Han er en af den slags personer, som nogle elsker at hade.

Handsome, som man siger det i hans andet hjemland. Jovial og ovenpå.

Med et upåklageligt hvidt smil, et dansk, der gæstfrit byder engelske gloser indenfor og med overskud til at drille manden bag kameraet, når han stiller sine spørgsmål.

Programmet hedder ’Supersamleren’ og blev vist for nylig på DR K i forbindelse med en større temaaften om kunst.

Og her fik de seere, der blev lokket til af programoversigten, valuta for pengene.

Ikke bare fik de den spektakulære historie om den hovedrige unge kunstsamler Nicolai Frahm, der, som programoplægget da også lovede, viste »frem af sin enorme kunstsamling i en lagerhal i Nordengland«.

»Det er min hemmelighed«
Vi så gigantværk på gigantværk af nogle af de største samtidskunstnere i en flereetagers bygning, der så ud til at rumme tusindvis af værker stuvet sammen under ét tag.

»Hvor mange værker har du her, Nicolai«, vil programmets tilrettelægger, dokumentaristen Morten Vammen, til at begynde med vide.

»Der er rimelig mange værker her«, lyder svaret, hvorefter han lidt efter tilføjer:

»Plus der er mange af værkerne, der er lånt ud«.

»Hvor har du ellers værker henne?«.

»Det er min hemmelighed«.

Pointen er klar nok: Her ser vi Nicolai Frahms kunstsamling. Men faktisk er den større endnu. Og som DR’s Morten Vammen selv foreslår kunstsamleren:

»Det lugter jo lidt af, at du skal have et museum selv«.

Her er altså en helt exceptionel kunstsamler, ikke bare efter dansk, men også international målestok. Det er godt tv. Måske endda lidt for godt.

DR beklager
Nu viser det sig nemlig, at kunstsamlingen i lagerhallen primært er den såkaldte The Frank Cohen Collection, og at Nicolai Frahm i programmet i nogle tilfælde viser værker, som ejes af Frank Cohen, eller som han har indkøbt for den engelske kunstsamler.

Når programmet entydigt foregiver, at Nikolai Frahm viser sin egen kunstsamling frem, er det altså ikke korrekt.

Ifølge DR’s programansvarlige, Ole Hjortdal, er sagen beklagelig. Han siger:

»I forhold til DR’s programetik er det klart, at vi ikke ønsker at vise et billede og fortælle, at det ejes af Nicolai Frahm, hvis det ejes af en anden«.

Cohen nævnes ikke
Frank Cohen er en stor engelsk kunstsamler, en af verdens mest købelystne, der går under øgenavnet ’Den nordlige Medici’ – efter den store italienske renæssancemæcen.

En del af hans kunstsamling, The Frank Cohen Collection, befinder sig i lagerhallen i Wolverhampton, hvor man også kan besøge hans udstillingssted Initial Access.

Her har han værker af store internationale navne som Jeff Koons, Richard Prince, Anselm Reyle og Rudolf Stingel.

Det er netop det forhold, der undrer enkelte tv-seere med kendskab til den internationale kunstscene og genkender nogle af værkerne.

Frank Cohens talskvinde er da også hurtig til at bekræfte, hvordan det rette ejerskab forholder sig:

»Langt de fleste værker, der bliver opbevaret på lageret, indgår i The Frank Cohen Collection, og nogle af dem har Nicolai Frahm en andel i«.

Det er en ny oplysning i forhold til programmet, hvor britens navn eller hans kunstsamling, som filmes, på intet tidspunkt nævnes.

Ingen andel i berømt værk
I programmet fortæller Nicolai Frahm, at han ikke vil vise sine yndlingsværker, men at han i stedet vil vise nogle værker, der lige er bragt til lagerhallen:

»Det, jeg viser dig til gengæld, er en ny sending, der er kommet ind. Mange af værkerne har været udstillet på et museum, og mange af værkerne er kommet ind fra gallerierne, hvor jeg har købt dem«.Værket  'International Blue' af Liu Ye er et eksempel på et værk, som det viser sig, at den danske kunstsamler ikke ejer. Foto fra filmen/DR

Frank Cohens talskvinde præciserer nu, at Nicolai Frahm har indkøbt kunst for og med englænderen.

Ved at få forevist billeder fra programmet oplyser hun blandt andet, at værket ’International Blue’ af den berømte kinesiske kunstner Liu Ye, som programmet foregiver er ejet af Nicolai Frahm, i virkeligheden udelukkende er ejet af Frank Cohen.

Andre værker i programmet er ejet af Nicolai Frahm, og nogle af værkerne har danskeren blot en andel i.

Frahm: Der er ikke noget problem
Spørger man kunstsamleren Nicolai Frahm selv, ser han intet problem i det portræt, som programmet tegner af ham:

»Frank og mit partnerskab er fuldstændig gnidningsløst. Konteksten går ikke ud på at fortælle, hvem der ejer hvad, jeg viste bare rundt i vores fælles inventory for at vise nogle interessante kunstnere«.

Nicolai Frahm pointerer desuden, at han på intet tidspunkt eksplicit nævner, hvem værkerne ejes af eller med. Det er sådan set rigtigt nok.

Men præmissen for programmet er, at alt er hans eget.

Tilrettelægger: Der er ingen problemer
Heller ikke DR-programmets tilrettelægger, dokumentaristen Morten Vammen, ser noget som helst problem.

Han argumenterer grundigt for sin sag i en længere mailudveksling.

