Tysk historie i timevis. Sort-hvide billeder i stribevis. Kunstudsendelser, som vor moder lavede dem. Dansk tv-dramatik fra oldtiden. Kan vi næsten forlange mere?

Kan vi næsten få armene ned!

Danmarks Radio kan i hvert fald ikke.

LÆS OGSÅ Anmeldelse af DR Ramasjang

Synkront med den opreklamerede signalomlægning: billeder i den bedste digitale kvalitet – jeg kan nu ikke se forskel! – har DR lanceret tre nye kanaler, hvoraf den ene hedder DR K og står for noget så fint som kultur:

Opera, ikke-amerikanske film, historiske dokumentarprogrammer, kunst- og litteraturudsendelser – you name it! Hold da kæft.

»Målgruppen er folk, der interesserer sig for kultur og historie. De får nu mulighed for at se ting i primetime, der normalt er forvist til meget sene sendetidspunkter«, har kanalredaktøren udtalt til vores avis.

Og sådan får DR netop lukket munden på de finkulturelle: Værsgo’ og spis! Her får I nu al den kultur, I har vansmægtet efter i årevis.

Eller sagt på en anden måde, nemlig med mandagens genudsendelse af første afsnit af Leif Panduros krimiserie: ’Ka’ De li’ østers?’.

Om vi kan! Men kun, når de er friske.

Sendes også på 'Bonanza'
At blive spist af med skaldyr, fisket op i 1967, har unægtelig nogle ret kraftige bivirkninger.

Man kunne risikere at glide ned ad sofaen af grin. Måske ligefrem dø af grin.

Det var dog et smukt lig, vi så i mandags. Og der var tid til at studere det. Anslaget varede en halv spillefilm. Og Pouel Kern og Bjørn Watt-Boolsen taler jo begge så nydeligt ...

Men der er noget, jeg ikke forstår.

Når man som en del af fladen har noget, der hedder ’Bonanza’, der er fællesbetegnelsen for udvalgte programmer fra DR’s arkiver – herunder hører bl.a. ’Flid, fedt og snyd’ – hvorfor ligger ’Ka’ De li’ østers?’ så som en selvstændig udsendelse?

SKRIV Hvad synes du om de nye DR-kanaler?

De famøse østers ligger jo også på Bonanza-sitet. Hvorfor i det hele taget sende programmer, der i forvejen i dag kan ses på nettet?

Hvorfor overhovedet sende alt det gamle lort?

Filmene er ikke så tossede
Noget af det, der er af ældre dato, er så ikke så tosset.

Det gælder de film, der for en gangs skyld ikke er hentet fra Hollywood, men fra bl.a. Frankrig og Tyskland: ’Paradisets børn’, ’Slagteren’, ’Berlin Alexanderplatz’ – dejligt at (gen)se noget andet end lige amerikansk på dansk tv.

Hvad der på den anden side fortæller pænt meget om den amerikanske besættelseszone, som DR 1 rent kulturelt lever i. Og hvad forhindrer DR 2 i at sende europæisk filmhistories mesterværker? Igen: Hvad skal vi med den her nye kulturkanal?

Et reservat? Et arkiv? Et sted for dumping af særligt kulturelt affald, som DR ret beset ikke vil stå ved, men når det nu skal være ...

Noget er ganske vist også nyproduceret.

Det gælder ’Rejse gennem det 20. århundredes Europa’ – om bl.a. Berlin i begyndelsen af 1900-tallet. Her tog jeg mig lige en lur. Det gælder ’Flugten over Berlinmuren’ – om Berlin igen – som i sin blanding af historiske klip og rekonstruktioner vækkede mig igen.

Lagt sammen med ’Berlin Alexanderplatz’: Så burde Berlin vist snart være på plads.

Efter stribevis af serier om Anden Verdenskrig på DR 2 kører den nu på fulde omdrejninger på DR K. Hvis vi ikke snart kan vores tysklandshistorie, så er det ikke Danmarks Radios skyld.

Fra overlærer til medieluder
Og historien om Danmarks Radio? Den blev ikke fortalt direkte i denne uge, men den blev på en måde alligevel fortalt. Dels ved alt det, som man er i gang med at hente ned fra arkiverne. Dels ved den kultiverede profil, man om ikke andet tilsigter.

Efter at den gamle monopolistiske public service-station i årevis havde leget overlærer på nationens vegne, fik den med TV 2 i 1988 en tiltrængt konkurrence. Hvad der imidlertid betød, at DR langsomt forvandlede sig fra overlærer til medieluder.

Det handlede stadig mere om seertal – snarere end om public service. I konkurrencens hellige navn skete moderniseringen – og idiotiseringen – på TV 2’s præmisser. Med oprettelsen af DR 2 i 1996 kom der et plaster på såret.

Kanalen kom måske ikke så godt fra start, men den er blevet en succes. DR 2 er i dag landets egentlige public service-kanal. Den er blevet alt det, som DR var i gamle dage, men på en moderne måde. Den er DR’s rigtig gode samvittighed!

Det er, med andre ord, i forhold til DR 2, den nye kulturkanal skal måles. Den vil det samme. Det vil sige, den vil især sende mere af det samme.

LÆS OGSÅ 11 ting du bør vide om digitalt tv

Med DR 1 som vores fælles kanal, og DR 2 som en smallere kanal, står vi med DR K som udtryk for en hel udvikling – stadig flere kanaler, der er stadig mere segmenteret. Det kan man godt hilse velkommen.

Og man kan også lade være.

Vi har sandt nok fået mere. Men har vi strengt taget også fået noget, der er mindst lige så godt, for ikke at sige endnu bedre?

Kultiveret og kedeligt
Meget få danskproducerede programmer, og de, der er, ser rimeligt spøjse ud. Første afsnit af kunstprogrammet ’Passion for ...’ – om den danske guldalder – var samtale-tv med ophængte billeder. Kultiveret, bevares, og kedeligt.

Det kunne have været produceret for DK 4, ja, det kunne netop have været lavet i Danmarks Radios egen guldalder: skolelærerepoken. Tænk lige på Liv Thomsens levende formidling af ’1800-tallet på vrangen’ på DR 2.

Endnu mere spøjst virkede første afsnit af ’Bispebjerg Bakke’, hvor vi følger Bjørn Nørgaards såkaldt organiske boligkompleks. Så meget jeg nu gad se: ubehjælpsomt tilrettelagt; tættere på en kommunal informationsvideo end et DR-program.

Adrian Hughes’ interview med forfatteren Ida Jessen fungerede. »Trøsten ligger i sproget«, sagde Jessen og talte godt for sig i programmet ’Hva’ nu?’.

Ja, hva’ nu?

Kultur er godt! Mere kultur er ikke nødvendigvis så fandens godt. Især ikke når DR – med samme syn som den herskende regering – mener, at kultur ikke må koste penge. Tilbage står vi med en kulturkanal, der til forveksling ligner et kulturmuseum.

Et tv-museum. Pustet op til noget, som det foreløbig ikke er. Flid, fedt og snyd? Ja, for så vidt Danmarks Radio ikke bare fedter for os – de fedter med det.

Sagt lige ud: De snyder os!