Efter en sæson med skiftende værter af skiftende kvalitet har filmprogrammet ’DR 2 Premiere’ nu fået faste værter i form af Kasper Bering Liisberg og Tea Lindeburg.

Han er lektor på Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet, hun er kortfilminstruktør, og begge er således på papiret kvalificeret til at udtale sig om film, endda fra hver sin side af kameraets linse.

Så langt, så godt. Det er programmet vel undt endelig at finde roen og genvinde en vis autoritet i forhold til de mange stjernekastere, der har været forbi i løbet af det sidste år.

LÆS OGSÅDR's filmmagasin dropper de kendte værter

Efter blot tre gange i de nye rammer er det svært at fælde en endelig dom over de nye værter. Men for at begynde med det positive skal det da fremhæves, at de kommer godt omkring filmudbuddet i kombinationen af biograf- og dvd-anmeldelser og filmnyt.

Særligt i sidstnævnte virker begge på hjemmebane, og deres kommentarer til tv-serier, trends og tendenser er tilpas korte og koncise.

Ligeledes virker især Liisberg, som om han har fundet sin egen tone i de filmpræsentationer, hvor han eksempelvis får brugt sin drengeviden om argentinsk fodbold (i forbindelse med filmen ’Øjnenes hemmelighed’) og Marvel-tegneserier (i forbindelse med ’Iron Man 2’).

Kan ikke fylde ud efter Munch-Fals
Desværre er der flere problemer med programmet.

For det første har de to nye værter indtaget et format, som var skabt til den tidligere vært Mikkel Munch-Fals og passede til hans skarpslebne stil, humor og flabethed.

Hvad enten man kunne lide hans facon eller ej, så indtog han studiet med stor autoritet. Siden da er stort set intet forandret:

LÆS OGSÅPremieres hyperaktive vært har film i sit dna

Jingle, effekter, studie og variationsmuligheder er de samme som i Munch-Fals’ tid, og det får Liisberg og Lindeburg til at ligne generte vikarer, når de burde indtage studiet med selvfølgelighed.

Æstetiske argumenter?
Én ting er dog formen, en anden er indholdet.

Også her vakler autoriteten.

De to værter har tydeligvis en intern rollefordeling – han er den hyggesøgende filmforbruger, der udfører ’popcorntesten’ på filmene (hvis den er spændende nok, er der popcorn tilbage, når filmen er slut), mens hun er den kritiske og kræsne smagsdommer, der søger udfordring, når hun går i biffen.

Det er naturligvis en indlysende fordel ved at have to værter, at de kan belyse filmene fra forskellige forudsætninger, men deres diskussioner foregår dog på et niveau, hvor man skal kigge langt efter de æstetiske argumenter.

I stedet bliver stjernerne uddelt efter kriterier som:

Hvordan havde jeg det, da jeg så filmen? Og hvad skal jeg bruge det til?

Frygt for at virke 'fessor-agtig'
Det er fint, at DR 2 gerne vil forsøge at nå TV 2 Zulus ungdommelige segment, men hvorfor dog have et seriøst filmprogram, hvis ikke værterne tør indtage den nødvendige autoritet?

Er det så skamfuldt at vide noget og vise det?

Der hersker i det danske mediebillede generelt en udbredt frygt for at komme til at fremstå ’fessor-agtig’. Det gælder også her, hvor de to værter konsekvent undgår at tale om instruktører samt de filmtekniske og billedsproglige særpræg ved de enkelte film, som i stedet analyseres ud fra skuespillernes kendisfaktor og filmens virkning på de to kritikere.

LÆS OGSÅIntet nyt i flimmerkassens filmmagasiner

»Ja, den er lidt banal – men det gør jo ikke noget, når bare jeg sidder tilbage med et stille smil og vand i øjenkrogen«, som Liisbergs mildt sagt idiosynkratiske dom over filmen ’The Blind Side’ lyder.

Her er Lindeburgs kvalitetskriterier trods alt noget mere saglige, men til gengæld taler hun til seeren, som var det børnetime.

Vel er det urimeligt stadig at ønske sig tilbage til dengang, Ole Michelsen bestyrede ’Bogart’, men det er vel ikke for meget forlangt, at man bliver udfordret, uddannet og får ny viden om film, når man tænder for et filmprogram?