»I dag er der 200, der er interessante for os. I hvert fald«.

Og for 10 år siden?

»Omkring 50«.

Altså en firedobling af kendisser?

»Ja. Jeg vil mene, det er ret præcist sat«.

Hoppet på pinden
Chefredaktør Kim Henningsen trommer i bordpladen. Han sidder foran en hvidmalet væg, som er dekoreret med Se og Hørs røde logo optrykt på fire ens plakater.

Der er halvanden time til deadline. Lidt væk, på resten af etagen i Aller-koncernens enorme bygning på Havneholmen i København, roder en håndfuld af ugebladets folk med de sidste spraglede sider ved deres computerskærme.

Ugens forsidebasker handler om Janni Spies. Efter sin skilsmisse erklærer hun sig ’glad uden mand’. Et mindre foto viser kendisfrisøren Dennis Knudsen, som ’drukner i frække tilbud’.

Udviklingsminister Søren Pind har også fundet vej til forsiden. Bladet antyder, at han har fundet en ny kæreste under overskriften: ’Hun er hoppet på Pinden’.

Relativt få brænder igennem
Journalisten Marianne Tofte sidder ved bordet skråt over for chefredaktøren. De seneste ti år har hun været en af de journalister, der dag ud og dag ind mandsopdækker kendte danskere.

Og det er et arbejde, der ikke er blevet lettere på det seneste.

»I gamle dage behøvede man bare sige Ghita – så vidste folk, hvem det var. Men der er relativt få, der brænder igennem på den måde i dag«, forklarer hun.

»Der er kommet så mange, at vi knap nok kan holde styr på, hvem de er«.

TV skaber kendisser
Antallet af kendte vokser åbenbart. Men hvor kommer alle de celebriteter fra? Er det bare realityshow som ’Singleliv’ og ’Paradise Hotel’, der spytter de nye kendte ud? Hvad er kendismekanikken?

En af forklaringerne er, at folk i dag nærmest udelukkende bliver kendte ved at være på tv. Og mens der for godt 20 år siden var én dansk tv-kanal – som oven i købet ikke sendte andet end en hyletone og et prøvebillede meget af tiden – er der i dag snesevis, døgnet rundt.

Oven i købet stiger og stiger forbruget af tv. Bare på de seneste to år er tv-seningen i Danmark vokset med 27 procent til tre timer og ni minutter om dagen i gennemsnit i 2009.

Sidney Lee
Tv-mediet har den effekt, at folk på skærmen automatisk kommer til at virke tæt på, ligesom mennesker, man har lært at kende i virkeligheden. Hvilket betyder, at folk på tv kan blive kendte alene for deres velkendthed. Eller som mediesociologen Ida Willig fra Roskilde Universitet udtrykker det:

»Sidney Lee er et eksempel på en ny type kendis, der er kendt for at være kendt. Han er ikke brændt igennem på skærmen, fordi han er en fortryllende blokfløjtespiller eller et raketvidenskabeligt geni. Tværtimod har han gjort en karriere ud af at medvirke i en masse tv-programmer og skabt sig en kendisstatus via medierne«.

Sidney Lee har været med i alt fra ’Hva’ kvinder vil ha” til ’Singleliv’ og ’Fangerne på Fortet’. Den slags realityshow leverer en del af de nye kendte. Men langtfra dem alle. Tv-journalister, talkshowværter, meteorologer, birolleskuespillere i dramaserier og alle mulige andre ryger direkte i ugebladene, så snart de viser sig på skærmen.

LÆS OGSÅLøkke må ikke optræde med Sidney Lee

»Medierne virker som en kendisfabrik, der producerer en stadig strøm af kendisser ved at eksponere dem i forskellige programmer. De mennesker bliver så interessante at beskæftige sig med for medierne, fordi de er blevet kendte, og på den måde producerer kendisfabrikken selv det råstof, den skal bruge«, siger Ida Willig.

Samtidig er der nemlig blevet mere sladderjournalistik. Faktisk utrolig meget mere. I 1999 undersøgte journalist og forsker Kirsten Sparre sammen med en kollega mængden af kendisstof i medierne. Og i 2008 gentog de undersøgelsen for det journalistiske kursus- og forskningscenter Update.

På mindre end ti år var mængden af historier om kendisser steget med 282 procent.

