Det var så sødt det hele. Amerikanerne deltog i en sjælden rolle som underhunde. De to hold fra Syd- og Nordkorea spillede i hver sin gruppe uden at fyre så meget som en lynkineser af i retning af naboen. Tyskland var hele verdens sprudlende charmetrolde. Frankrig gad ikke at træne, England gad ikke at spille, og Italien gad slet ikke være med, selv om de muligvis var til stede.

Terroristerne holdt sig til gengæld helt væk, og selv de sidste medlemmer af den danske roliganforening under ledelse af DR’s kommentator Jan Kalborg fik lov at gå på bodega i det livsfarlige Sydafrika uden at blive forulempet af andet end et træt trut i vuvuzelaen som markering af sidste omgang.

For de glade afrikanske tilskuere fik selvfølgelig lov at blæse i deres plastiklegetøj, selv om det forstyrrede fodboldspillerne, gjorde trænernes kommunikation med dem umulig og mildt sagt var en plage for tv-seerne. »Hvorfor strejker spillerne ikke – det er jo håbløse arbejdsbetingelser«, ville vært Michael Bertelsen på et tidspunkt vide i Danmarks bedste VM-program, ’DR 2-0’. Mig bekendt fik han aldrig et svar.

LÆS ERIK JENSENS FØRSTE ARTIKEL Sverige slår Danmark i VM-fjernsyn

Sådan et havde bosserne i Fifa naturligvis. De ville med henvisning til, at man ikke skal blande sig i lokale traditioner – og da slet ikke i det Afrika, mange med god grund har dårlig samvittighed overfor – ikke forbyde trutteriet. Så skide være med, at vuvuzela-hornet vist stammer fra Mexico.

Blæksprutten Paul
Derfor bliver den ensformige lydkulisse det, vi bedst vil huske fra VM i 2010, når det hele er slut i morgen aften. Måske sammen med den tyske blæksprutte Paul fra Sea Life i byen Oberhausen? Den toårige blækspruttes skæbne kan tage to retninger efter morgendagens finale.Blæksprutte.  Paul har modtaget dødstrusler fra skuffede tyskere. Foto: Barry Aldworth og Mark Keppler/AP

Enten vil han blive kanoniseret som den første helgen i vor største religion, fodboldismen. Eller også vil sprutten blive offer for de tyske terrorister, der allerede har raslet med sablerne, efter at Paul forudså Tysklands exit i semifinalen mod Spanien.

Bekymring for blæksprutten
Mens Pauls popularitet i hjemlandet er styrtdykket, og dødstruslerne fyger om hans akvarium, er det kære væsen ny nationalhelt i Spanien. Det skyldes ikke den slående lighed med den supersympatiske målscorer i semifinalen, Carles Puyol fra Barcelona, men selvfølgelig at sprutten både forudså den spanske sejr og nu mener, at Spanien også vinder finalen mod Holland.

»Jeg er ved at blive rød – hvor vildt!«, slog Paul fast på en tegning på den spanske avis El Pais’ hjemmeside i går, hvor han ganske rigtigt var ved at udskifte de tyske kulører med de spanske. Og til gengæld fik opbakning fra selveste Spaniens statsminister, José Luiz Zapatero.

LÆS ERIK JENSENS ANDEN ARTIKEL Den danske kommentering af VM er blodfattig

»Jeg er bekymret for blæksprutten. Jeg planlægget at sende sikkerhedsstyrker for at beskytte ham. Når jeg deltager i EU’s ministermøde på mandag, vil jeg bede om, at Paul beskyttes, så tyskerne ikke spiser ham«, sagde Zapatero i går.

Forhåbentlig bliver Paul ikke det – mig bekendt – første dødsoffer for et verdensmesterskab i fred. Turneringen, der er den største mediebegivenhed i vor tid med flere seere end afløseren, Tour de France, OL, Melodi Grand Prix, prinsessebegravelser og indsættelser af amerikanske præsidenter. Og dermed også det største arrangement i det hele taget der, om man kan lide det eller ej, har været en befriende understregning af, at vi jordboere kan mødes og glædes over moderne gladiatorkampe uden at ryge i totterne på hinanden.

Det enkelte spil
En fascinerende fejring af et spil så enkelt, at det selvfølgelig er grotesk og overdrevet, at man både læser så meget ind i det og omgærder det med religiøse symboler som den ’Guds hånd’, der denne gang ikke kunne rumme VM’s måske største personlighed, Diego Maradona. Og altså synske orakler som Paul og hans danske ’lillebror’, guldfisken Gilbert, der som en sød og sjov pendant til vor store nabo mod syd fik lov at forudsige semifinaler og finale i morgen-tv – i øvrigt med samme resultat.

