Der står en bøgeskov i studiet.

Seks knytnævetykke, barkede stammer med lysegrønne grene er bundet om metalstativer og strækker sig flere meter op mod lokalets loft. Inde bag træerne står fem musikere.

Det er medlemmerne af gruppen Oh No Ono.

Forsanger Malte Fischer er iført en grøn knælang kappe, posede, grå uldbukser og viltert krøllet hår. Halvdelen af hans ansigt er malet med rød- og guldfarve, og han virrer det hele tiden fra side til side, mens han synger ind i mikrofonen.

Over for ham står resten af bandet. De ser cool ud.

Sony Ericsson betaler
Oh No Ono er i gang med at indspille en musikvideo.

Men musikvideoen er ikke en traditionel en af slagsen. Den er en del af ’The Copenhagen X Session’. X’et står for Xperia. Og Xperia er navnet på en mobiltelefon fra Sony Ericsson.

Det er Sony Ericsson, der betaler optagelserne for Oh No Ono. De betaler også for 16 andre danske bands’ musikvideoer som eksempelvis I Got You On Tape og Cody. Det hele sker i samarbejde med Roskilde Festival.

Når numrene er færdige, vil musikerne selv have rettighederne til videoerne, som de vil kunne uploade på deres Facebook- og MySpace-profiler og sende til bookere i udlandet.

LÆS OGSÅLydtrick i tv-reklamer fupper øret

Til gengæld vil der være et lille Sony Ericsson-logo i hjørnet af musikvideoen. Ligesom Sony Ericsson vil kunne bruge ’The Copenhagen X Sessions’ som en del af deres kampagne, der bliver lanceret i dag.

’The Copenhagen X Sessions’ er en del af en international tendens. Når musikere tidligere har samarbejdet med en virksomhed, har det som regel været i form af musik til en reklame eller film.

Det gælder firmaernes brand
Men nu gælder det noget andet. Nemlig firmaernes brand. Om at virke unge og hippe og komme i kontakt med en specifik målgruppe, der ikke nødvendigvis bider på traditionelle tv-reklamer.

I USA var det kaffekæden Starbucks, der lancerede Paul McCartneys seneste studiealbum, modeskaberen Tommy Hillfiger har lavet ’Hillfiger Sessions’ med berømte musikere, ligesom Coca-Cola i 2007 promoverede upcoming bands i Danmark.

LÆS OGSÅEn latte og en anmelderdarling, tak

Det er smart. Det er også fremtiden, mener Henriette Moos, der beskæftiger sig med den digitale oplevelsesindustri og er medlem af Tænketanken for Rytmisk Musik, der arbejder for at skabe vækst i det rytmiske musikliv:

»Det er ved at ændre sig, hvordan man er musiker i dag. Mange kunstnere tjener ikke penge på pladesalg, og så må de finde nye måder. De skal til at tænke på sig selv som iværksættere, og at samarbejde med virksomheder er et logisk næste skridt. Tendensen vil vokse markant i fremtiden, og tiltag som ’X Sessions’ vil vi se mange flere af«, siger hun.

Svært for bands at klare sig
Kristoffer Rom er trommeslager i Oh No Ono. Og det tog hverken ham eller resten af gruppens medlemmer lang tid at beslutte sig for at være med i ’The Copenhagen X Sessions’.

»Det er blevet sværere for bands at klare sig økonomisk i dag«, siger han.

»Jeg har ikke noget som helst problem med, at erhvervslivet skal brande sig ved at bruge os, så længe vores kunstneriske udtryk bliver respekteret. Og det, som vi får ud af at være med i ’X-sessions’ i form af videoer og opmærksomhed, ville kræve en hel masse penge, som vi ikke nødvendigvis har. Hvis det kræver et lille Sony Ericsson-logo i hjørnet, for at vi kan lave det her, så er det helt fint med mig«.

Anerkendelse
Kristoffer Roms pointe er kendetegnende for de danske musikere. Det mener Fabian Holt, der er lektor i performancedesign ved Roskilde Universitet, og som har beskæftiget sig med, hvordan rockmusik bliver brugt af virksomheder.

I kraft af at salget af musik er svundet gevaldigt ind på grund af blandt andet ulovlig downloading, er rockmusikernes ellers karakteristiske antikommercielle attitude gået fløjten. I stedet er der kommet ekstra fokus på at klare sig økonomisk ved hjælp af koncerter, reklamer og ikke mindst sponsoraftaler, som den Oh No Ono har med Sony Ericsson:

»Det kan give musikerne en anerkendelse at være med i et virksomhedsprojekt, ligesom det giver dem en smule penge. Samtidig giver det gode netværksforbindelser. Publikum ser resultatet fra eksempelvis ’The Copenhagen X Sessions’ på musikernes Facebook- og MySpace-profiler, og det kan åbne nogle døre for eksempelvis nye koncerter«.

Forklædte reklamer
Samtidig har virksomhederne også gavn af samarbejdet, mener Fabian Holt:

»Det er meget attraktivt for virksomheder at blive identificeret med nye rockbands, talent og ungdom. Virksomhederne rammer musikernes brugere – der jo er firmaets målgruppe – på en måde, som de aldrig vil kunne gøre med en traditionel reklame. De så at sige forklæder reklamerne ved at lade musikerne være afsender«.

Morten Johansen, der er marketingchef for Sony Ericsson i Danmark, er enig med Fabian Holt i, at det er godt for Sony Ericsson at samarbejde med musikere. Han mener, at ’The Copenhagen X Sessions’ formår både at styrke dansk musik og Sony Ericssons brand ved at »liste Sony Ericssons budskab ind i det indhold, folk efterspørger«.

»Musikerne vil lade sig påvirke«
Det er dog ikke alle, der er begejstrede for virksomhederne og musikernes stigende samarbejde. Henrik Daldorph, formand for pladeselskabernes brancheorganisation, Ifpi, er bekymret over de mulige konsekvenser af udviklingen.

Han mener, at virksomhedernes indflydelse på musikerne i Danmark rejser spørgsmålet om, hvad kunstens rolle dybest set er:

»Hvis kunstneren er betalt af nogle, der har en bestemt agenda om at sælge et produkt, vil det selvfølgelig også være begrænsende for, hvad kunstneren kan sige. Hvis du har et samarbejde med en dansk bank, vil du nok ikke lave en sang, hvor du er kritisk over for, at alle danskere skal betale bankernes regninger efter finanskrisen. Musikerne vil lade sig påvirke af virksomhederne, og det er en indskrænkning af kunstens rolle«, siger Henrik Daldorph.

Et spørgsmål om penge
Rektor for det Rytmiske Musikkonservatorium i København Henrik Sveidahl mener dog ikke, at musikerne rent kreativt er anderledes stillet end tidligere. I stedet er han begejstret for det potentiale, der findes i udviklingen:

»Jeg synes, det er svært at argumentere for, at en virksomhed som Sony Ericsson skulle påvirke kunstnerne mere, end de store multinationale pladeselskaber gør. Musikerne har jo også altid forsøgt at lave musik, som pladeselskaberne kunne lide, ligesom de nu måske vil lave musik, som firmaerne vil kunne lide«, siger han.

»Pladeselskaberne har jo altid haft præcis samme interesse i musikken, som erhvervsvirksomheder har. Nemlig at tjene penge«.