Lad os begynde i Nordkorea.

I Nordkorea har nordkoreanerne adgang til én slags medier, nemlig de statslige. Der findes ingen alternativer, ingen konkurrence, der findes intet mediemarked, der giver adgang til andre stemmer end dem, der finansieres fra diktaturstaten.

I Nordkorea er stat og medier én og samme ting.

Public service
Sådan er der ingen, der ønsker, at medierne fungerer i Danmark.

For i Danmark kan vi lide pluralitet og mangfoldighed og flerstemmighed og bredde. I Danmark vil vi have frie medier af den slags, der befinder sig armslængder væk fra statsapparatet.

Men vi vil også have public service. Og public service skal finansieres af staten, fordi det dybest set er en dårlig forretning at producere.

Historisk set har det betydet, at politikerne har uddelegeret public service-forpligtigelsen til – for størstepartens vedkommende – den licensfinansierede, allemandsejede, vidtfavnende, elskede og hadede medievirksomhed: Danmarks Radio.

Og kan det egentlig være anderledes?

Ikke Nordkorea
Ja. Det kan det.

I hvert fald hvis man spørger folketingets borgerlige regeringsfløj:

DR fylder for meget i medielandskabet – for sine 3,5 årlige licensmilliarder har DR sat sig på 75 procent af radiomarkedet og knap 30 procent af tv-seernes tid.

Så selv om TV 2-regionerne stadig er statsligt finansieret, har DR overordentlig stor indflydelse på, hvad danskerne får for deres licens.

Og det skal der laves om på, mener de borgerlige partier, der i dag fortsætter forhandlingerne om det nye medieforlig med oppositionen.

De kommer til forhandlingsbordet med især ét ønske: DR skal have mere konkurrence.

LÆS OGSÅEnhedslisten forlader medieforhandlinger

For som Venstres medieordfører, Ellen Trane Nørby, siger:

»Det er jo ikke Nordkorea, vi lever i«.

Piberygeren
Drømmen om at give DR konkurrence er ikke ny.

Hele ideen bag etableringen af TV 2 i 1988 bundede i et ønske om at bryde DR’s public service-monopol, og siden den nuværende regering kom til magten i 2001, har det været skiftende kulturministres hede drøm at få sparket gang i det dvaske kommercielle radiomarked.

DR’s tonstunge position i æteren skulle udfordres, og store medievirksomheder som Sky og TV 2 – der ikke længere er licensfinansieret – har betalt skyhøje afgifter til staten for at få lov til at sende ung og tjep radio i et forsøg på at hapse en bid af P3’s lyttere.

Men den gik ikke. Økonomien hang ikke sammen. Kommerciel radio i Danmark er – praktisk talt – en død sild.

Og så blev kulturministerposten i februar overtaget af den piberygende kulturfeinschmecker og konservative Per Stig Møller, hvis hjerte banker for det, man kan kalde ’public service classic’.

Han har selv en fortid som chef i DR og var bare en enkelt stemme fra at blive stedets generaldirektør, da Christian Nissen fik posten i 1994.

Lyttertal cubanere må misunde
Med Per Stig Møller er planerne om at give P3 konkurrence øjensynligt pakket væk.

For kulturministeren har i stedet en idé om at fjerne P1’s monopol på nyheds- og debatradio og har under medieforhandlingerne forslået et radikalt anderledes indgreb i radiomarkedet end det, hans forgængere så for sig:

DR skal ikke længere drive den fjerde FM-kanal, der er i dag er reservat for P2’s klassiske musik.

I stedet skal kanalen gives til en privat aktør – det kunne eksempelvis være TV 2 eller JP/Politikens Hus – som for generøse 125 millioner offentlige støttekroner skal drive en reklamefri konkurrent til P1.

LÆS OGSÅPolitikere tager radiokanal fra DR

Per Stig Møller vil ikke selv kommentere på forslaget – her midt under forhandlingerne – men da han tiltrådte som kulturminister, sagde han i et interview med DR Kultur, at han allerede tilbage som DR-chef i 80’erne havde en ide om, at P1 ville have godt af konkurrence:

»Det kunne mikses på en anden måde, det kunne ses på en anden måde og gøres på en anden måde, og det får vi aldrig prøvet uden et alternativ til program 1«, sagde han.

DR skal, med andre ord, belave sig på at få en konkurrent, der efter planen skal have flere offentlige midler i ryggen end de 100 millioner kroner, det årligt koster DR at drive P1 og P2 tilsammen.

For som Liberal Alliances medieordfører, Simon Emil Ammitzbøll, formulerer det, har DR’s radiokanal en lytterandel, »som de må misunde i Cuba«.

Bander og veninder
Men det er ikke kun på radioområdet, at den borgerlige fløj vil udfordre DR’s volumen.

Ved det seneste medieforlig i 2007 blev den såkaldte public service-pulje etableret med det klare formål at støtte kvalitetsprogrammer på andre kanaler end DR’s.

På den vis udfordrede politikerne allerede dengang ideen om, at dansk public service er synonymt med DR.

Med puljen på 95 millioner kroner – som Det Danske Filminstitut administrerer – har kommercielle tv-stationer som TV3 og SBS fået adgang til en portion af danskerens licenskroner.

