Det er i disse dage akkurat fem år siden, at orkanen Katrina ramte New Orleans med en frygtelig voldsomhed og uoverskuelige konsekvenser. Mere end 1.000 mennesker omkom. Vandmasserne har forårsaget skader for et milliardbeløb.

Og byen, en af de store pletter på det kulturelle verdenskort, ømmer sig stadig, mens den omgivende verden reagerer med sympati og delvis forståelse, selv om kun de involverede, byens indbyggere, for alvor kan sætte sig ind i, hvad det vil sige at have været lige ved at miste ikke bare sit hjem – hvad mange rent faktisk gjorde – men selve sin by med alt, hvad det indebærer.

Det er her, serieskaberen David Simon begynder i sin nye tv-serie ’Treme’, som starter tre måneder efter orkanen og følger en flok mennesker i deres bestræbelser på at komme på benene oven på at være blevet knockoutet på den ene eller anden måde af naturkatastrofen.

Ingen typisk amerikansk tv-mand
På grund af amerikansk fjernsyns notoriske hang til at sentimentalisere og sovse ind i violinakkompagneret patos kunne man med god grund frygte, at det ville blive en rørstrømsk omgang med masser af tårer, kram, ængstelse og lettelsens smil og suk. Men sådan er det ikke gået.

LÆS OGSÅAl Pacino er en fremragende Doktor Død på tv

For David Simon er ikke nogen typisk amerikansk tv-mand. Det demonstrerede han sin første tv-serie ’Homicide: Life on the Streets’, der vel var en slags ’Hill Street Blues’ uden sminke.

Og ikke mindst med den mesterlige ’The Wire’, der arbejdede videre med livet på de hårde gader i Baltimore, hvor Simon i mange år var kriminalreporter på avisen The Baltimore Sun’.

Orkanens ofre
Omdrejningspunktet for ’Treme’, der har sit navn efter det musikalske kvarter Fauborg Tremé, er en håndfuld indfødte neworleansere, som alle lider under efterdønningerne af orkanen.

Det er trombonespilleren Antoine (Wendell Pierce), som kæmper for at kunne betale husleje og skaffe mad på bordet til sin familie, men har vanskeligt ved det, fordi der er ikke er så meget gang i den i New Orleans, som der var før.

Det er hans ekskone La Donna (Khandi Alexander), som efterforsker, hvad der er sket med hendes lillebror, og dertil skal passe sin lille bar.

Bidt af en gal konspirationsteoretiker
Det er engelskprofessoren Creighton Bernette (John Goodman), som er bidt af en gal konspirationsteoretiker og tordner op om, hvorledes Katrina var en menneskeskabt katastrofe, som kunne have været undgået, hvis myndighederne havde ønsket det.

LÆS OGSÅThe Sopranos: Serien, der ændrede tv

Det er indianerlederen Albert Lambreux (Clarke Peters), hvis hjem er ødelagt af katastrofen, men som alligevel prøver at få startet noget karnevalsaktivitet igen.

Og det er døgenigten Davis (Steve Zahn) samt hans veninde Janette (Kim Dickens) – han er en drømmer med kunstneriske ambitioner og høje idealer, hun en jordbunden kok, som forsøger at få sin restaurant til køre rundt i en sammenhæng, hvor ressourcerne og råvarerne er knappe.

Op ad bakke
Fælles for dem er, at de virkelig kæmper en sej kamp på alle niveauer og holder deres tilværelse i hånden, hvor den truer med at løbe ud mellem fingrene på dem som et knækket æg. Og det er virkelig op ad bakke hele tiden.

Eksempelvis har jazzmusikeren Antoine det problem, at når han endelig får landet sig et spillejob, så kommer anstrengelserne for at skaffe penge til taxaen, så han kan komme derhen, fordi han ingen bil har.

Eller La Donna, som oven i bekymringerne for sin forsvundne bror skal trækkes med en uforstående familie samt nogle lokale håndværkere, der ikke holder aftaler og glemmer at gøre presenningerne ordentligt fast, mens de reparerer taget.

Fokus er således ikke på den store livsomvæltning, orkanen afstedkom, men på de mindre, men samtidig også ekstremt væsentlige problemer, der fulgte i dens kaotiske kølvand.

Handler om at overleve
Derfor er det heller ikke en serie, hvor karaktererne knækker hulkende sammen i krampegrådskonvulsioner eller tårevædede falder hinanden om halsen. For det er nemlig slet ikke på tapetet.

Det handler i stedet om at overleve, om at bevare håbet, om at skaffe asparges til morgendagens gæster – og så måske ryge en lille joint, drikke en øl og småfeste lidt i en sen stund.

LÆS OGSÅ'Mad Men' er røg, druk og hor i verdensklasse

Serien er ekstremt velproduceret og spillet. Figurerne er ikke klippet ud i pap, men ridset op med den dygtige skitsetegners fornemmelse for det allermest vigtige, således at der kan fyldes på hen ad vejen, ligesom der kan skrues op og ned for deres dramaturgiske potentiale.

Vigtigst er det måske, at ingen af de medvirkende fra starten er udset til at være mere sympatigenererende end andre. Til gengæld er de alle sandsynlige psykologiske eksempler på medlemmer af menneskeracen, som trækker vejret uafladeligt og gerne vil blive ved med det.

Solid bund af jazz
Rent æstetisk er der ikke så meget pjat. Der bliver ikke dvælet ved detaljer eller panoreret op og ned.

Til gengæld er der gjort ekstremt meget ud af at skabe stemning ved hjælp af den musik, de fleste forbinder med The Big Easy, som New Orleans også kaldes. Så under konflikterne og ængstelserne ligger en solid bund af jazz, som symbolet på selve livsglæden og viljen.

Det er intet mindre end en fremragende tv-serie, der fortæller intimsfærehistorier, uden at det hele går op i Nikolaj og Julie-fnidder. Fordi de ikke er pyntet med såkaldt naturlige dramaer.