Dagen efter Tysklands exit fra turneringen havde hovedstadsavisen Berliner Morgenpost opstillet et halsbrækkende regnestykke, der viste, at det egentlig var tyskernes tur til at vinde VM. Heldigvis for dem viser en anden udregning ved mindst lige så meget hokuspokus, at Tyskland vinder turneringen i Brasilien i 2014, fordi der er gået 24 år mellem titlerne til lande som Brasilien, Italien og altså – måske – Tyskland.

LÆS ERIK JENSENS TREDJE ARTIKEL VM-dækningen fejler og tyskerne sejrer

Hvis man må søge trøst i bizarre statistikker, halvt religiøse varsler og spåmænd, som i middelalderen, er der vel ikke så mærkeligt, at nogle af os gerne vil have nogle – lidt mere ædruelige – forklaringer på spillet i medierne?

En bedre dækning
I denne serie har vi efterlyst en mere seriøs og knap så villet folkelighed i dækningen af VM i tv og øvrige medier.

Ikke for at intellektualisere sporten. Men for at gøre os tv-trænere bare lidt klogere på den sport, vi elsker at følge. Det fik vi alt for sjældent i denne omgang. Trods den massive og omkostningstunge dækning var det sjældent indsigt ud over banaliteterne og det indlysende, der blev fundet frem og analyseret på tv, i aviserne eller på nettet.

For nogle – blandt dem provopræsten Sørine Gotfredsen, der ynder at indtage modsatte synspunkter, men derfor sagtens kan have ret nu og da – er det herligt, at støjen fra vuvuzelaen ikke længere vil forpeste det offentlige rum gennem fladskærmene. Medierne har dækket VM alt for meget på en overfladisk og fordummende måde, mener præsten. I tv-programmet ’Presselogen’ afviste hun, at fodbold skulle være kunst eller intellektuelt.

Begejstring og tragedie
Helt enig. Fodbold er som al anden sport en symfoni for øjeblikket og det uforudsigelige. Men det gør det ikke til kunst. Fodbold er sport, sport er underholdning, og underholdning er (selv)forglemmelse og begejstring eller tragedie i nuet.

Men underholdning kan man sagtens tage alvorligt, hvis man ellers mener, at varen er god nok i sig selv. Det mener de (kommercielle) tv-stationer, der til daglig betaler boksen for at have rettighederne til at vise klubkampe fra Superligaen og den Champions League-turnering, et VM rent spillemæssigt ikke kommer i nærheden af.

LÆS OGSÅ Spanien dominerer kåringen af VM's bedste

Derfor er de kanaler tydeligvis bedre til at formidle en helhjertet dækning af fodbold uden festfyld end DR og TV 2, Ekstra Bladet og B.T., der så gerne vil have os til at svinge med klaphatten på ny, at de ikke bruger mulighederne i det bestående materiale godt nok.

Abstinenserne melder sig
Blandt andet derfor har VM været et frikvarter for alle os, der til dagligt følger klubfodbolden som en passion, der nogle gange kræver hårdt arbejde. Der er meget, der skal passes i den verden – glæder, skuffelser, bitterhed og det had, VM har været lykkeligt befriet for.

Til gengæld har det været belastende, at mange har forsøgt at læse nationale budskaber ind i et grundlæggende uskyldigt spil. Hvis danskere holder med Tyskland og Spanien, hvad mange har gjort – dog især efter, at Morten Olsen og hans defensive boldflyttere rejste hjem – er forklaringen ikke, at vi er ligeglade med nationalgrænser. Men blot at man søger derhen, hvor fodbolden spilles smukkest og sjovest. Det er også derfor, Barcelona og Manchester United har så mange fans i hele verden.

Inden vi giver sendefladen tilbage til klubbernes fans, er vi lige en lille milliard tv-seere kloden rundt, som vil sætte os til rette i morgen for at følge to gamle stormagter fra Europa kæmpe om titlen. Uden nerver. For Gilbert og Paul har jo forudset resultatet med skræmmende lighed – pas nu på, Spanien!

Abstinenserne har for længst meldt sig. Man kigger lidt op i luften kl. 13.30 af gammel vane. Og så kredser man lige en gang omkring fjernsynet kl. 16. Men så husker man, at det jo først er kl. 20.30 nu. Men ak og ve. Der er kun reality-tv. Og nyheder. Og debat. Æv, hvor er mit vuvuzela-horn, når man virkelig har brug for at blæse det hele en lang protestmarch?