I al diskretion og uden store armbevægelser forlod en ældre mand en dag sidst i maj Morgenavisen Jyllands-Posten i Århus. Efter 27 års arbejde på stedet gik han ud ad døren, langsomt og støttet til sin bambusstok.

Og hvis det ikke var, fordi han som oftest klæder sig i flamboyant røde bukser, spraglet, broderet skjorte og stor, bredskygget hat, kunne han ligne enhver anden mand i 70’erne, der var på vej ud af arbejdsmarkedet efter mange år.

Men denne mand var Kurt Westergaard, kendt viden om for én af sine tusinder af tegninger. En tegning, der har fået ambassader til at bryde i brand og verden til at splitte sig i noget, der ligner en uforsonlig krig på kulturværdier.

I en swimmingpool i Florida
Hvor gerne han end havde villet holde en helt almindelig afskedsreception og takke af på helt almindelig, fredelig vis, som folk nu gør, så var det ikke sådan, det skulle blive.

Og når han bliver spurgt, hvornår han indså, at en tegning skulle ændre hans liv, tænker han tilbage til en februardag i 2006, hvor han sad på kanten af sin søns swimmingpool i Florida.

Et halvt år inden havde Jyllands-Posten bragt Kurt Westergaards og 11 andre bladtegneres skitser af profeten Muhammed. Nu sad han hos sin søn og kunne se ind på fjernsynet gennem vinduerne, og pludselig dukkede de mest foruroligende billeder op:

Kurt Westergaard kunne se brændende dannebrogsflag og rasende menneskemasser, og han fór ind i stuen for at finde ud af, hvad der foregik.

Voldsom oplevelse
»Og det var så de her rædselsscener fra Mellemøsten. På grund af den her tegning. Da gik det op for mig, at det her – det var meget større, end jeg nogensinde havde forestillet mig, at det kunne blive«.

Blev du bange, da du så de flag og hørte dit navn?

»Jeg var ikke godt tilpas, i hvert fald. Jeg syntes, det var uhyggeligt. Og familien ringede, og ... Det var ubehageligt«, siger han og stopper lidt op. Skodder en cigaret, piller lidt ved askebægeret. Ser så direkte over på mig:

»Det var lidt voldsomt«, kommer det så.

Og det er en af de mest dramatiske udladninger, Kurt Westergaard svinger sig op til denne eftermiddag ude i sin gårdhave få hundrede meter fra den gamle arbejdsplads. Bliver han spurgt, om dødstruslerne har mærket hans liv, eller om han er bange eller ked af det, forskanser han sig, som haven og huset er forskanset af PET, og holder sig til et:

»Jo jo, det er jeg da«.

Mandsopdækning
Men omgivelserne sladrer om et liv med mere dramatik. Den, der nærmer sig adressen i det sydlige Århus, kan ikke undgå at bemærke en bemandet blå skurvogn med politi og livvagter umiddelbart op ad Kurt Westergaards rækkehus.

I indkørslen er kameraerne indstillet, så ingen kan komme nær uden at blive registreret, og hører man ikke til i den faste kreds, bliver man passet op af vagter og politi, der tjekker tasker og udstyr.

Besøgende skal have forudgående aftale, så PET kan holde styr på, hvem der får lov at nærme sig den skikkelse, der i livvagtsoptik ses som en levende skydeskive for potentielle terrorister.

Farverige tegninger
Så det virker nærmest paradoksalt enkelt, at det ikke er en toptrænet agent, men en smilende, ældre mand med broderet tunika, der åbner døren. Kurt Westergaard tager imod i en entré fyldt med hans egne farverige tegninger på væggene.

Lige inden for døren mødes man af en tegning med en mand med bombe i turbanen: en tidlig forløber for den egentlige tegning, der hænger inde på kontoret over for badeværelset – eller sikringsrummet.

Det, Kurt Westergaard natten efter nytårsaften flygtede ind i, mens hans barnebarn sad låst til en stol med brækket ben og en øksebevæbnet attentatmand forsøgte at hugge sig igennem døren til bladtegneren.

Tilladelse til at sidde i haven
Så langt vil en mulig attentatmand næppe nå i dag. Alene badeværelsesdøren er tung som en bankboks og forsynet med flere solide låse, og ruden ud mod gårdhaven, hvor manden lige efter nytår brød igennem, er skiftet ud med pansret glas.