Og programmer som ’Lulu & Leon’ på TV3, ’Blekingegade’ på TV 2 og Kanal 4’s ’Veninder på 1. klasse’ er kommet til verden med offentlig støtte.

LÆS OGSÅDansk kopi af MTV-serie får millioner i statsstøtte

Overlever medieforliget
På Det Danske Filminstitut har områdedirektør Claus Ladegaard det daglige ansvar for public service-puljen, og for ham er det, i dansk sammenhæng, en ganske revolutionerende tankegang, der ligger bag puljen:

»Med fordelingen af pengene har vi gjort noget helt nyt – nemlig vurderet, om et enkelt program lever op til kravet om at være public service. I hvert tilfælde har vi skullet begrunde, at netop dette program skal betales af licensyderne«, siger han og erkender samtidig, at »al begyndelse er svær«, og at der derfor blandt programmerne har været enkelte svipsere.

Alligevel er der grund til at føre puljen videre, siger han. For med puljen går licenskronerne direkte til enkelte programmer, og altså ikke til hele institutioner.

»Der er dele af befolkningen, der ikke finder et tilfredsstillede public service-tilbud på DR, og her kan public service-puljen være et vigtigt supplement til DR«, siger han.

LÆS OGSÅ Lulu & Leon kan noget, som DR ikke kan

Blandt oppositionens medieordførere elsker man dog langt fra public service-puljen – som Socialdemokraternes Mogens Jensen siger, uden at gå nærmere ind i forhandlingsdetaljerne:

»I en tid, hvor vi er under pres fra udenlandsk indhold i medierne, skal vi ikke begynde at sprede licenspengene ud. Det, der er væsentligt for mig, er, at vi har et stærkt DR og stærke TV 2-regioner. De leverer et glimrende indhold, som danskerne er glade for«.

Alligevel ser det på nuværende tidspunkt ud til, at public service-puljen overlever medieforliget. I fin stil, tilmed.

Hos Venstre har medieordfører Ellen Trane Nørby længe plæderet for det fornuftige i at give DR og TV 2’s regioner konkurrence på public service-indholdet.

Ligesom den nuværende mediestøtte holder hånden under private aviskoncerner, der – populært sagt – leverer ’public service for private money’, ligesådan bør private radio- og tv-virksomheder også have mulighed for at få offentlig støtte til at bedrive public service.

Smagsdommerne
I DR er de, mildest talt, lorne ved tanken om at skulle deles om licensmidlerne med private virksomheder – især udenlandske kommercielle tv-stationer som SBS og TV3.

»Danskerne betaler licens, i forventning om at den går til DR og TV 2-regionerne«, siger generaldirektør Kenneth Plummer.

»Jeg synes, det er rigtigt at bruge krudtet dér og ikke, om man så må sige, smøre smørret tyndt ud over brødet«.

Især falder det generaldirektøren for brystet, at public service-puljen støtter programmer, der bliver sendt på kanaler, som ikke alle danskere har mulighed – eller råd – til at se.

»Desuden«, siger han, »synes jeg, det er principielt forkert, at succesfulde, meget profitable, udenlandske mediekonglomerater skal begunstiges af licensmidler. De tjener i forvejen masser af penge og er smadderdygtige«.

LÆS OGSÅPlummer angriber støtten til kommercielle kanaler

Spørger man kritikerne af public service-puljen, er det ikke bare ideen om at sende licenspenge til udenlandske virksomheder, der skræmmer.

Det er også risikoen for, at en lille gruppe smagsdommere skal vurdere helt ned på programniveau, hvad der er public service, og hvad der ikke er.

For tænk, hvis nu den udvalgte gruppe bare ikke er vild med programmer om tolvtonemusik? Eller – for den sags skyld – regeringskritiske dokumentarprogrammer?

Staten får større indflydelse
Dermed er vi tilbage ved Nordkorea. Mener i hvert fald de, der ser skræmmescenarier for sig.

For hvis staten deler licensmidler ud til andre end DR og TV 2, så får staten vel også mere at skulle have sagt i det samlede medieudbud?

Netop derfor er Christian Nissen, DR’s tidligere generaldirektør, forundret over, at forslaget om at statsstøtte private medievirksomheder kommer fra liberale politikere.

For burde de ikke stå vagt om det frie, ukontrollerede mediemarked?

»Public service bør være et supplement til et frit, ikkestyret, liberalt mediemarked«, siger han. »Når man begynder at brede licensmidler og statsstyring ud over det frie marked, begynder markedet at blive et supplement til public service«.

Kommercielt og kvalitet
Men vil vi i Danmark have public service, må vi også acceptere en hvis grad af smagsdommeri – det mener de, der plæderer for at give andre end DR mulighed for at levere public service.

For hvis staten mener, at noget tv og radio er vigtigere for det danske samfund end andet, så involverer det nødvendigvis, at nogen spiller rollen som public service-dommer.

»Public service er smagsdommeri«, siger medieprofessor Anker Brink Lund, der står bag den omfattende medieudredning, som medieordførerne hentede inspiration i, inden de satte sig til forhandlingsbordet.

Han tilføjer, at det derfor er helt afgørende, hvem myndighederne sætter til at skelne mellem, hvad der er kommercielt, og hvad der er kvalitet.

Og det er netop dét, politikerne i disse dage forsøger at blive enige om: Hvem ansvaret for den statsautoriserede public service skal uddelegeres til.