fakta

Creative Commons står bag seks juridiske grundlicenser, der tilbyder folk et rum mellem streng ophavsret og total opgivelse af rettigheder.

Navngivelse. Den frieste licens giver alle brugere lov til at bruge værket og arbejde videre med det, blot man nævner skaberens navn. Alle licenser kræver, at man nævner navnet.

Del på samme vilkår. Du må bruge, ændre og dele værket frit, men skaber du noget nyt ud fra værket, skal det udsendes under samme licens. Ingen bearbejdelse. Alle må bruge og dele værket, men man må ikke ændre i det eller bygge videre på det.

Ikke kommerciel. Alle må bruge værket, som de vil, dele og ændre det, men hvis man vil tjene penge på det, så skal man have tilladelse af skaberen.

Ikke kommerciel og del på samme vilkår. Ligesom ovenover, men her skal man bare udsende videreudviklinger af værket på samme vilkår.

Ikke kommerciel og ingen bearbejdelse. Den strengeste licens, som kun tillader, at man downloader og deler værket, men man må ikke ændre noget eller tjene penge på det.

Læs mere på www.creativecommons.dk (eksternt link)

Morgenen efter at dokumentaren ’Good Copy Bad Copy’ havde haft premiere på DR 2, lagde filmens tre danske bagmænd den ud på nettet, så den kunne downloades gratis i hele verden.

I sig selv er det ikke usædvanligt, at en film lynhurtigt ender på internettet, og at folk i hele verden henter den ned – nej, det usædvanlige er, at det foregik fuldkommen lovligt, og at det var skaberne selv, der lagde den på nettet.

Filmen var nemlig udgivet under en såkaldt Creative Commons-licens, som tillader, at private kan udveksle filmen frit, mens kommercielle virksomheder eller tv-stationer skal betale, hvis de vil bruge den.

Henrik Moltke er en af folkene bag filmen, som netop handler om ophavsret i den digitale tidsalder, og samtidig er han projektleder for Creative Commons i Danmark. Selv om det var grænseoverskridende for ham at lægge filmen ud til fri afbenyttelse, endte han og de øvrige filmskabere med at tjene mere på den, end de ellers havde gjort, vurderer han.

»Vi vidste, at nogen sikkert ville optage den fra tv og lægge den ud på nettet alligevel. Så var det bedre selv at gøre det og have kontrol over kvaliteten«.

Ingen frygt for lovbrud
Et par dage efter blev Henrik Moltke og en anden af filmmagerne, Ralf Christensen, interviewet i P1-programmet ’Harddisken’, hvor de fortalte, at de havde lagt filmen på nettet.

»Det gik virkelig stærkt. I løbet af et par timer var der flere hundrede, som delte den. Den fik utrolig meget opmærksomhed og bredte sig til blogs på internettet. Vi kunne mærke, at folk, som skulle indkøbe tv-rettighederne, blev interesserede, fordi mange snakkede om filmen«.

På den måde lykkedes det dem at sælge deres temmelig smalle film om copyright til en række tv-stationer i udlandet. Først i Danmarks nabolande og, som ringene bredte sig i cyberhavet, også til fjerne kontinenter.

Med deres Creative Commons-licens gav de almindelige mennesker mulighed for at se filmen gratis, kopiere den på deres hjemmesider og sende den til hinanden, uden at de behøvede at frygte at blive sagsøgt af filmselskabet.

Rigere af at dele
»Vi var aldrig nået så langt ud uden den internet-buzz. Og det sjove er, at det af mange mennesker opfattes som noget skadeligt, hvis en film kommer ud på nettet – især hvis det er i høj kvalitet og fuld længde. Men den nemmeste måde at undgå problemet med piraterne på er at gøre det let for dem at dele«, siger Henrik Moltke.

Han understreger, at det ikke nødvendigvis er en god forretningsmodel for alle filmproduktioner. Men Henrik Moltke mener, at den i Danmark endnu ikke så udbredte brug af Creative Commons-licenserne er nødvendige i internettets verden, som bliver styret af en slags ’omdømmeøkonomi’, hvor alt handler om opmærksomhed.

»Hvis man ser nettet som en masse samtaler, og man ikke vil have, at andre mennesker taler om det, man har lavet, så får man heller ikke gevinst i omdømmeøkonomien. Man bliver altså rigere, jo mere man deler. Hvis jeg skriver noget spændende på min blog, og 20 mennesker linker til det, så kommer jeg op i googlesøgninger, og dermed bliver mit omdømme stærkere«, siger han.