Men skal han deltage aktivt i denne artikel med citat, kræver han at godkende »hele balladen«.

Og han forventer i forvejen at vide, hvad vinklen og overskriften er.

Det er imod avisens presseetiske regler.

Programchef: Der er et problem
I DR kender den programansvarlige, Ole Hjortdal, i forvejen sagen, da vi kontakter ham.

Han oplyser, at også DR har modtaget en indsigelse imod programmet. Alligevel er nogle af informationerne nye for ham:

»Det er nyt for mig, hvis det er Frank Cohen Collection. Og det er nyt for mig, at du siger, at der er værker, der ikke er Nicolai Frahms. Det vil jeg da undersøge, for det er klart, at vi ikke ønsker at lægge nogle ting frem, som ikke er korrekte«.

Og Ole Hjortdal er tilsyneladende ikke enig med tilrettelægger og dokumentarist Morten Vammen og hans umiddelbare indstilling.

Seerne skulle have haft de rigtige oplysninger fra begyndelsen, mener den programansvarlige:

»Den  33-årige dansker Nicolai Frahm viser frem af sin enorme kunstsamling i en lagerhal i Nordengland«, oplyser DR fejlagtigt sine seere. Foto fra udsendelsen»Hvis det forholder sig sådan, ville vi have lagt vægt på fra starten at have forklaret, hvordan de to samarbejder, og hvilke medejerskaber der er. Så vidste man som seer, at der kunne være nogle grænsetilfælde, og så var der ren røv at trutte i. Hovedhistorien ville jo stadig være et møde med en ung dansker, der er meget engageret i kunst og alt andet lige har skabt sig en stor samling«.

Knytter der sig generelt andre kriterier til jeres kulturjournalistik end til den øvrige journalistik i DR?

»Nej«.

Nu er det jo en mere spektakulær historie, I fortæller, og det er vel også noget, I efterspørger i løbet af en aften om kunst. Hvor går grænsen?

»Man skal altid være åben over for det spektakulære, men hvis det bliver på bekostning af troværdigheden, er jeg ikke med. Og så er jeg også klar til at reagere over for det«.

Ekspert: En kæde af fup
Dermed er historien om en kunstsamler blevet til en historie om journalistisk etik.

Og ifølge Peter Bro, leder af journalistuddannelsen på Syddansk Universitet og lektor, ph.d. i journalistik og kommunikation, er sagen ligefrem en mere principiel belastning for DR.

»Jeg vil sige, at der er tale om varierende grader af fup og fiduser. Det er svært at sige, hvor aben skal placeres, men resultatet er, at fra ham, der har produceret programmet, til dem, der modtager det i sidste ende, sker der noget. Vi ender med at opfatte historien på en anden måde. Om det er kunstsamleren eller dokumentaristen, der har fuppet, er svært at sige, men det er en kæde af fup, som ryger hele vejen igennem til seerne«, siger Peter Bro.

DR-univers smittet med mistillid
Men historien bliver jo meget bedre. Kan man ikke en gang imellem forsvare at lade overdrivelse fremme forståelsen?

»Det ulykkelige i det her er, at dokumentaristen kannibaliserer på journalistikken, fordi han bruger de journalistiske virkemidler. Den, som det belaster mest lige i øjeblikket, er DR-universet, der risikerer at blive smittet med tvivl og mistillid. Men dem, der risikerer at blive de største ofre, er lige præcis den faggruppe, der går allermest op i det rent faktuelle, og at alt skal underbygges, og at man skal være kildekritisk: journalisterne«.

Netop i en tid, hvor medievirksomhederne får flere og flere platforme og skal producere mere stof for færre penge, er det vigtigt at hæge om troværdigheden og forstå, hvor den potentielt kan være i fare, mener Peter Bro. Han siger:

»Mere end nogensinde er det vigtigt at være kildekritisk. Kildekritikken skal både vendes udad og indad mod alle de mange forskellige medarbejdergrupper, der er i store medievirksomheder, hvor ikke alle er journalister«.

LÆS OGSÅKunstfirma lyver og lyver og lyver

Større gennemsigtighed
Der skal stadig eksperimenteres.

Men i takt med at antallet af journalistiske blandingsprodukter stiger, efterlyser Peter Bro en større transparens, så seerne ikke er i tvivl om, hvor de kan forvente, at fiktion blander sig med fakta:

»Skal tvivl og mistillid undgås, er en bedre varemærkning nødvendig. Vi må vide, hvor grænsen går mellem de enkelte ting, hvis vi som medieforbrugere ikke skal stå totalt rådvilde tilbage«, siger Peter Bro og fremhæver ’The Daily Show’ med Jon Stewart som et eksempel på et stærkt tv-program, der toner rent flag ved i en speak at tilkendegive fra starten, at det ikke baserer sig på facts.

En forsmag på en større tv-dokumentar
Kunstsamler Nicolai Frahm oplyser, at DR K-programmet i virkeligheden blot er en forsmag på en større tv-dokumentar, som tilrettelægger og dokumentarist Morten Vammen er i gang med at realisere til DR 2:

»Programmet er et lille udklip af en længere film, som jeg laver med Morten Vammen, og som handler om kunstscenen og mig som kunstelsker«.

Og Nicolai Frahm tilføjer:

»Eftersom jeg har boet i udlandet en lang periode af mit liv, var dette klip og filmen min måde at kunne give lidt tilbage til Danmark og dele min store glæde og den spændende internationale kunstscene med danskerne«.