Vi begynder i oldtidens Grækenland.

Hærchefen Agamemnon stævner mod Troja med sin flåde. Men i havnebyen Aulis går skibene i stå. Og nu kræver gudinden Artemis et offer.

Medmindre hærchefen offentligt slagter sin datter Ifigenia, vil gudinden ikke lade vinden blæse i sejlene, så flåden kan nå sit mål.

Ifigenia er ulykkelig, hendes mor prøver at forhindre drabet. Men så sker der noget mærkeligt.

Pludselig erklærer Ifigenia, at hun frivilligt vil lade sig ofre foran sit folk. Hun har nemlig indset, hvad hun får til gengæld:

Berømmelse.

»Det ry, jeg vinder, når jeg ofrer mig for Hellas’ frihed, det vil vare evigt«, som Ifigenia siger.

Kronraget Britney
Så klipper vi til nutidens Californien i februar 2007, cirka 2.400 år efter Euripides’ græske tragedie.

Popstjernen Britney Spears tropper op ved en hårsalon i Tarzana. Klokken er 19, og frisøren Esther Tognozzi har egentlig lukket butikken.

Men Britney Spears vil klippes eller rettere sagt: Hun vil kronrages.

Da frisøren prøver at tale hende fra projektet, griber popstjernen selv en shaver.

Halvt igennem hårpragten glor hun ud mod den folkemængde, der stimler sammen ved salonen. Hun sender dem et sært, langvarigt smil.

Også Britney Spears har opsummeret sit syn på berømmelse i den bog, hun skrev som teenager sammen med sin mor:

En lille pris
»Du er nødt til at ofre din frihed, når du er i denne her business, men det er en lille pris at betale«.

De to scener virker måske som en mærkelig sammenstilling.

Men spørger man den engelske forfatter Tom Payne, går der en lige linje fra Euripides’ klassiske tragedie, som byggede på græsk sagnstof, til gossipmediernes referater af Britney Spears’ hovedbarbering.

»Når man begynder at studere det, er der ikke ret meget i vores kultur omkring kendisser, der grundlæggende har ændret sig siden bronzealderen. Vores måde at behandle berømtheder på siger noget om vores samfund, og vi har åbenbart altid haft brug for at udpege kendte mennesker, som vi kunne ophøje til noget særligt«, siger Tom Payne.

LÆS OGSÅ 'Kendiskratiet' gør mere skade end gavn

Celebrity-ofring
Tom Payne er forhenværende litteraturredaktør ved avisen Daily Telegraph, har en universitetsgrad i klassisk filologi og underviser på den traditionelle kostskole Sherborne School i Dorset.

Og så har han skrevet bogen ’Berømmelse – fra bronzealderen til Britney’, som omhyggeligt sammenligner moderne kendiskultur med klassisk historie og oldgamle ritualer.

»Frisøren sagde senere, at Britney Spears måske bare virkelig trængte til at blive klippet. Og vi ved jo ikke, hvad Britney Spears ville sige med det, men det er i og for sig ikke så vigtigt«, siger Tom Payne.

»Hendes handling blev straks set som noget meget symbolsk. Og det giver god mening, for den minder om mange ritualer fra oldtiden. Meget ofte ender det hele med en ofring – enten bogstaveligt eller i overført betydning«, siger han.

Kate  Moss Foto: AP/Sam Pearce
Winehouse, Morrison, Hendrix
Fotomodellen Kate Moss pryder magasinforsider og bliver forgudet op gennem 1990’erne.

Men i 2005 trykker avisen Daily Mirror paparazzibilleder af en kokainsniffende Kate Moss, som bladet angiveligt har hostet op med et millionbeløb for at kunne vise.

Sladderpressen går i selvsving, modefirmaer annullerer hendes modelkontrakter, og en nedtur begynder.


Noget lignende sker med sangeren Amy Winehouse, som anmelderne ellers udråber til århundredets talent.

Hun hutler sig igennem et skandaleliv på sprut og stoffer, men ugebladene mandsopdækker hende for at kunne bringe paparazzibilleder af det sidste, afgørende fald. Amy  Winehouse. Foto: AP/Joel Ryan

Ophøjer personer
I oldtiden er mekanikken tilsyneladende den samme: Man ophøjer en eller flere personer.

De kan være underskønne som Moss eller talentfulde som Winehouse – men i nogle kulturer såmænd også slaver, lige så kedelige og almindelige som deltagerne i ’Big Brother’.

LÆS OGSÅ Se og Hør-redaktør: Antallet af kendte er eksploderet

Så beundrer man dem. Fejrer dem. Forguder dem. De får den bedste mad, den stærkeste vin, det smukkeste tøj, sex ad libitum og lov til at udøve magt over andre.

I et stykke tid lever ofrene deres dekadente liv, uden at nogen så meget som rynker et bryn.

Højt at flyve..
Men så, pludselig, piller man dem ned.

I en del kulturer ved rituelle ofringer, og nogle gange ved at kræve selvmord af dem – som romerske soldater ved Donau-floden, der udvalgte en smuk fyr, som i 30 dage kunne gøre præcis, hvad han ville, hvorefter han måtte ofre sig selv på Saturns alter.

Jim  Morrison Foto: AP
Parallellen til rockstjerner som Jim Morrison, Janis Joplin, Jimi Hendrix og Kurt Cobain er til at få øje på.