»Kunstnere i dag bør overveje, om det er vigtigere for dem, at ingen kan kopiere deres ting, end at mange kopierer det, og få betaler«, tilføjer han.

80 procent kopierer ulovligt
Når der bliver talt om pirater på internettet, så er det ikke længere en lille snæver klike af nørder, der er i søgelyset. At hente ulovlige kopier af eksempelvis musik, film og billeder er for mange internetbrugere en helt naturlig del af deres måde at bruge nettet på.

For blot en uge siden skiftede millioner af mennesker deres profilbillede på Facebook ud med et billede af en kendt person i en såkaldte ’dobbeltgængeruge’. Dermed brød mange brugere ophavsretten ved at benytte et billede, de ikke havde ret til – sandsynligvis uden at tænke over det.

Det har dog så vidt vides ikke ført til nogen retssager, men det har kopieringen af film og musik, der også er temmelig udbredt. En undersøgelse fra december viser, at hver sjette dansker piratkopierer film. I den unge generation, der er vokset op med nettet, er kopieringen størst.

En undersøgelse af 8.-klassers forbrug viste i 2006, at 80 procent af teenagerne har ulovlige kopier, og en anden undersøgelse afdækkede, at blandt danskere mellem 18 og 29 år mener næsten halvdelen, at piratkopieringen burde være lovlig.

Deling uden juristeri
I mange år har de virksomheder, der administrerer film- og musikrettigheder, nådesløst jagtet piraterne, men der er blot kommet flere og flere af dem.

I kølvandet på piratjagten er Creative Commons opstået og har bredt sig på nettet. Systemet giver nemlig folk mulighed for at dele deres viden og produkter med hinanden uden at skulle have gang i tungt juristeri omkring rettigheder.

Det er ifølge folkene bag en slags overbygning på ophavsretsloven – ikke et alternativ eller en erstatning.

Når du for eksempel tager et billede eller skriver og indspiller en sang, så er det dit værk. Hvis du vælger at lægge det på nettet, så er det stadig dit, og hvis andre mennesker vil bruge værket på deres hjemmesider, ja så skal de have tilladelse af dig.

Det er nemlig dig, der har ophavsretten.

Seks forskellige licenser
Men tingene er sværere at kontrollere på nettet end i den fysiske verden, for når noget er digitalt, så er det utrolig nemt at lave en kopi.

Tilmed er det gratis og bliver derfor gjort i stor stil, uden at der bliver spurgt om lov. Og det er i langt de fleste tilfælde ulovligt.

Vælger du at udgive din sang eller dit billede med en Creative Commons-licens, så fraskriver du dig nogle af rettighederne og tillader for eksempel privatpersoner at bruge værket, uden at de først skal spørge om lov, blot de nævner, at det er dit billede eller din sang.

Der findes seks forskellige licenser, som med små symboler viser, hvad du giver tilladelse til. Bag symbolerne ligger juridiske tekster, som sørger for, at dine rettigheder også holder loven, og en særlig kode, der gør det let for søgemaskiner at finde.

Håber på at blive global standard
Men ligesom internettet ikke er begrænset til Danmark, så er Creative Commons det heller ikke. Systemet opstod for ni år siden, født af Harvard-professoren Lawrence Lessig, hvis speciale netop er rettigheder på internettet. Han skabte sammen med to andre den almennyttige organisation som en konstruktiv tilgang til copyrightdebatten.

Nu bliver organisationen ledet af en række af internettets spidser, og direktøren for det hele er den 44-årige internetentreprenør Joichi Ito. Han er oprindelig fra Japan, men bor i dag i USA, og ifølge Businessweek er han blandt de 25 mest indflydelsesrige personer på nettet.

Han håber, at Creative Commons kan blive en global standard for rettigheder i en sammenfiltret og kaotisk netverden.

»Internettet gør det muligt at blande forskellige ting med hinanden og skabe et samlet værk i stedet for at have fragmenterede værker rundt omkring. Derfor kalder vi os selv en del af nettets infrastruktur. Som internettet forbinder verden mere og mere, og mere indhold bliver forbundet, så må man finde ud af en måde at organisere indholdet og rettighederne til det på«, forklarer han.

Vil skabe ét internet
Og her har vi altså meningen med Creative Commons. At skabe en international platform for rettigheder, sådan at man kan dele sin viden og kunst uden at skulle søge tilladelser og sætte sig ind i andre landes lovgivning. Joichi Ito formulerer det sådan, at det er smartere at have ét internet end ti forskellige.