Der bliver passet godt på Kurt Westergaard, og selv om han med sin fortsatte deltagelse i den politiske debat ikke kan være den nemmeste at passe på, har han lært sig lydigt at spørge dagens høje, veltrimmede livvagt, om det er o.k., at vi sætter os udenfor i gårdhaven?

Livvagten giver tilladelse og sætter sig ’ud i skuret’ for at følge os derfra. På vejen råber han til Kurt Westergaard:

»Låser du efter mig?«.

Fantast.  Kurt Westergaard vil dø med pennen i hånden.Ølkage under birketræet
Og den beskyttede – eller indespærrede – finder sin stok, faktisk afdøde Henrik Cavlings sølvbeslåede stok, som han har fået af en beundrer. Med den bevæger han sig ud for at låse hoveddøren indefra.

Så er han parat. Han henter kaffe og konens berømte ølkage og serverer det på granitbordet ude under birketræet. Murværket omkring gårdhaven er blevet forhøjet med en lille halv meter ugennemsigtigt panserglas. Vagterne kan følge os via kameraer, men vi kan ikke se dem.

Er det generende ikke at kunne gennemføre en fortrolig samtale uden at have etaten med på sidelinjen?

»Ja ja, men de er diskrete og sidder inde ved siden af«.

Diskrete vagter
Men de må vide meget om dig efterhånden? De hører alle dine samtaler, både med dine venner og din kone og ...?

»Joh, det tror jeg da – det hører med til deres job«.

Hvordan har du det med det?

»Jamen, det har jeg det udmærket med, for jeg stoler virkelig på dem på alle måder. Vi har ikke haft grund til andet. Jeg sætter pris på deres menneskelige egenskaber, og deres faglige kunnen håber jeg ikke, jeg kommer til at se i brug«.

Højttalende
Risikoen er der, det ved han. Kurt Westergaard er uden sammenligning den mest udsatte af samtlige de bladtegnere, som for snart fem år siden slog en streg i Jyllands-Posten. Han erkender selv, at det hænger sammen med hans hang til at træde frem.

Som yngre bladtegner på Jyllands-Posten løb han ind i problemer med mere bornerte chefer, der ikke ville trykke hans svulstige kvindebryster, og da de andre Muhammedtegnere blev rådet til at tie – og tav – var det karakteristisk for Kurt Westergaard, at han talte.

Højt og meget, og selv i dag efter alle dødstruslerne er han næsten larmende synlig, når han viser sig i det århusianske gadebillede iført hat og nærmest hippieagtigt farvestrålende tøj.

»Det er ikke min natur at tie stille«, som han siger, og når der bliver råbt: »Gid du må brænde op i helvede« efter ham på gaden, har han somme tider svaret:

»Skal vi snakke om det her – eller skal vi snakke om det i helvede?«.

Provokatør
Kan du lide at provokere?

»Ja, det kan jeg vel nok. Jeg vil ikke finde mig i ikke at kunne sige min mening. Det duer altså ikke rigtig til mig. Der var noget, der sprækkede i mig 11. september 2001, da tårnene faldt. Min tolerances blanke overflade fik virkelig nogle ridser. Det var religiøst vanvittige mennesker, der begik den forbrydelse, og jeg har virkelig skullet arbejde med at forstå tingene og huske på, at det er et absolut mindretal, der reagerer på den måde«.

Kurt Westergaard vender flere gange tilbage til, at ungdommens forbilleder hørte til i de kulturradikale kredse. Han taler varmt om Poul Henningsen og om bladtegneren og samfundskritikeren Hans Bendix.

Tilhænger af integration
Westergaard har selv været en del af venstrefløjen – »det var vi alle dengang« – og som tidligere lærer og skoleleder på en specialskole har han færdedes i socialpædagogiske miljøer og haft tolerance og integrering af dem, der står udenfor, højt på dagsordenen.

Også i dag er han »tilhænger af alle mulige integrationsbestræbelser, så muslimerne her i landet kan få det lige så godt som alle andre«, som han siger.

Men fra netop disse gamle kredse er det, at Kurt Westergaard nu møder beskyldninger om at være intolerant og stivnakket.

Og den tegning, han selv har set som et slag for ytringsfriheden, er blevet anledning til alt det modsatte, både selvcensur og censur. Det er »meget ubehageligt at tænke på«, siger han.

Den kreative klasse har svigtet
»Men jeg synes også, at dem, der i dag udgør den kreative klasse eller de kulturradikale, har svigtet. De har ikke stillet op for ytringsfriheden, og samtidig skal man ikke glemme, at det har været opportunt for visse regimer at bruge den her sag. Det er sådan, den er løbet af sporet. Men jeg ser selvcensuren komme, og at det hænger sammen med alt det her, det bryder jeg mig ikke om at tænke på«.