Frivilligt?
Man kan selvfølgelig indvende, at stjernerne vælger deres skæbne frivilligt.

Men frivillighed var også meget ofte et krav i oldtiden, og hvis ofrene ikke var helt medgørlige, fik man det til at se sådan ud – eksempelvis ved at bedøve dem.

Morrison, Joplin, Hendrix og Cobain døde alle sammen i en alder af 27 år, og bloggere på nettet spekulerer allerede morbidt i Amy Winehouses skæbne.

Hun fylder 27 til september.

Nogle kulturer gemte for eksempel også en hårlok fra offeret, som blev tilbedt som en helligdom. I oldtidens Mexico flåede man ligefrem de udvalgte og gik med deres hud.

Berømt ansigt
Så langt kan vi ikke trække sammenligningen til nutiden. Og så alligevel.

I MTV-showet ’I want a famous face’ fra 2005 prøvede deltagerne at komme til at ligne berømtheder, blandt andet med plastikkirurgi.

En deltager ved navn Crystal fik lavet nye bryster og en ny næse, så hun kunne forvandle sig til … Britney Spears.

Og nu vi er ved Britney Spears: Kort efter barberingen i Californien landede nogle af hendes hårlokker på netauktionsstedet eBay, hvor de lå udstillet for verden.

Som en slags moderne relikvier.

Fælles følelser
Tom Payne ruller hundredvis af den slags paralleller op i sin bog. Men hvilket formål tjener manien med at løfte folk op til stjernestatus?

Og hvorfor skal de kules ned igen?

Franskmanden Émile Durkheim, en af grundlæggerne af moderne sociologi, har påpeget, at sammenhængskraften i et samfund blandt andet bliver skabt af fælles følelser, og at de følelser hele tiden har brug for at blive vedligeholdt og bekræftet.

Det kan meget vel være den mekanisme, som kendiskulturen holder i gang.

»At se på og tale om nogen, vi alle sammen ved, hvem er – eller tror, vi ved, hvem er – er en vej til at regne ud, hvem vi selv er. Og måske er en del af forklaringen på, at vi piller vores kendisser ned efter et stykke tid, at vi gerne vil indplacere os selv i hierarkiet og har brug for at vide, at den ophøjede status slutter. Da Gordon Brown i forrige uge trådte tilbage som britisk premierminister, havde folk hadet manden for to minutter siden, men pludselig var de virkelig berørte. Vi savner folk, når de er væk – men vi har brug for, at de forsvinder«, siger Tom Payne.

Susan  Boyle. Foto: AP»Vi kan så sagtens være uenige om, hvem vi skal hylde som berømte. Og om en ’X Factor’-deltager som Susan Boyle er noget værd som sanger, eller om hun bare er sær. Men igen: Diskussionerne binder os sammen«.

Her kunne man måske tro, at debatten om, hvorvidt deltagere i ’X Factor’ og andre amatører har fortjent at blive berømte, er ny.

Platon brokkede sig
Men allerede i værket ’Staten’ brokker gode gamle Platon sig over, at Homers helte var dårlige rollemodeller, der ikke havde fortjent deres status.

I nutiden kritiserer vi også realityshow som ’Big Brother’ og ’Robinson’ for, at deltagerne bliver stemt hjem, som om den slags var et nyt og usympatisk påhit.

Men i antikkens Grækenland var ’ostrakisme’ et demokratisk grundprincip – en person kunne simpelthen stemmes ud af landet for en periode.

Jade  Goody. Foto: Yui MokStemt hjem
Da det britiske realityfænomen Jade Goody forlod ’Big Brother’ i 2002, stod en folkemængde udenfor og fejrede, at hun var blevet stemt hjem.

En af tilskuerne holdt et skilt med teksten: »Brænd svinet«.

»Det var en bemærkelsesværdig manifestation af en meget kraftig og ubehagelig følelse«, siger Tom Payne.

»Og i antikkens Grækenland blev ostrakisme netop indført for at give afløb fra den slags følelser og undgå pøbelvælde, som kunne destabilisere samfundet. Man kan godt se ’Big Brother’ og andre realityshow som kanaler, hvor vi kan få afløb for den slags følelser«.

Og her er vi fremme ved den klassiske filolog Tom Paynes måske vigtigste pointe. Kendiskultur bliver regnet for at være lavkultur, og såkaldt dannede mennesker skyr den som pesten.

Men i virkeligheden er den en kopi af de samme mekanismer og arketypiske historier, man finder i menneskehedens fineste kulturelle overleveringer.

Et spejlbillede
Både nu og dengang fortæller vores forhold til kendisser først og fremmest noget om os selv, mener Tom Payne.

Og hvis man skal konkludere noget, er det, at kendiskulturen ikke nødvendigvis er blevet dummere og mere afstumpet.

Snarere mere kultiveret.

»Hvor hæslig vi end kan synes, den moderne kendiskultur er, så er den ikke kristent martyrium. Og den er ikke gladiatorkampe. Så selv om mekanismerne er de samme i dag, er vi blevet mere civiliserede. Folk, der skriver satire, er mindre skadelige end folk, der stener og lyncher levende mennesker«, siger Tom Payne.

»Men derfor er der da stadig en kulturel grusomhed i den måde, vi behandler vores kendisser på«.

Læs flere kulturnyheder på pol.dk