De tidligste radio- og tv-udsendelser bliver formentlig det første, eventuelle intelligente væsener andetsteds i universet kommer til at se og høre til menneskeheden. Af den simple grund, at signalerne har spredt sig fra vores klode med lysets hast, lige siden de første af dem blev udsendt.

I dag skulle Danmarks Radios første levende billeder således befinde sig nøjagtig 60 lysår ude i rummet, hvilket samtidig markerer et andet og generelt mere overset jubilæum: I dag har vi brokket os over dansk fjernsyn i præcis seks årtier. Hvilket godt kunne inspirere til et lille tankeeksperiment:

Hvad nu, hvis det ikke var, hvad DR har sendt i hovedet på danskerne, de fremmede fik at se og høre som det første. Men hvad danskerne har sendt tilbage i hovedet på DR. Af møgfald. Hvis deres indtryk af mennesket som sådan og af dansken i særdeleshed byggede på, hvad vi i seks årtier har brokket os over, når vi har ringet til DR. Hvad ville de så tænke om os?

Ja næppe, at det, vi er mest lidenskabeligt optaget af, er civilisationens akutte sociale, miljømæssige eller materielle udfordringer. Det er i hvert fald ikke, hvad der springer i øjnene ved et hastigt blik på listen over udsendelser, der har afstedkommet de voldsomste seerstorme.

Oprøret mod Søren Ryge
Først var der Trilles vise om »Guds øje i det høje«, der forholdt sig lovlig åbenhjertigt til, hvordan man som ung pige kan have det med sin krop. Men som efter afsyngelsen i fjernsynet 18. september 1970 udløste en sådan forargelse, at ingen rigtig kunne tale om andet. Længe.

Seks år senere var det Gunnar Nu Hansen, der fik nationen i haserne. Det var dengang, foldboldlandskampe mod arvefjenden Sverige var dramaer på højde med verdenskrige og profeters genkomst, og eftersom det store flertal først så kampene i uddrag om aftenen, havde enhver med kendskab til resultatet værsgo at holde bøtte, indtil sammendraget var sendt. Hvilket DR-sportens Gunnar Nu Hansen glemte i lutter begejstring over, at Danmark havde vundet. På udebane. For første gang i 39 år.

LÆS OGSÅ DR modtager flere klager end før

Så var der afskaffelsen af julemanden. DR’s julekalender i 1980. ’Jul og grønne skove’, hvor Poul Nesgaard og Elith ’Nulle’ Nykjær straks fra start faldt i et hul i jorden i deres jagt på julemanden. Og aldrig rigtig kom op igen. Hvilket ikke bidrog synderligt til at få julestemningen spredt i alle landets kroge.

Og sådan har de danske seere altid forstået at bevare blikket for proportionerne. I 1994 var det havemanden Søren Ryges drab på en due, et hurtigt og – i hvert fald for duen – smertefrit vrid, som dog gjorde så nas på haveglade og dyreelskende seere, at havemanden nær selv havde fået sin udsigt flyttet om i nakken.

Fra nyere tid kan nævnes den voldsomme forargelse blandt mange seere, da De sorte Spejdere alias Anders Lund Madsen og Anders Breinholt, 23. august 2008 gjorde sig lystige på bekostning af folk i badedragt, da de kommenterede finalen i synkronsvømning.

Skrald i store mængder
Og så har der selvfølgelig været alle de små træfninger i kampen mellem danskerne og deres største massemedie. Klassikerne, som ikke vil dø. Ønsket om at få pausefiskene tilbage.

Utilfredsheden med, at meteorologen Henrik Voldborgs mave skyggede for Bornholm på vejrkortet. Og ikke mindst forundringen over, at det skulle være nødvendigt med mere end én speaker af en sportskamp. Eller som 65-årige Dorte Kjær, der har taget telefonen hos DR siden 1993, først i Seerkontakten, senere DR’s Programservice, siger:

»Der kunne man jo spare licenspenge, som nogle sagde. Og i øvrigt kunne man jo selv se, hvad der foregik på banen«.

Dorte Kjær er som skabt til jobbet. Næsten hjerteskærende lydhør og høflig. Og hertil trænet i at modtage andres skrald i store mængder.