»Der er både flere kendte og også flere medier, der gentager de samme historier om kendte. Meget af stigningen skyldes internettet, hvor kendisstof er noget, der bliver satset på. Selv Jyllands-Posten har i dag en rubrik om kendisser«, siger Kirsten Sparre.

Se og Hørs kendiskalender
Tilbage på Se og Hør, i hjertet af redaktionslokalet, sidder en midaldrende mand med briller ved sin computer. Jørgen Salomonsen – eller ’Salle’, som han bliver kaldt – har arbejdet på Se og Hør i 25 år.

På skærmen styrer han en elektronisk kalender. Et væld af navne på kendisser ligger i en slags grafisk opstilling.

De kendtes fødselsdage er farvet røde, de kongeliges mærkedage er blå ...

Når Se og Hør eksempelvis får nys om en graviditet, noterer ’Salle’ den forventede fødselsdato. Cirka fire uger før fødslen begynder bladets journalister at ringe til den kommende mor.

Ikke sjældent vender hun selv tilbage, når barnet er kommet til verden, og Se og Hør kan være først med nyheden.

Kun 15 blivende kendte
»Der er især kommet mange unge mennesker til de senere år. Stand-upperne er for eksempel en hel gruppe for sig. Men mange af de unge forsvinder hurtigt ud igen«, konstaterer han.

Chefredaktør Kim Henningsen har rejst sig fra bordet.

Han peger på den hvide væg over Se og Hør-logoerne og tegner en slags hierarki, som om han forelæste foran en imaginær tavle.

»Vi har en liste med nogle A-navne, som ikke skal kvaje sig ret meget, før vi har vores forside. Den gruppe er måske på 30-40 stykker. Men der er ikke meget mere end 15 af dem, som vi anser for at være blivende kendte – de kongelige, Ghita Nørby, Mads Mikkelsen. De sidste 20-25 A-navne fiser hele tiden ind og ud og bliver skiftet rundt«, forklarer chefredaktøren.

Blachman er glemt
»Den næste kategori af kendte – dem, der ikke er A-navne – skal virkelig foretage sig noget usædvanligt for at komme på forsiden. Og i begge grupper er der en enorm udskiftning. Thomas Blachman var den mest markante dommer i ’X Factor’, men i dag er han helt ude af Se og Hør-universet«.

Folk, der er dømt ude som kendte, kan dog stadig gøre sig interessante nok til et comeback.

Prinsesse Benediktes mand, prins Richard, har ikke ligefrem været fast forsidestof på Se og Hør, men for nogle år siden interviewede Marianne Tofte ham i anledning af hans 70-års fødselsdag.

Han erklærede blandt meget andet, at Benedikte var ligeglad med syge mennesker, og fortalte, at selv om han ikke brød sig om prins Henrik, var franskmanden den eneste fra kongehuset, der ringede og viste interesse, da Richard selv havde en kræftsygdom.

Den historie var forsidestof flere uger i træk.

Baronessen er tilbage
På samme måde raslede den hovedrige tv-baronesse Caroline Fleming indtil for nylig ned gennem kendisrækkerne, efter at hendes programserie ’Baronessen flytter ind’ på Kanal 4 var slut.

Men så fandt hun pludselig sammen med fodboldstjernen Niklas Bendtner. Nu ligger hun og Bendtner himmelhøjt på listen af A-navne.

Kan Se og Hør selv skabe en kendt?

Kim Henningsen peger ud ad vinduet på en fyr med blå baseballkasket, der sjosker langs havnefronten tre etager nede.

»Nej. Vi kan ikke sige, at ham dernede, ham vil vi gøre kendt. Han skal omkring tv-skærmen. Til gengæld er der så også et hav af tv-kanaler, som kan gøre det«.

'Forbrydelsen'
Marianne Tofte nikker.

»Rundt omkring på teatrene kan der være fantastiske skuespillere, men de når aldrig vores spalter. Ikke før de optræder i ’Forbrydelsen’«.

Men når I skriver om kendte, er det vel godt for jer, at der bliver flere at skrive om?

Chefredaktøren smiler.

»Yes ...«.

Han skal til at fortsætte sætningen. Så går han i stå og tænker sig om.

Vi lider af statusangst
Medierne bærer en stor del af ansvaret for kendiseksplosionen. Men omvendt – hvis ingen mennesker gad stille op i realityshow eller posere i ugebladene, ville strømmen af nye navne hurtigt tørre ud.