Angrebene på Kurt Westergaards tegning har såret ham, og han forstår dem ikke rigtig.

»Jeg har været i diskussioner med belæste, begavede og veluddannede muslimer, og jeg kan sidde og tænke, at det hele går godt, og vi er i dialog, og så pludselig dukker det her op, der spærrer for al yderligere diskussion, om, at jeg skal undskylde. Og om, at Jyllands-Posten angiveligt skulle være styret af jødisk-amerikanske kræfter, og at avisen vil blive lukket, hvis ikke vi hetzer muslimerne. Det er paranoidt, og det skræmmer mig, for når en veluddannet og velintegreret mand kan sige sådan, hvad tænker man så ikke i det muslimske folkedyb?«.

Overfaldet
Truslen mod Kurt Westergaard har foreløbig udmøntet sig i ét fysisk angreb på ham. Mens alle andre på ensomme cykelture hjem fra byen i sene nattetimer kan skæve efter sære lyde og raslende løv uden at have egentlig grund til det, har Kurt Westergaard grund til at være bange. Er han så det?

»For at sige det lidt smart: Det har jeg jo folk til nu«.

Du har vel stadig mere grund til at være bange for skygger og lyde, end jeg har?

»Jo jo, det er rigtigt. Men PET har reddet mit liv. Den der rude tog det 38 sekunder at komme igennem, men nu er der sat noget i, så man ikke kan komme igennem. Dengang i vinter, jamen, det var nogle af de værste øjeblikke i mit liv. Der stod en mand, der ville slå mig ihjel med blanke våben ...«.

Bekymret terrorist
Mens dit barnebarn sad udenfor ...

»Ja. Det viste sig jo, at jeg reagerede, sådan som PET havde lært mig. De har sagt, at sådan en autonom terrorist vil gå efter mig, og at min familie kan være tryg. Han vil udføre sit arbejde rituelt og slå mig ihjel. De forklaringer reddede mit liv, og noget af det første, denne terrorist sagde, efter at han vågnede af bedøvelsen – politiet havde jo skudt på ham – det var: Hvordan har den lille pige det? Jeg er glad for, at jeg gjorde det rigtige. Vi kom ud af det begge to uden en skramme«.

Har din datter eller hendes mand været bitre eller vrede på dig?

Kurt Westergaard bliver stille. Ser næsten stødt ud over spørgsmålet, inden han svarer:

»Nej. Jeg tror, der var stor lettelse over, at der ikke var sket noget«.

Tager det roligt
... Sidder sådan en oplevelse fast i dig?

»Jo jo, men det kan jeg jo ikke gå rundt og tænke på hele tiden. Jeg synes jo ikke, jeg har grund til at være bange, for jeg er altid under beskyttelse«.

Men du HAR vel netop grund til at være bange. Der er jo faktisk nogen, der efterstræber dig?

»Jo jo, det er der, og selvfølgelig er jeg også så forfængelig at tro, at der vil være stor prestige i at få ram på mig. Men jeg synes godt, at jeg kan leve med det. Jeg tager det stille og roligt, og jeg vil ikke – absolut ikke – finde mig i, at mine sidste år skal blive ødelagt af frygt og rædsel. Det vil jeg ikke acceptere«.

Vrede bliver til trods
Ud over livvagterne i det blå skur omme bagved har Kurt Westergaard derfor rustet sig med to hemmelige våben i kampen mod angsten. Det ene er vreden:

»I stedet for at være bange har jeg en basal følelse af vrede, og vrede har det jo med at kunne gå over i en slags trods: Jeg vil ikke lade mig skræmme. Den vrede og den trods er et udmærket mentalt forsvar«.

Kurt Westergaards andet værktøj imod angst er hans alder. Hans »begrænsede perspektiv fremad«, som han siger.

Modigere med alderen
Handler det om, at dødsangst tager af med årene?

Kurt Westergaard sidder lidt, inden han svarer. Får tændt endnu en cigaret:

»Ja, den bliver mindre. Man kan måske også sige, at man bliver modigere med alderen, fordi der ikke står så meget på spil mere. Hvis man nu var 35 og havde små børn, var det værre, men jeg er snart 75, og så har man klaret det meste, både med arbejde og familie«.

Du kan ... undværes?