»Lad os sige, at den danske regering skaber et arkiv for videnskab eller lignende, og de siger, det er åbent for alle. Lad os sige, at Det Hvide Hus også har et program for professorer, og de gør det åbent. Så skal begge parter først hyre en advokat og en oversætter og forhandle, hver gang nogen vil mikse viden i arkiverne, medmindre man er enige om en fælles måde at fortolke rettighederne på«, siger han.

Den forkromede vision bag Creative Commons er at skabe en virtuel verden på nettet, hvor kunst, kultur og viden frit kan blive udvekslet. Det mest kendte eksempel er indtil videre internetleksikonet Wikipedia, der er skrevet af brugerne og åbent for alle. Sidste år kom også Wikipedia under en Creative Commons-licens.

»Åbenhed betyder at dele«
»De sidste par år er brugen af Creative Commens blevet temmelig mainstream. Oprindelig blev det mest brugt af bloggere, musikere og netmedier, men nu bliver det brugt mere og mere af akademiske forskere«.

»Men man tager fejl, hvis man tror, at åbenhed blot er at lægge noget på nettet. Åbenhed betyder at lade folk dele, genbruge og transformere, så i den forstand er Creative Commons en vigtig del af en global trend«, siger Joichi Ito.

Der findes nu over 350 millioner værker i Creative Commons’ katalog, og licenserne er blevet oversat og tilpasset lovgivningen i 50 lande verden over. Men på trods af succesen er der rigeligt med kritikere af systemet, og selv om det måske ikke er ens første tanke, så kommer den hårdeste kritik fra folk, der mener, at Creative Commons ikke er radikalt nok.

Pirater vil ændre loven
På nettet findes der mange flere grupper, der kæmper for åbenhed, og nogle af de grupper ser Creative Commons som en blød mellemvare, der forhindrer et opgør med lovgivningen og giver for stor mulighed for beskyttelse af folks ophavsret.

I Danmark kæmper Piratgruppen for, at loven om ophavsret bliver lavet grundlæggende om, og hjælper pirater, der har fået et sagsanlæg på halsen.

»Det er et skridt i den rigtige retning, og fordi det ikke er så radikalt, så kan det inspirere magthavere og politikere til at få øjnene op for, at det ville være en god ting at gøre tingene på en anden måde«, siger piratgruppens talsmand, Troels Møller.

»Men jeg mener, at ophavsretten bør laves grundlæggende om, så jeg tror ikke på, at Creative Commons er den endelige løsning, for det er ikke et opgør med den egentlige ophavsret, men kun et ekstra frivilligt valg«, tilføjer han.

Moderne bondeoprør
Hvordan Antipiratgruppen eller musikbranchens organisation IFPI forholder sig til Creative Commons, har det ikke været muligt at få svar på. Klaus Æ. Mogensen, der er fremtidsforsker og beskæftiger sig med rettighedskampen på internettet, vil til gengæld gerne give sin mening til kende.

Han sammenligner det, som er i gang, med en moderne klassekamp, hvor de, der er forbrugere af kultur, gør oprør mod dem, der sidder på rettighederne – lidt ligesom et bondeoprør, hvor de bønder, der dyrker herremandens jord, er i gang med at storme godset.

»I sig selv løser Creative Commons ikke striden, men den giver mulighed for, at man kan komme uden om streng copyright, og der er mange, der benytter sig af det. Men der er stadigvæk situationer, hvor kunstnere og firmaer ikke har lyst til at dele deres ting og derfor holder fast i den strenge form for ophavsret«.

»De selskaber bliver så udfordret af, at der er en masse gratis tilgængeligt via Creative Commons under den ene eller anden betingelse. På den måde kan det løse op for reglerne og bløde situationen op i praksis«, siger han.

Flere overraskelser i vente
Hvor kampen om rettighederne ender, kan ingen forudse. Internettet er stadig ungt og gemmer sandsynligvis på flere overraskelser. Men vi kommer helt sikkert til at se mere til Creative Commons, mener Klaus Æ. Mogensen.

»Det har helt sikkert en fremtid, men det har også en nutid. I forhold til ’klassekampen’ på nettet kan man sige, at Creative Commons er dem, der forsøger at skabe dialog mellem klasserne«.

»Det er ikke et oprør mod systemet uden for systemets rammer, det handler nærmest om at skabe en fløjlsrevolution på nettet«.