Det er der ikke ligefrem udsigt til. Ved den sidste audition til ’X Factor’ meldte omkring 5.000 mennesker sig – hvoraf mange virkelig må have været desperate for at blive kendte, når man tænker på, hvor elendigt de sang.

Den schweiziske forfatter og filosof Alain de Botton har opfundet begrebet ’statusangst’ – en sammenhængende teori, som giver et bud på, hvorfor moderne mennesker jagter kendthed.

Hans pointe er, at vores selvbillede bliver dannet ud fra den måde, omgivelserne forholder sig til os på. Og omgivelser behandler som regel mennesker bedre, jo højere status de har.

Konstant jagt på opmærksomhed
»Man kan forestille sig vores ego eller selvopfattelse som en utæt ballon, der hele tiden kræver kærlighed udefra for at blive ved med at være pumpet op. Og som er sårbar over for selv det mindste nålestik af ligegyldighed fra omgivelserne. Vi er afhængige af tegn på respekt fra omverdenen for at kunne føle os accepterede«, siger Alain de Botton til Politiken.

Og derfor må moderne mennesker konstant jagte opmærksomhed.

»At være kendt beskytter os mod statusangst. Vi kan nemlig normalt være sikre på at blive godt modtaget, hvis vi er berømte«, siger Alain de Botton.

Kendisserne vil posere
Da forskeren Kirsten Sparre lavede sine undersøgelser af mediernes dækning af kendisser i 1999 og 2008, fremgik det også, at folk som regel træder ind i kendthedsuniverset og bliver hængende, fordi de selv vil.

Kendte mennesker fremstiller ellers ofte sig selv som sagesløse ofre for ugebladenes hetz.

LÆS OGSÅ Danske kendisser gør oprør mod sladder

Men undersøgelsen i 2008 viste eksempelvis, at omkring to tredjedele af sladderpressens billeder af de kendte var taget i et samarbejde med fotografen, hvor kendisserne selv poserede eller deltog i et offentligt arrangement.

Kun omkring hvert 10. billede var taget på paparazzimåden, uden at kendisserne selv vidste det.

Faldende salgstal
På chefredaktør Kim Henningsens kontor hænger ti af bladets seneste forsider. I margenen er salgstallene noteret med blå tusch. De svinger mellem 155.000 og 175.000. For 10 år siden, i 2000, solgte Se og Hør omkring 230.000 blade i snit. Altså dengang, da der var langt færre kendte.

»Min første tanke var jo, at det er godt for os, at der er kommet flere kendte«, siger Kim Henningsen, »men det kan jo egentlig godt være, at man skulle ønske sig tilbage til dengang, da nettet knap nok eksisterede, og der var færre kendte, som alle til gengæld kunne relatere sig til og købe blade for at følge«.

Marianne Tofte sidder og spekulerer. På væggen ved siden af hende hænger et tv – den kendismaskine, der spytter en uafbrudt strøm af nye navne ud. Intet tyder på, at antallet af realityshow eller dokusoaps vil falde. Snarere tværtimod.

Naturligt mætningspunkt
»Men jeg tror, der er et naturligt mætningspunkt«, siger hun til sidst, »for hvis der er for mange kendte, bliver de også alle sammen relativt ukendte. Og så giver det sig selv, at man ikke vil skrive så meget om dem. Hvorefter der igen bliver færre. Der er en grænse«.

Så systemet bryder sig selv ned?

»Eller begrænser sig selv. Der må være et nogenlunde overskueligt antal i denne her gryde. Ellers bliver der for få af vores læsere, der kender de kendte. Og så er de ikke længere kendte«, siger hun.

De to ugebladsfolk ser næsten ud, som om den pludselige erkendelse er en trøst.

Gramser på Rikke
Kim Henningsen kommer i tanker om Se og Hørs forsidehistorie fra forrige uge. Den handlede om, at fodboldstjernen Niklas Bendtner havde taget tv-værten fra Paradise Hotel, Rikke Gøransson, på brysterne ved en fest.

»Vores første udkast var ’Gramser på Rikke’. Men vi måtte fjerne hendes navn. Selv om hun er en kendt person, er der simpelt hen ikke nogen fælles referenceramme omkring hende. Og vi endte med at skrive ’Gramser på tv-vært’«, siger chefredaktøren.

»Hvis det derimod havde været Ghita Nørby, kunne vi bare have skrevet: ’Bendtner gramser på Ghita’«.

Det havde vel også været en meget god forsidehistorie?

»Jo ...«.