Et af de bud, Moses havde med sig ned fra Sinaibjerget, går ud på, at man ikke må vidne falsk imod sin næste. Hvilket populært tolkes som et forbud mod at lyve.

Men dette diktum fra Herren selv tages ikke til indtægt for et generelt forbud mod digterisk virksomhed og enhver form for fiktionsproduktion. Det betyder, at man, når adspurgt i en konkret sammenhæng, skal sige, hvordan det rent faktisk forholder sig, og ikke spinde en ende om, hvorledes en hund åd eksempelvis ens engelske stiløvelse.

Derfor er det helt grundlæggende ikke i orden, når Danmarks Radio viser en udsendelse som ’Supersamleren’, og denne, som beskrevet af journalist Camilla Stockmann i onsdagens udgave af denne avis, viser sig at være baseret på manipulation.

LÆS ARTIKELDR viste manipuleret kunstprogram

For hovedpersonen, den angivelige kunstsamler Nikolai Frahm, som i programmet viser rundt i sin helt utroligt righoldige kunstsamling, ejer slet ikke alle de kunstværker, han praler med og som en anden Lille Klaus hypper på som sine.

Jamen, er det ikke lige meget?

Det er jo stadig kunstformidling og godt fjernsyn, selv om værkerne tilhører nogle andre. Kan hænde, men udsendelsen har hovedpersonens ejerskab af kunstskattene som en helt central præmis, og derfor er det falsk varebetegnelse at kalde Frahm for supersamleren og vildledende at oplyse, at artefakterne er hans egne.

Koreograferet eftersøgning
For ikke så længe siden kom det for en dag, at ’Sporløs’, et af DR 1’s mest populære faktaprogrammer, var koreograferet til mindste detalje.

LÆS ARTIKELDR-program vildleder seerne

Alt var planlagt på forhånd, men siden monteret i en narrativ sammenhæng, så det tog sig ud som en fortløbende eftersøgningsproces, der til sidst kulminerede med, at to adskilte slægtninge blev genforenede og med grådkvalte smil faldt hinanden om halsen.

Jamen, sådan må det være, lyder argumentet. Vi sender sgu da ikke et tv-hold til Caracas, hvis ikke vi ved, at der er en programmæssigt god grund til det.

LÆS OGSÅDR efter P4-afsløring: Nu strammer vi op

Nej. Det har vi fuld forståelse for. Men så lad være med at lade, som om I gør det. Og undlad at bilde os ind, at supersamleren entydigt ejer den kunstsamling, vi ser.

Undergravende for generel troværdighed
For hvis man som seer ikke kan være sikker på, om det, man bliver præsenteret for på DR, landets største og væsentligste journalistiske institution, er aftalt spil, stærkt dramaturgiseret eller på anden måde har været en tur i en journalistisk photo shop, er det et problem, fordi det er undergravende for såvel DR’s egen som journaliststandens troværdighed, og sidstnævnte er godt nok blevet en smule bedre, men er stadig ikke noget at være stolt af.

Hvis DR taler usandt om de nævnte ting, hvad kan en seer så ikke forledes til tro om afgørelsen i ’X Factor’? Var Thomas vinder allerede fra dag et, og sad vi bare og sms’ede som de rene vildførte idioter?

Eller hvad så med dit og hvad så med dat.

Man må gerne digte. Men så skal man sige, at det er digt. Ellers lyver man nemlig. Og det må man altså ikke. Slet ikke, når man er journalist.