Mon ikke det ender lykkeligt for Arn, Cecilia, Magnus og lille Alde, når sjette og sidste afsnit af fortællingen om den brave tempelridder og hans elskede kernefamilie ruller over tv-skærmene?

Det er der god grund til at formode. Der er ligesom intet, der lægger op til en russian ending, og det ville da også være et brud på reglerne for søndagsunderholdning på fjernsyn, hvis de karakterer, folk har lidt, grædt og glædet sig med i mange afsnit, får en krumsabel i baghovedet eller på anden måde kommer galt af sted; til nød kan vi acceptere, hvis de udånder mætte af dage med et saligt smil.

På den måde ligner tv-filmatiseringen af Jan Guillous massivt bedstsælgende romantrilogi om agent Hamilton alias Coq Rouge forklædt som korsridder og stedt i den tidlige middelalder såmænd danske produkter som ’Nikolaj og Julie’ eller ’Livvagterne’ samt ’Blekingegadebanden’ (tv-serien altså, ikke Anders Riis-Hansens Bodil-belønnede dokumentar).

Klasser over dansk drama
Men når det er konstateret, falder sammenligningen ikke længere så lige ud. For selv om ’Arn’ er feel good-film med ringbrynje og heste i stedet for Boss-blazere og biler, og baserer sig på noget litteratur, der kun vanskeligt kan kaldes for andet end trivi, er det klasser over dansk drama på stort set alle punkter.

Produktionsdesignet er flottere. Fortællingen bedre visuelt afviklet. Skuespil og ikke mindst replikbehandling af langt bedre kvalitet; ja man kan faktisk høre hvad de medvirkende siger, undtagen når Stellan Skarsgård skal forestille at have kigget rigeligt dybt i mjødtønden, eller hvad man nu kaldte fadølsanlæg dengang.

LÆS OGSÅAnmeldelse: Danske tv-serier er som at få bryst

Og det er ikke kun ’Arn’, det gælder. Det er også tilfældet for ’Wallander’, ’Beck’ (se hosstående artikel), ’Johan Falk og ’Hemsöboerne’ for nu at nævne nogle nylige produktioner.

Forfatterne gør forskellen
Og hvordan kan det være? Kunne man med god ret spørge. For ’Arn’ og adskillige andre svenske tv-serier er faktisk lavet af danske instruktører, og der er danske penge i puljen. Det er altså ikke, fordi svenske instruktører helt generelt er bedre end danske.

Jamen er det så, fordi svenske skuespillere er dygtigere og artikulerer bedre end deres danske kollegaer. Kan hænde i enkelte tilfælde, men duer ikke som overordnet forklaring – og med hensyn til udtalens tydelighed ligger skylden hos det moderne danske sprog, som er mudret snarere end mundret.

LÆS OGSÅBeck takker af efter 13 år i tjeneste

Snarere skal årsagen til niveauforskellen søges i det forhold, at de fleste svenske serier baserer sig på litteratur, skrevet af rigtige forfattere og bearbejdet dramaturgisk af manuskriptfolk, mens de danske er rene manuskriptforfatterfænomener.

Og det giver en forskel. ’Rigtige’ forfattere har det med at skabe figurer af en anden psykologisk kompleksitet, fordi de ikke først og fremmest er konciperet som aktanter i en fortælling, men skal forestille mennesker. Det mærkes tydeligt.

Tomater på dåse
Jamen, manusforfattere skriver direkte til mediet, og det er bedre uden den litterære fims, vil modargumentet så lyde. Nej, det var måske sådan, da Panduro gestaltede middelklassens psykopatologi i forne tider, men nu om stunder går der skematik og narrativ modellering i den – samt elefantiasis. ’Arn’ var på seks skarpe afsnit, ikke tyve.

LÆS OGSÅSalander er tilbage i dødspændende krimi-serie

Og det kan heller ikke være pengene, der alene giver klassen. Måske er det snarere, at man lader fortællingen diktere formatet – i stedet for omvendt. Måske skulle DR tage hul på nogle filmatiseringer. Den aktuelle danske litteratur har masser at byde på af både spænding, drama og kærlighed.

P.S.Flere af mine svenske venner mener, at ’Livvagterne’ er det største siden flåede tomater på dåse, i overført betydning, forstås.