»Ja. Jeg kan slappe af. Jeg ved, at når jeg er væk, så vil min kone stadig være her. Hun vil blive meget gammel, og hun vil holde sammen på det hele. Hun vil blive sådan en dronning Victoria i familien. Jeg er så måske en prins Albert, der ikke holder så længe, men det gør heller ikke noget, for hun vil stadig være her, og familien vil køre videre. Det er godt at vide«.

Vil dø med pennen i hånden
Hvorfor tror du ikke, at du holder så længe – tænker du på dødstruslerne?

»Njah, altså ... også fordi mænd i reglen ikke er her så længe som kvinder. Men vi regner da med, at jeg klarer den en del år endnu«.

Hvordan vil du gerne dø?

»Jamen så vil jeg jo ... Så tror jeg gerne, at jeg ville – det er sådan lidt patetisk – men så ville jeg gerne dø med pennen i hånden. Falde hen over den tegning, jeg er i gang med, og så triller pennen til side. Og så er dét slut«.

Læner sig op ad PET
Telefonen ringer, og det gør den igen og igen, når man er hos Kurt Westergaard. Så er det hans gallerist, der skal høre om en udstilling – og mens vi sidder og snakker om dødsangst og had, ringer telefonen meget apropos to gange med journalister, der har hørt om nye, aktuelle nordafrikanske terrortrusler.

Man hører Kurt Westergaard give endnu en version af sit svar: »Jo jo, bekymrende«, men han læner sig op ad PET – PET ved besked, og »det er det, jeg holder mig til«.

Kurt Westergaard er, understreger han, da han har lagt mobilen væk, taknemmelig over for de otte-ti forskellige livvagter, der på skift installerer sig i hans nærhed. Men er livvagterne kun en beskyttelse?

Det må også være voldsomt belastende at have mennesker omkring sig nat og dag? At være spærret inde i sit eget hus med begrænsninger på alt?

I fitness med PET
»Ja, nu har jeg jo ikke udfordret PET med så mange gøremål«, lyder det med en lille afværgende latter: »Som vi joker med, er jeg for eksempel hverken nudist eller vinterbader, og det er de glade for. Men hvad jeg ellers har foreslået, har der været opbakning til. Vi er i fitness sammen hver dag, og nu skal vi have gang i min gamle mountainbike«.

Hvad hvis du siger til dem nu, at du har lyst til at gå på stranden?

»Jamen, så tager de med«.

Børnebørnenes fødselsdage?

»Jamen, de er altid med«.

Med om juletræet
De er altid med?

»Ja, og vi inviterer dem altid med indenfor«.

Juleaften, skal de med rundt om træet?

»Ja, det tilbud vil de i hvert fald få, det er helt sikkert. Der udvikler sig jo efterhånden nok det, man kunne kalde Stockholmsyndromet, men det skal forstås positivt. Selvfølgelig er der en grænse, men den trækker vagterne altid selv«.

Gentleman-like
Hvor går den grænse eksempelvis?

»Ved en familiefest vil de gerne med indenfor, men måske vil de helst sidde ved deres eget bord«.

Synger de med på festsangene?

»Ja, det tror jeg godt, vi kan opleve. Du ved, det er sådan lidt gentleman-like. Gammeldags høflighed. Og det trives vi vældig godt med«.

På morgenvandring
Men der er jo en eller anden begrænsning – lad os sige, du vågner klokken 4 en smuk sommermorgen og får lyst til at gå ud i morgenlyset. Så skal du vække dem for at gå ud?

»Ja, det skal jeg, og jeg er sikker på, de vil gå med«.

Holder det dig tilbage, at du skal vække nogen andre først?

»Holder mig tilbage ...?«.

Jeg tænker, at der må være noget, man ikke kan få sig selv til at spørge om?

»Jo, det er da rigtigt«, begynder han.

Dyr Westergaard
Holder så en lang pause.

»Det ville da være lidt absurd at ... lige tage hen og købe en halv liter piskefløde. Sådan noget – det gør vi nok ikke ...«.

I stedet har bladtegneren fået sin samling af blokke suppleret med en lille »logistikbog«, hvor han og konen skriver op, hvad de skal foretage sig »sådan lidt fremover«.

I sidste uge var Kurt Westergaard på ferie – og vagterne var med. Skal han besøge sine børn i udlandet, skal vagterne med. Hvad koster en Kurt Westergaard det danske samfund?

»Ja ...«, svarer han bare og ser lidt træt ud.

Står ved sine handlinger
Tænker du somme tider sådan?