Langt de fleste opkald fra seere og lyttere er nu ikke kritik, siger hun. Men spørgsmål. Ofte også ros. Og rent brok er der ikke meget af, bekræfter Jacob Mollerup, der – da han for seks år siden begyndte som lytternes og seernes redaktør – fornemmede, at mange syntes, at kunderne brokkede sig meget.

»Men egentlig har jeg generelt været imponeret over niveauet i klagerne«, siger han. »Der er en overvægt af klager, der er fuldstændig ræsonnable og velargumenterede. Så jeg synes egentlig, at DR modtager en meget rimelig kritik«.

Men alligevel. Og når DR nu ikke vil sige det, burde vi måske selv: Proportionssans er vist ikke den last, vi har dyrket mest nidkært , når vi i de seks forgangne årtier har ringet og skrevet til DR med gode råd.

Noget for licensen
I de første tre årtier var seernes forhold til DR præget af et enkelt faktum: De havde ikke havde andre steder at gå hen.

»Der var en desperation over, at det var det eneste tilbud, og at man bare måtte leve med det, som de her programkonger havde bestemt, man skulle se«, siger Jacob Mollerup.

»Og så var der en klar bevidsthed om, at det her dæleme er noget, vi betaler til. Det er vores, og vi vil have noget for licensen«.

Danmarks Radio skulle favne alle fra Istedgade til Harboøre. Nærmest i hver eneste udsendelse. Men når nogen følte sig underholdt, var der gerne andre, der følte sig stødt.

»Det var en periode, hvor holdninger til mange ting ændrede sig fuldstændig. I dag ville Trilles sang jo knap nok kunne forarge Indre Mission. Men dengang ... folk var jo rasende«, siger Jacob Mollerup.

Hvilket ikke nødvendigvis er noget minus i DR’s karakterbog. For når en befolkning sætter i bevægelse, er det ikke bare uundgåeligt, at det sætter spor i fjernsynet. Det skal det faktisk.

»Ellers forsømmer vi jo vores forpligtelse til at få ting til at flytte sig og følge med udviklingen. For ikke at sige: Skabe den«.

Fingrene fra skihop nytårsdag
Nu har DR andre opgaver end at afspejle alverdens forandringer. Og en af dem er nærmest det stik modsatte. At vise, at alt er, som det plejer. Dorte Kjær fandt hurtigt ud af, at rutiner og gentagelser har stor betydning i manges liv. Ind imellem så stor, at man skulle tro, at disse små punkter af uforanderlighed var de barduner, der forhindrede verden i at blæse væk. Som når der nytårsaften transmitteres midnatsmesse fra Rom. Og næste dag skihop. Hvert år, tak. For, som hun siger:

»Når de et år pludselig ikke var der, hørte vi fra folk«.

Ligesom der altid var vrede forældre i telefonen, når et blodigt klip fra en film eller kommende nyhedsudsendelse ved en fejl blev bragt lige op til en børneudsendelse.

Ellers har det ofte været de tekniske udfordringer, der har fået seerne til at ringe. Nogle for at få hjælp med at optage udsendelser med det såkaldte show view. Andre med at finde rundt på tekst-tv. Og når ikke teknikken driller, gør retfærdigheden det gerne. Eller som lederen af DR’s Programservice, Mia Akselsen, siger:

»Før i tiden klagede folk over, at TV-Avisen sagde: I kan læse mere om det på tekst-tv. I dag klager de over, at man skal læse mere på hjemmesiden, for de har ikke internet«.

Børneprogrammer
Danske seere er nu også parate til at yde DR lidt hjælp, når det er tiltrængt. Inden for design eksempelvis. Når et logo, der er skiftet ud, måske fylder for meget eller bare sidder i det forkerte hjørne.

Før i tiden var telefonfolkene delt i tre vagter, så pulten var bemandet fra klokken 10 til 23. Hver dag. Ugen igennem. Året rundt.

»Vi sluttede gerne nogenlunde, når fjernsynet sluttede. Så sad vi og fulgte med i, hvad der blev sendt, og vi havde også båndene, så vi kunne tjekke, hvad der var blevet sagt, og hvad folk hed, hvis nogen ville have navnet på en havbiolog«, fortæller Dorte Kjær.

