Han har været meget igennem, den midaldrende svenske politimand Martin Beck.

Han blev første gang kendt af en større offentlighed, da forfatterparret Maj Sjöwahl og Per Wahlöö i introducerede ham i 1965 i kriminalromanen ’Roseanna’, den første af de ti i den seminale ’Roman om en forbrydelse’, som for altid ændrede kriminalromanen – på godt og ondt.

Og siden har han måttet finde sig i meget. Ud over en sur kone og trættekære bureaukratiske overordnede har han også måttet stå model til, at hans foretrukne cigaretmærke udgik af produktion; at kanelsneglenes kvalitet faldt radikalt. Og han har måttet se det svenske samfund undergå drastiske forandringer til det værre.

Walther Matthau som Beck
Den fiktive mand med det langmodige, men bestemt ikke uantændelige gemyt har også været nødsaget til at se sin persona gestaltet af en lang række svenske og udenlandske skuespillere.

Så væsensforskellige thespianske typer som Walther Matthau, Derek Jacobi, Keve Hjelm, Jan Decleir og Gösta Ekman har spillet den retsindige forhørsleder med skiftede held.

LÆS OGSÅFemikrimier afløser DR-gnavpotter

Peter Haber er indtil videre den sidste i rækken af Beck-fortolkere, og i brede kredse anses han også for at være den bedste, selv om der findes dissidenter, som mener, at komedieskuespilleren Gösta Ekman gjorde det all right i de i seks tv-film, hvor han portrætterede Martin Beck som en flanerende trench coat dandy med fransk moustache.

I krig og kærlighed
Ikke desto mindre er det Peter Haber, der har den største aktie i figurens skæbne på tv-skærmen og det store lærred. For siden han kom til i 1997 i filmen ’Lockpojken’ har han med sikkerhed og overbevisning skabt en helstøbt karakter ud af romanpersonen.

Peter Haber er Beck. Og en af årsagerne til det er ikke bare hans egen indsats, men også det forhold, at han hele vejen har haft selskab af Mikael Persbrandt som den seksuelt tvetydige, lejlighedsvis karakterafvigende, men også fænomenalt dygtige og dedikerede vice-kommissær Gunvald Larsson, der allerede i romanserien faktisk var den mest interessante af politifolkene, fordi han med sin arrogante facon, sine dyre vaner og sin aristokratiske, anti-socialdemokratiske verdensanskuelse var politisk ukorrekt, før begrebet eksisterede.

LÆS OGSÅ Hallo Sverige - få jer dog nogle nye filmstjerner

Sammen har de to klaret det meste i krig og kærlighed. Psykopatiske seriemordere, voldelige jaloux ægtemænd, nynazister, narkotikasmuglere, religiøse fanatikere og russiske gangstere har de taget livtag med.

Larsson har stået ved Becks side, når det gjaldt. Eksempelvis da han måtte lægge sin søn i graven. Og han har været lige ved at få ham som svigersøn, da Gunvald trådte i karakter som (heteroseksuel) lover boy og begyndte at gøre stormkur til datteren Inger.

Huset på Christianshavn
Men også andre medvirkende i serien, der baserer sig på Sjöwahl og Wahlöös personer, ikke deres romaner, har medvirket til at sætte Habers Beck i relief. Det gælder ikke mindst den nyfigne, entreprenante, rødhårede nabo med de orangefarvede solbriller, støttekrave og en tilsyneladende uudslukkelig tørst efter en lille en, en stänkara som det hedder på svensk.

Han er blevet spillet af Ingvar Hirdwall i alle afsnittene og har blandt Beck-fans nærmest samme status som viceværten Meyer blandt elskere af serien ’Huset på Christianshavn’.

LÆS OGSÅPalle: Svenske tv-serier er bare bedre

Det femogtyvende afsnit, og det sidste inden en biograffilm lukker og slukker til efteråret, handler om alvorlige og tidstypiske ting. Et forkullet kvindelig, miljøforkæmpere som måske er terrorister og Gunvald Larsson på listen over mistænkte.

Denne handling afvikles med vanlig sans for at fortælle på en spændende måde og hører absolut til blandt de bedste i serien. Plottet tvister sig ganske overraskende, og under den heftige handling klinger smukt en historie om venskab mellem mænd, om loyalitet og tillid.

Fingeren på pulsen
Smukt er måske ikke det rette ord. For kriminalfiktion af denne type er ikke pæn, hvis den har nogen berettigelse. Den skal i stedet være skarp, rå, grænsesøgende og provokerende, fordi den sgu skal sætte problemer under debat og stille skarpt på skævheder og anomalier i det samfund, hvor den udspiller sig.

Det har Beck gjort. Haft fingeren på pulsen. Blandt andet var serien blandt de første, som inddrog den informationsteknologi, som umiddelbart inden seriens premiere havde revolutioneret vores måde at kommunikere og finde viden på.

LÆS OGSÅDet er seriemordernes æra i bøgerne

Undervejs har niveauet været holdt overraskende højt. Selvfølgelig er det gået galt indimellem. Men det drejer sig højst om tre-fire virkelig svipsere, hvilket er umådelig flot – eksempelvis sammenlignet med ’Wallander’, hvor hitraten i anden ombæring har været rystende lav.

Så farvel og tak, Martin. Det har været spændende og rystende.