»Ja ... og nogle vil måske sige, at det betyder, at gamle tante Oda på plejehjemmet skal leve af kold havregrød et par måneder. Det håber jeg ikke, hun skal. Jeg ved ikke, hvad jeg koster, og selvfølgelig er det dyrt. Men det er jo ikke noget, man gør for min skyld. Det er noget, samfundet vil gøre for enhver borger i en lignende situation«.

Du kunne have fulgt rådene om at gå stille med dørene, sådan som de andre tegnere valgte det?

»Ja. Men det er ikke rigtig min natur. Jeg har det bedst med at stå ved det, jeg har gjort«.

Men er det det klogeste?

»Det ved jeg ikke. Det vil jo vise sig«.

Ny adresse hver måned
Den pris, Kurt Westergaard selv har betalt for ikke at tie stille, tæller dødstrusler og attentatforsøg, og den har ført ham på blandt andet et otte-ti måneders langt flugtraid med PET ud på otte-ti forskellige hemmelige adresser og med permanent udskiftning af biler og bilmærker.

Et såkaldt safe house er i Danmark næsten altid et øde beliggende sommerhus, og Kurt Westergaard husker de to vinterperioder i diverse safe houses som mørke, ensomme og deprimerende.

Men han er ikke den eneste, der betaler en pris. Ude i verden tælles dødsofre for de terrorbølger, der har rejst sig i Muhammedtegningernes kølvand.

Og herhjemme må Westergaards gamle kolleger på Jyllands-Posten i disse uger se endnu et forstærket tremmegitter skyde op om en arbejdsplads, hvor medarbejderne blandt andet har oplevet at søge ly for en truende bombeeksplosion i en nabokirke.

Havehygge.  Murværket omkring Kurt Westergaards gårdhave er blevet forhøjet med en lille halv meter ugennemsigtigt panserglas. Og alting følges af vagterne via kameraer. Foto: Peter Hove OlesenIngen bebrejdelser
Kurt Westergaard kalder det »trist«, men ellers lader han ikke mange tanker slippe ud om det. Han holder sig til, at han aldrig har oplevet bebrejdelser, hverken fra kolleger eller chefredaktion.

Og da han her i maj alligevel tænkte, at nu måtte det være på tide at takke af, så var det hans egen frivillige beslutning. Han stoppede, siger han, »med håndtryk og glade miner«.

Men Kurt Westergaard fortæller også, hvordan han måtte på tvangsferie af sikkerhedsgrunde efter episoden med terrorister i USA i efteråret, hvor det kom frem, at en af de mistænkte havde været indenfor i JP’s bladhus.

Vil ikke belaste sikkerheden
»Jeg tror virkelig, folk blev bange, og det kan jeg godt forstå. Og jeg har haft det så godt med alle derovre, at jeg ikke ville ... hvad skal man sige ... være en ...« siger han, pludselig lavmælt.

»... jeg ville ikke stå som en sikkerheds ... som en, der kunne belaste sikkerheden ... Så finalen blev, at jeg gik af per 1. juni, og så lavede jeg jo en afskedstegning. Den blev bortauktioneret og indbragte 115.000 kroner til en foldboldklub i Ghana, og det, synes jeg, var en pæn afskedssalut«, kommer det i et mere muntert tonefald.

LÆS ARTIKELSidste Westergaard-tegning er sat på auktion

Har stemningen i forhold til kollegerne været den samme hele vejen igennem?

»Nej, altså ... jeg har aldrig fået tilkendegivelser, men der opstod sådan et nyt, hvad skal man kalde det – frygtklima i efteråret. Jeg har jævnlig spurgt folk, om de følte, at jeg var en belastning, og det har der ikke været nogen, der gjorde før, men jeg kan godt forstå reaktionerne efter den terrorsag. Det var selvfølgelig uhyggeligt«.

27 år er længe nok
Var du bange for, at hvis du ikke selv var gået, så ville ledelsen blive nødt til at ...

»Jah ... ja, altså ... ja, det ville jo ikke være holdbart at blive. Så ærlig må jeg være. Det ... ville ikke være godt«.

Han tøver lidt. Vender de tanker, der fik ham til at forlade en højt værdsat arbejdsplads.

»Hvis jeg skulle komme ind ad døren hver morgen og på en eller anden måde blive oplevet som en ... en risiko, det ville jeg ikke bryde mig om. Og så har jeg været der i 27 år, og det er vel også længe nok ...«.

Tegner til æsel
Vemod?

»Jah. Jo jo. Bestemt«.

Han bøjer hovedet lidt.

