Årvågne københavnere kan af og til være så heldige at spotte en lille, net og sirligt udseende mand, der spadserer omkring i blød hat med raske fjed på især Frederiksberg.

Og selv om der nu efterhånden er henrundet et lille årti, siden Ole Michelsen, thi ham er det, for sidste gang fortalte danske tv-seere, at film skal ses i biografen, og uddelte sine omhyggeligt afmålte Borsalino-hatte til den uges biografpremiere, så vender en del mennesker sig stadig om efter ham på gaden og siger til hinanden, at »det er ham fra Bogart«.

For i perioden fra 1985 og frem til selvpensioneringen i 2002 var Ole Michelsen mere eller mindre ensbetydende med filmkritik i dansk fjernsyn – på godt og ondt.

ANMELDELSE Det nye 'DR 2 Premiere' sjofler filmkritikken (To stjerner)

Og i lang tid mest ondt.

For som sine forgængere i faget – dem kommer vi tilbage til lige om lidt – erhvervede han sig meget hurtigt ry for at have en elitær, frankofil og ufolkelig filmsmag, der mest gik i retning af eksistentielt tintede tuvalesiske thrillers og bulgarske biograftømmere samt i den lettere ende Rainer Werner Fassbinders tidlige ting.

Rummelig smag
På trods af, at han udmærket kunne værdsætte en ordentlig omgang action, et godt slagsmål eller en biljagt med hvinende dæk og dunkende cylindre.

Og sgu heller ikke gik af vejen for et godt grin.

Faktisk havde – og har – Ole Michelsen en særdeles rummelig smag; han accepterede bare aldrig det slappe, det platte og det ubegavede.

Hen ad vejen, for sådan går det jo, blev Ole ’Bogart’ Michelsen taget til nåde af folket.Fiiiiilm.  I.C. Lauritzen opnåede stor popularitet for sin lune facon og måde at udtale ordet 'film' på, når han optrådte på skærmen i DR's 'Filmredaktionen'. Arkivfoto: DR

Nøjagtig som det ville ske i en af de folkekomedier, der godt kunne have fået hårde ord med på vejen.

»Han er sgu god nok, ham Bogart«, sagde man til hinanden hen over aftenkaffen.

I.C. Lauritzens ’fiiiilm’ på DR
Og da Ole Michelsen takkede af, var der nærmest landesorg, selv om det allerede da var afsløret, at hans afløser ville blive hans håndgangne journalist, Søren Høy, som i et par år havde bevist sit værd som interviewer, reportagemand og ferieafløser.

For han var jo ikke Ole Michelsen.

Nej. Og da Ole Michelsen i sin tid trådte til, måtte også han trækkes med at skulle gå i sin forgængers sko.

LÆS ARTIKEL Skiftende filmværter er en glimrende ide

For Ole Michelsen var jo ikke I.C. Lauritzen, som fra 1972 til 1980 var vært for ’Filmredaktionen’, hvor biografernes udvalg fik læst og påskrevet af filmmagisteren, der faktisk var litteraturmagister og Den Danske Filmskoles første rektor.

Lauritzens karakteristiske måde at sige ’fiiiilm’ blev parodieret i brede kredse, og en tid lang var det altid garanti for et lille smil, hvis man i et selskab sagde, at man ellers lige havde været inde at se en god ’fiiiilm’.

Karakteristisk cigar
I.C. Lauritzen, der havde en fortid som redaktionssekretær på Politikens Magasin, var imidlertid ikke den første fjernsynsbårne filmmagister.

Det var nemlig pioneren Bjørn Rasmussen, der med udsendelsen ’Filmorientering’ som den første bedrev filmkritik i dansk fjernsyn.

Pioner.  Bjørn Rasmussen var den første til at bedrive filmkritik i dansk tv med udsendelsen 'Filmorientering'. Arkivfoto: Erik GleieHans tilgang var mere folkelig, og han opnåede stor popularitet for sin lune facon og sin karakteristiske cigar.

Men ingen af de to, og indtil videre ej heller efterfølgerne Søren Høy, hvor DR’s filmmagasin hed ’Filmland’, og Mikkel Munch-Fals, med hvem programmet skiftede navn til ’Premiere’, har opnået den stjernestatus, der blev Ole Michelsen til del.

God morgen til filmkritikken
Da TV 2 i sin tid kom til, skulle stationen på et tidspunkt også forsøge sig med et filmprogram. Det var i 1994, og titlen var ’Filmkanylen’.

Værterne var de to unge filmvidenskabsfolk Mette Damgaard-Sørensen og Flemming Kaspersen.

I sin form adskilte udsendelsen sig ikke noget videre fra andre filmudsendelser, men værterne var friske og kompetente, og programmet kørte faktisk i hen ved fire år, inden det gik til de evige videoarkiver.

Ellers har TV 2 ikke gjort det så frygtelig meget i den boldgade (og det gælder vel strengt taget for kulturmagasiner i det hele taget, kunne man være fræk at sige).

For det meste har TV 2’s filmkritiske departement bestået af den til enhver tid siddende filmanmelder på Go’ Morgen Danmark, der har været fast morgeninventar på kanalen siden 1996.

Programmets første filmkritiker var Niels Frid-Nielsen, der repræsenterede en humoristisk og hurtig form for kritik, der vægtede knappe, præcise karakteristikker og havde en udpræget forkærlighed for amerikanske blockbustere og dansk humor. Frisk.  Mette Damgaard-Sørensen var vært på 'Filmkanylen' i TV2's spæde år. Programmet nåede at køre i fire år, inden det gik til de evige videoarkiver. Foto: TV 2

Og da Frid i 2002 fik sit eget filmprogram på TV 3, blev han afløst af denne artikels forfatter, som røgtede hvervet i fem år.

I dag sidder blandt andre gratisavisen Urbans anmelder Louise Kidde Sauntved i stolen; og på trods af det forholdsvis korte format – maksimalt ti minutter til en eller flere film – er det stadig noget af det meste sete filmkritik i fjernsynet.

Pornomagasin på Kanal København
Der har været spredte tilløb på andre kanaler.

På Kanal København forsøgte man sig i en periode med et pornofilmmagasin, der hed ’Marilyn’, og som havde kitsch-elskeren Nicolas Barbano som vært.

Samme kanal havde også i mange år udsendelsen ’I Biffen’, hvor Bo Larsen præsenterede ugens udbud i biograferne – uden på nogen måde at brænde igennem.

Eddie klippede sig selv ind
Det gjorde derimod Eddie Michel, da han i en kort periode var vært for ’Filmstationen’ på den kommercielle kanal ZTV i dens korte blomstringsperiode.

Michel lod sig ikke begrænse af de traditionelle formater, men forsøgte at forny genren ved blandt andet at klippe sig selv ind i filmklip og gå i clinch med filmkarakterer med videre.

’Filmstationen’ blev populær blandt især unge filmfans, men på grund af for ringe seertilslutning lukkede hele det ellers meget kreative program ned i løbet af et lille år.

LÆS OGSÅFilmfolk anmelder hinanden på DR

Overordnet betragtet er der ikke sket voldsomt meget med genren.

Eviggyldigt format
Fra starten har formatet været defineret som ’person taler om film og viser eventuelt klip. Fælder til sidst en dom’.

Sådan var det. Og sådan er det. Selvfølgelig er der sket et og andet i produktionsdesignet og med tempoet. Men grundlæggende er formatet det samme.

Måske er det derfor, film skal ses i biografen, som Ole Michelsen altid sagde.

Fordi der er så lidt og så fattigt om det i fjernsynet.