LÆS OGSÅ DR skal beklage 'De røde lejesvende'

Visse dage var bemandingen ekstra stor. Når der var udsigt til brok. Ikke mindst, hvis et børneprogram var flyttet. For slet ikke at tale om: Hvis et børneprogram var flyttet for at give plads til sport. Som da ’Bamse og Kylling’ en efterårsdag i 1994 blev aflyst (!!!¤/#?) for at vige pladsen for de danske håndboldpigers triumf ved EM. Den sved rundt om i børnefamilierne. For som Dorte Kjær diplomatisk formulerer det:

»Børneprogrammerne har altid været værdsat«.

Så snart et børneprogram blev flyttet, forsinket eller (Gud forbyde) helt droppet, var der nogen i røret.

»Nogle gange var der et barn, der blev sat til telefonen, hvor vi kunne høre forældrene diktere i baggrunden. Og der har også været forældre, som kunne bande så meget, at vi tænkte: Stakkels unge. At skulle høre på det«, siger Dorte Kjær.

Temaaften om kønsorganer
I følge Mia Akselsen kræver jobbet i Programservice først og fremmest én egenskab: Gefühl. Og dernæst: Hård hud.

»Det første, man skal lære, er, at det ikke er dig, der bliver bandet ad. Men DR. Ellers går man grædende hjem«, siger hun.

Det er nu ikke kun Danmarks Radio, den er gal med. Hele kongeriget har flyttet sig. Og ifølge Mia Akselsen er seerne blevet mere tolerante med årene.

»Vi har jo haft temaaftener om ... ja, lad mig bare sige det ... kønsorganer, som aldrig kunne have været på skærmen for ti år siden. Hvor vi fra alle sider var klædt på til, at nu kom der klager«, siger hun.

»Og så var vi nærmest skuffede over, at der kun kom fem«.

LÆS OGSÅ Forældre raser: Hvorfor har DR droppet 'Fjernsyn for dig'?

I gamle dage var der altid de faste kunder i butikken at falde tilbage på. Folk, som dybest set var mere ensomme end utilfredse. Men de ringede mest i aftentimerne, og da telefonerne nu om dage kun er åbne fra 9-16.30, må de nu nøjes med at indtale en besked. Til gengæld får de ansatte omsider lejlighed til også selv at se lidt fjernsyn. Derhjemme.

»Men vi er jo erhvervsskadede«, siger chefen for DR’s Programservice, Mia Akselsen. »Vi kan ikke se fjernsyn som almindelige seere længere. Vi hører jo, at de siger »ligger« i stedet for »lægger«. Og tænker: Åh, nu kommer der klager i morgen. Ligesom hvis man læser litteratur på universitet og ikke kan læse en bog, fordi man altid kigger symboler«.

Omstillingsdame for skæbnen
Ikke alle opkald kan nu forudses. For nylig fik Dorte Kjær en seer i røret, som undrede sig over, at man kunne samle penge ind til nødlidende i Østafrika, når folk fra samme område havde kidnappet en dansk sejlerfamilie. Så er det, at man får brug for sit blide, tålmodige væsen. Samt et par trick til, hvordan man afkorter en samtale. For nødbremsen må hun ikke trække. Lægge røret på. Ikke uden først at sige det.

»Jeg siger ofte: Jeg ville gerne tale længere, men vi er nødt til at holde os til det her. Og der er andre, der venter på at komme til«, siger Dorte Kjær, der jævnligt minder sig selv om, at hun straks fra samtalens start skal spørge, hvad henvendelsen egentlig drejer sig om.

»Ellers kan man hurtigt ende et helt andet sted. Men man skal være venlig og høflig. For det skal jo også være sådan, at det er en tilfreds seer, der ringer af. Alle betaler jo licens«.

Og ind imellem er der også nogen, der virkelig får noget for pengene. Som den ældre dame, der ikke kunne læse programoversigten, men gerne ville have fjernsynet tændt alligevel, og derfor længe dagligt ringede ind og fik dagens program læst højt.

Og så var der dengang, Dorte Kjær agerede omstillingsdame for skæbnen, da en sydamerikanske kvinde ringede ind, fordi hun søgte sin danske eksmand.