»Jo, det er klart. Efter 27 år, så er der også vemod«.

Kurt Westergaards sidste tegning til bladhuset – den tegning, der skaffede penge til Afrika – forestillede ham selv ridende som en romantisk idealist af en Don Quijote-ridder med tilnavnet ’Don Idealismus’ og fulgt af et æsel med Sancho Panza i form af en flaske sort tusch. Og selvfølgelig en bombe, der truer ytringsfriheden.

LÆS ARTIKELKurt Westergaard forlader JP

»Det er vel sådan, jeg opfatter mig, ja. Jeg ses vel efterhånden som en slags global korsridder for ytringsfriheden, og jeg må også sige, at alt det her har lært mig noget: Det har på en eller anden måde givet mig respekten for religionen tilbage. Jeg er selv ateist, men jeg er blevet klar over, at religion virkelig betyder noget for mange mennesker. Det vil jeg absolut acceptere. Jeg vil så bare ikke have, at religion sætter sin egen standard for ytringsfriheden«.

For ytringsfriheden skal ikke gradbøjes, understreger han, og havde han ikke tænkt over det inden Muhammedsagen, så har netop den sag vist det, mener han.

Og ytringsfrihed model Kurt handler også om ikke at bøje sig. Skal Kurt Westergaard give et råd til andre, der måtte komme i hans sko, lyder det meget karakteristisk:

»Jeg vil sige, at man ikke skal gå baglæns. Man skal ikke overgive sig. Man skal ikke undskylde noget. Det vil være forkert, og jeg synes jo, man har al mulig moralsk dækning til at fastholde sit synspunkt«.

»Hvis det her aldrig var sket ...«
For det synspunkt har Kurt Westergaard og mange andre betalt – nogle med deres liv, han selv med tryghed og frihed. Beundrere har kaldt ham modig, skeptikerne har sagt naiv, og kritikere har budt ind med ord som ureflekteret og blottet for politisk tæft.

Westergaard selv holder fast i, at han udførte sit arbejde. Og påberåber sig retten til at forsvare det, han har gjort.

LÆS OGSÅ Fransk tegner forsvarer Muhammed-tegningerne

Men han vil godt indrømme, at han af og til kan drømme en lille, privat drøm om frihed: Hvis alt det her aldrig var sket – »hvis det virkelig aldrig var sket, og alt pludselig var helt, helt anderledes og ligesom i de gode, gamle dage« – så ville han sætte sig ud i sin Fiat Punto.

Formentlig ville han komme til at sætte sig ind i højre side, smiler han, for det er længe siden, han selv har kørt nogen bil noget sted hen.

En drøm om Rold Skov
»Og så ville jeg køre af sted for mig selv, op til Rold Skov og gå en rigtig lang tur. Men det er altså den slags spontane ting, som ...«.

Så slår han over i en lille undskyldende latter: »Vi må skrive alt op i den lille bog der og planlægge. Men ... det er jo nu heller ikke så svært. Der er jo ikke noget, der er umuligt«.

Tiden er ved at være gået. Kurt Westergaard har et nyt møde, og han viser vej gennem stuen med tegninger af kurvede kvinder og latinamerikanske landskaber og dagligdags situationer i en dansk bladtegners liv.

De fylder, skitserne, men hvordan tegneren selv end har tænkt sig sit eftermæle, så er det den lille tegning inde i kontoret over kommoden, der vil stå tilbage. Af Muhammed med bomben.

Eftermælet
Og Westergaard ved det.

»Jeg vil gerne huskes som den, der slog et slag for ytringsfriheden. Men der er ingen tvivl om, at der er nogen, der i stedet vil huske mig som en satan, der forulempede en milliard menneskers religiøse følelser ...«.

Er han ked af, at det er blevet, som det er blevet? Nej nej da. Eller som han svarer på spørgsmålet om, hvordan Muhammedsagen har ændret hans liv:

»Jeg ved ikke, om den fundamentalt set har ændret mit liv«.

Låser døren
Hvorpå han ringer til PET for at redegøre for, at han og hans gæst er færdige med at snakke sammen.

Kurt Westergaard følger mig til dørs. Fortæller lidt om et par af de tegninger, vi passerer på vejen, inden han låser hoveddøren op, åbner og kniber øjnene imod lyset, der strømmer ind.

Han hilser venligt farvel, takker for samtalen, og så står han der, lænet til sin stok i døråbningen. Vinker, inden han lukker døren i. Lidt efter høres den lille skurrende lyd fra en nøgle, der drejer i låsen.