Hver lørdag formiddag sender P3 ’Mads og monopolet’.

At det er et af de absolut mest populære radioprogrammer skyldes ikke mindst konceptet, hvor kendte, kvikke og veltalende danskere får lov til at rådgive lytterne om forskellige af livets forhold.

Og det er ikke det rene pjat, men reelle problemer, der går folk på i det daglige liv:

Skal jeg fortælle min veninde, at jeg har som hobby at skrive bøssepornohistorier med figurerne fra Harry Potter-bøgerne på nettet?, er en af de eksistentielle tvister, monopolmedlemmerne har måttet vride deres hjerner for at finde en løsning på.

Og når det ikke er så benhårde spørgsmål, kan det dreje sig om, hvorvidt man skal tillade, at ens søn vil have ens ekskæreste med til sin konfirmation, fordi hun trods alt var hans stedmoder i en periode, selv om ens nuværende kæreste meget gerne så selvsamme hunkønsvæsen deporteret til et af peberets mest eksotiske voksesteder.

Hvis altså ikke lige vi svinger os op til en debat om dronning Margrethes eventuelle abdikation og kronprinsens mulige evner som regent.

Venstreløven som trumfkort
Gruppen af monopolmedlemmer tæller diverse celebre folk.

Åndsfyrster som filminstruktøren Søren Fauli, standupkomikeren Sebastian Dorset, modemennesket Uffe Buchard har side om side med kloge kvinder som tv-værten og juristen Suzanne Bjerrehuus, almenkendissen Anette Heick og skuespillerinden Hella Joof samt venstrefløjens poster girl numero uno, Pernille Rosenkrantz-Theil fungeret som sjælesørgere og coaches for rådvilde danske radiolyttere.

Et særligt trumfkort har imidlertid alle dage været venstreløven Søren Pind, som med sin på en gang begavede og bramfri facon har demonstreret såvel indsigt som menneskelig klogskab i programmet.

Gav trin på kendthedsskalaen
Hans kommentarer har været ekstra gode at lytte til – og overraskende fri for den ideologiske hårdkogthed, man ellers forbinder med en ægte liberalist og Reagan-elev.

LÆS OGSÅ Pinds profil kan gavne udviklingsbistanden

Da Søren Pind i sin tid kom med i ’Monopolet’ i 2003, var han allerede borgmester med ambitioner om at jage de københavnske socialdemokrater på porten efter 100 års rødt regimente.

Han var faktisk også en smule kendt for sin elegante tøjstil og sin skarpe tunge.

Men deltagelsen i ’Mads og monopolet’ sendte ham flere trin op på kendthedsskalaen og var måske med til at sikre ham det folketingsmandat, han erobrede ved valget i 2006.

Dobbeltmandat er åbenbart ikke noget problem
Nu er Søren Pind så blevet minister i Lars Løkke Rasmussens regering med ansvar for udviklingsbistand.

Og så skulle man vel mene, at han ikke længere kunne deltage i en aktivitet som en letbenet radioudsendelse, fordi han som minister altid vil udtale sig som en del af regeringen.

Men nej. Pind har sandelig tænkt sig at fortsætte på pladsen i monopolet.

Det kan imidlertid ikke overraske. Pind fortsatte jo også i sin tid som borgmester, da han blev valgt ind i Folketinget.

Uvurderlig branding
Dobbeltmandater er ikke noget problem, hvad enten det drejer sig om parlamentarisk arbejde eller radiobrevkassebestyrelser.

Og man forstår ham da. For hvor får man ellers som politiker og minister en så fornem mulighed for at profilere sig som menneske og personlighed som i et radioprogram af den type.

LÆS OGSÅ »Søren Pind er den store stjerne«

Den form for branding kan ikke købes for penge.

Den er uvurderlig, hvilket hans kollega i radioprogrammet, den forholdsvis nyslåede socialdemokrat Pernille Rosenkrantz-Theil, sikkert vil give ham ret i en fortrolig stund.

Det er ikke uden fortilfælde, at politikere er med i populære programmer i medierne.

Flere magtbeføjelser som minister
Mest kendt er sikkert Erhard Jakobsen, der i sin tid som borgmester i Gladsaxe var med i en forfader til ’Mads og monopolet’ sammen med Suzanne Brøgger, Simon Spies og bakkesangerinden Cleo.

’Spørg bare’, hed det og var en sand landeplage og sikkert også godt for såvel udskænkningen i Bakkens Hvile, salget af charterrejser og den kontroversielle Brøggers oplag.

Men der er en forskel på at være borgmester, folketingskandidat og så på at være minister. Man har simpelthen flere magtbeføjelser.

Og det nytter ikke, at værten Mads Steffensen siger, at »så må vi jo holde øje med, om han er for meget minister og for lidt Pind« til Ritzaus Bureau.

Håndsky DR
For det lader sig jo ikke håndhæve i praksis. Udtalelsen er det rene pladder og samtidig fuldstændig gratis.

På den anden side er det vel heller ikke muligt for DR at smide Pind ud; man bider jo ikke den hånd der fodrer en.

Og det er måske nok det største problem:

At DR efterhånden agerer ekstremt håndsky i forhold til sine politiske herrer og derfor accepterer, at eksempelvis ’Mads og monopolet’ bliver en profileringsplatform for en af regeringens mest ideologiske ministre.

Hvad synes du? Bør DR smide Søren Pind ud af 'Mads og monopolet'? Skriv en kommentar nedenfor.