»Hun havde været offer for en naturkatastrofe og led stor nød og ville høre, om han kunne hjælpe. Hun sagde, at hun ikke kunne forestille sig, hvor hun skulle ringe hen, hvis ikke til Danmarks Radio«, fortæller Dorte Kjær, som tog imod opkaldet og fik fat i eksmanden.

»Han ville meget gerne hjælpe«, siger hun og tilføjer: »Det er det mest fantastiske, jeg har oplevet i årenes løb«.

Bonderøven som bøddel
Hvert år modtager DR 200.000 henvendelser alene om programmerne. Heraf bliver små 10.000 registreret som egentlige klager. De handler om alt mellem himmel og jord, forklarer lytternes og seernes redaktør, Jacob Mollerup.

Først er der klagerne over, at nogen i DR har lovet noget, de ikke har holdt. At noget kan findes på nettet eksempelvis. For, som Jacob Mollerup siger: »Man kan ikke love noget i denne her butik, uden at nogen holder øje med, at man holder det«.

Så er der klager over, at kontrakten med seerne ikke er klar. Eksempelvis hvis bonderøven pludselig skyder et lam for panden med en boltpistol, mens familien ser tv.

»Hvis folk slet ikke har ventet det og sidder med deres små børn, bliver det kritiseret. Men hvis du lancerer et program på DR 2 kl. 23 og siger: Nu beskæftiger vi os med, hvordan husdyr kommer af dage her i landet, klager ingen«.

LÆS OGSÅ Advokater vil straffe journalister for brølere

Tv er ofte båret af følelser. Og sender DR fra en stor mindehøjtidelighed efter drabene på Utøya i Norge, skal der ikke ret meget til, for at folk reagerer, forklarer Jacob Mollerup.

»Hvis du afbryder for tidligt og stiller om til noget andet. For når først tv har rørt vores følelser, skal man altså passe på, hvad man gør ved dem«.

Endelig er der klagerne over prioriteringen af stoffet. Om udsendelserne er for snævre eller for poppede. Om det nu også hører med til Danmarks Radios opgaver at sende X-Faktor eksempelvis.

»Kritikken af DR følger jo også de politiske konjunkturer. I de sidste ti år har der været en overvægt af kritik fra borgerlig side. Det er ofte den fløj, som oplever en vis medvind, der er aktiv, også fordi de tænker, at det nytter«, siger Jacob Mollerup.

Sproget
Visse former for brok går aldrig af mode. Uanset hvad vej den politiske vinde blæser. Og Dorte Kjær og hendes kolleger får utvivlsomt også i fremtiden travlt med at lytte til klager over studieværternes sprogbrug.

Og gæsternes. For sproget er som altid det sted, ældre mennesker opdager, at de og verden har bevæget sig i hver sin retning. Og kun mangler at afgøre, hvem det er, der er gået den gale vej.

»Der var en generation, som talte meget hurtigt. Måske folk, der i dag er omkring 40 år. Både journalister og studieværter og gæster. Og der var mange seere og lyttere, der ikke kunne følge med«, siger Dorte Kjær, som synes, at tempoet siden er gået lidt ned igen.

LÆS OGSÅ DR-vagthund: Program stred imod god presseskik

I stedet er folk begyndt at mumle. For tiden bliver der ofte klaget over, at yngre mennesker taler grammatisk ukorrekt og dropper endelserne på ord. Og så har mange svært ved at forstå, hvad der bliver sagt i fjernsynet, når der samtidig kører musik eller støj i baggrunden.

Der vil sikkert også stadig være folk, der ringer og føler sig snydt over, at der ikke er plads i teksterne til at oversætte alt, hvad der bliver sagt i fjernsynet. Men spørger man Dorte Kjær, hvad hun tror, at fremmede rumvæsener ville tænke, hvis de havde lyttet med på hendes telefonsamtaler, svarer hun ikke, hvor ligegyldige ting vi vælger at gå op i. Men:

»Jeg tror, de ville tænke: Hvor har de dog en pragtfuld jord«, smiler hun.

»Og så har de endda mulighed for at gå op i det«.