelse og udnyt at vi ikke har en Facebook-Emma Gad på vej... I dare you!«.

Hun havde ret i, at det nok er ved at være sidste chance for at trykke sømmet helt i bund på Facebook.

Paula Larrain
Flere og flere firmaer og institutioner indfører nemlig regler for anstændig digital opførsel. En af grundreglerne går ud på, at man ikke bør skrive noget på FB, som man ikke ville e-maile til både pressen, forretningsforbindelser, familie og venner.

Jeg ignorerede kollegaen. Hun var ikke parat til at afsløre det mindste om sig selv. Ud over en tåget bemærkning om en »romanceweekend i Monte Carlo«.

Men så meldte endnu en ven sig. Det var den fra fjernsynet før så kendte Paula Larrain, som satte en seddel op på min væg:

»Prøv at citere fra en Politiken-artikel, hvor undertegnede »leder efter noget at have sin berømmelse i««, skrev Paula.

Yndlingspornosite
Et kort øjeblik undrede jeg mig over, hvorfor hun gerne ville have mig til at bringe citatet, der stammer fra en nytårsartikel. Det lyder i mere fyldig udgave således:

»Paula Larrain blev på sin side offer for den omsiggribende populisme i dansk politik og svigtet af vælgerne, som i stedet foretrak en politiker. Det frygtes nu, at hun flakker om i landskendt tilstand på udkig efter noget at have sin berømmelse i«.

Det kunne lyde som lidt af et sidespring. Men det var det egentlig ikke, skulle jeg senere finde ud af.

Derefter skrev én, at hun gerne ville kende mit foretrukne pornosite.

Regnfrakker.dk
»Jeg gætter på sex and submission?« skrev hun.

»Forkert«, svarede jeg. »Men jeg er ikke så dum, at jeg bare afslører det i fuld offentlighed. Så jeg har fundet ud af, hvordan kun DU modtager denne oplysning. Vær sød ikke at give det her link videre: http://www.pornrubber.com«.

»Frækt! Så er der jo altid http://www.regnfrakker.dk«, skrev hun tilbage.

Men det var også alt, hvad jeg fik ud af mine anstrengelser.

Uvidende? Dumme?
En FB-ven skrev til mig, at flere af hendes venner skrev »meget private udbrud« på deres FB-vægge.

»Som om de helt ignorerer, at kollegaer, familier og længst glemte venner læser med. Altså ting som; ’Fandens. Konen er skredet’. ’Lort. Jeg er blevet fyret’. ’Værste dag nogensinde’. Etc. Jeg ved ikke, om det overhovedet hører hjemme i din artikel, men jeg gad godt høre en eller anden kloge sig om, hvorfor nogens privatlivsfilter overhovedet ikke eksisterer herinde ... er de uvidende? dumme? ligeglade? Egentlig er det jo måske samme mekanisme, Okman var offer for. Hun undervurderede mediet. Måske ...Roger over«.

De klassiske FB-brølere
Hun havde fat i noget! Det måtte jeg huske at spørge Henrik Dahl om.

Der cirkulerer nogle klassikere inden for temaet Facebookbrølere. For eksempel den med René, som meddeler, at han har skiftet status fra »har en kæreste« til »single«.

Renés ven Jesper kommenterer denne begivenhed således:

»Det var sgu da på tide hun har altid været lidt at en so ... op med humøret min ven hvis du er frisk kan vi tage i byen i weekenden og give den max gas drikke os stive og finde nogle lækre kællinger hehehe«.

René skynder sig at svare:

»Mig og Mia er stadig sammen det var kun en joke fordi hun ikke ville lave pandekager«.

Jesper: »Åh ok men er du frisk på at tage i byen?«.

Too late!
Og så er der historien om Andreas, som beder sin ven Anders om at bestille noget tøj for sig på nettet. Andreas skriver dernæst sit fulde kontonummer, udløbsdato, sikkerhedscifre plus pinkode. Hvilket en anden ven takker for med ordene:

»Nu kan vi alle bestille tøj på din regning«.

Herefter går der panik i Andreas:

»SHIT! Hvodan sletter man!!!!!«.

Søren: »Too late!«.

Andreas: »FUCK!!! Kan du ikke slette det anders? TAG DIN TELEFON JEG SKAL SNAK MED DIG«.

Anders: »Never«.

Andreas: »Anders! Du bliver fandme nød til at fjerne det! Der er en eller anden der har bestilt for 1.400 inde på smartguy.dk og min bank er ved at flå nosserne af mig!!!«.

Tilbage til Dahl
Sociologen Henrik Dahl var igen logget på. Jeg prøvede at udfritte ham lidt mere om det der med backstage og frontstage.

»Er der ikke en del mennesker, der opfører sig, som om Facebook var backstage. Som om de betroede sig til en lille intim skare ...«, spurgte jeg.

»Jeg vil sige, at folk, der tror, FB er = backstage, har ikke rigtig fattet noget. Men jeg tror, du har ret i, at der er nogle, der ikke forstår denne forskel. Eller forveksler FB med backstage. Men det er det ikke«, svarede Henrik Dahl.

Og han føjede til:

»Hvad kan så være grunden til, at folk tager fejl? Manglende social intelligens, vil jeg tro ...«.

Supplement til IRL-venskaber
Så fik hun dén, hende der Ditte Okman.

Jeg spurgte Henrik Dahl om, hvad Facebook betyder for den måde, vi omgås hinanden på. Springer vi flere live-møder over, fordi det er mere bekvemt at kommunikere på den sociale nettjeneste?

»Er vi derhenne, hvor vi nøjes med at holde fødselsdagsselskab med vennerne på FB?«.

Dahl svarede: »Har du ikke lagt mærke til, at der ikke er noget, der går af mode? Der er bare mere og mere, der kommer på mode. Så jeg gætter på, at FB bare får folk til at mødes endnu mere IRL (in real life, red.). Eller bliver en slags supplement til IRL-venskaber. Der bliver ikke taget noget ud på grund af FB. Der kommer bare mere ind«.

Tilbage til Paula
Det lød jo på sin vis meget betryggende.

Og så gælder det vel bare om at huske, at man ikke nødvendigvis kun henvender sig til en snæver vennekreds, når man letter sit hjerte på Facebooks rummelige vægge.

Det var måske det, Paula Larrain kom i tanke om, et stykke tid efter at hun havde sendt mig sin opfordring til at gentage det med, at hun ledte efter noget at have sin berømmelse i. Pludselig skrev hun:

»Vil lige minde om, at intet på min side er til citat – uanset, hvor desperat, du bliver ;-)«.

Ups, tænkte jeg. Så må jeg hellere pille hende Paula ud af artiklen. Men ... SHIT!! Hvordan sletter man?????