Hvis man er sådan en nation, der opfatter sig som stormagt, måske blot en kommende sådan, og bygger skyskrabere for at bevise, hvordan man rigtig kan stræbe mod himlen, og at blot the sky er the limit – ja, så får man en dag besøg af Alain Robert.

Det er så sikkert som amen i kirken. I tider med megalomani og hvor kulturer afprøver armkræfter over for hinanden, dér dukker monsieur Robert op.

Alain Robert, der jo dog fylder 49 en af dagene og dermed ikke er nogen vårhare, har besteget knap 100 skyskrabere verden over.

Empire State Building? Tjek. Petronas Towers i Kuala Lumpur? Been there, done that. I mandags var det Burj Khalifa-bygningen, lige nu den højeste i verden, som Robert ikke kunne dy sig for.

828 meter siger I? Og vupti står Robert der.

Burj Khalifa ligger i De Forenede Arabiske Emirater, men den kunne ligge på Lofoten eller i Ikast; det er ikke kulturen, Robert rejser ud for at besmage, det er for at prøve armkræfter med tyngdeloven.

Men også for – som han har sagt uden dog at uddybe – »at sparke røv på samfundet«.

Ingen livsforsikring
De lokale myndigheder i Emiraterne havde krævet af ham, at han brugte reb og seletøj under opstigningen, hvilket må have ærgret Robert ganske eftertrykkeligt, for det er en del af hans brand, at han sætter livet på spil og ikke kerer sig om sin egen sikkerhed.

Manden har ingen livsforsikring, men det er måske logisk nok, at intet forsikringsselskab ville vide af ham.

Men Emiraterne må have sjusset, at helt rart er det ikke for en bilist at få smasket en knap 49-årig højhusbestiger ud på forruden med den fart, sådan en nu kan opnå på en lille kilometer. Normalt bruger Robert kun skridsikre klatresko og kalk til hænderne.

Det er selvfølgelig drønulovligt, det han foretager sig, og han har ofte være anholdt og fængslet.

I Tokyo fik han bank af politiet, i Kina fik han i 2007 indrejseforbud, og i Malaysia burede de ham inde et par dage, hvorefter de udstyrede ham med en privatchauffør og en Mercedes og fulgte ham til audiens hos kongen, hvor han mødte barbrystet op, bortset fra en vest af – forlyder det – salamanderskind.

LÆS OGSÅFransk Spiderman risikerer fængsel

Han er en lille lort, 1,65 meter høj, 52 kilo let. Æder pomfritter og gurgler champagne, som var det det, han fik betaling for.

Rekord.  Alain Robert klatrede mod toppen af verdens højeste bygning, Burj Khalifa, i mandags. Men faktisk lever han overdådigt godt. Bygherrer, der ved, at Roberts medvirken kan lokke CNN og de store internationale tv-selskaber til at filme bedriften, betaler ham for at indvie prestigiøse skyskrabere på hans helt særlige facon.

Han modtog i sin tid 500.000 dollar for at klatre op på Dresdner Banks hovedfilial, sponsoreret af tv-programmet ’Unglaublich!’.

Humanitære organisationer synes, det er penge værd at få Alain Robert til at reklamere for, at »global opvarmning dræber hver uge flere mennesker end 9/11«, som der stod på et af de bannere, han rejste fra taget af New York Times’ hus i New York.

Han flager mod racediskrimination, undertrykkelse af amerikanske indianere, og hans T-shirts annoncerer hans forgudelse af Dalai Lama, Che Guevara og den legendariske apachehøvding Geronimo.

Spider Man anno 2011
En popkultur som den globale har for længst døbt Monsieur Robert Spider Man (Edderkoppemanden), og om dét ligefrem lever op til chevalereske ridderligheder som Zorro og d’Artagnan, får stå hen i det uvisse.

Alan Robert har ikke altid været en rebel. Han var en frygtsom dreng, der drømte om at vågne op som d’Artagnan eller Zorro.

Som 11-årig blev han låst ude af sit hjem, begge forældre var på arbejde, så han klatrede op ad bygningen, »bare en syvetagers én med balkoner«, har han siden bagatelliseret det.

Ellers klatrede han i bjerge i sit hjemlige Sydfrankrig og tjente til føden ved at arbejde i en sportsforretning, et borgerligt liv, der var ved at få ham til at krepere af kedsomhed.

Da en dokumentarfilmskaber i 1994 foreslog at filme ham, mens han besteg en bygning, slog han til, og han blev hurtigt hooked. Hans bjergbestigerkolleger fniser pinligt berørt over det franske virrehoved med den store appetit på rock’n’roll-berømmelse, og det er klart, at sympatien for Robert nødvendigvis må fordeles på få segmenter.

Den dag, han falder ned og rammer en fodgænger i knolden, er det nok endegyldigt ovre med tilbedelsen af ham, ligesom det næppe heller vil hjælpe, hvis for mange af skatteydernes penge går til at redde ham ud af suppedaser, han var forment adgang til fra starten.

1999 var et dumt år
Og det er ikke, fordi han ikke er skadet. En fransk avis har beskrevet ham som 60 procent invalideret, men det forekommer ikke sandsynligt, når man ser, hvad han byder sig selv.

I 1982, da det stadig var bjerge, han besteg, faldt han 15 meter ned med hovedet først, begge håndled var smadret, og han lå i koma i fem dage.

I dag fremviser han et ramponeret korpus, hans næse er brækket fire gange, begge håndled er stive og følelsesløse, fingrene kan ikke rettes ud, hans albuer har kun begrænset strækrum og det ene med det andet.

1999 var et dumt år for ham.

Brandfolk reddede ham ned fra Triumfbuen ved La Défense i Paris, og han havde store problemer, da han ville bestige Sears Tower i Chicago, »denne hundjævel med disse mørke skørter og ludende skuldre«, som Robert kalder bygningen ikke uden en vis sans for dramatisk manende poesi.

20 etager fra toppen begyndte en af hans fødder at miste grebet på grund af rim på overfladen, og for første gang troede han, at han var døden nær.

I 2002 kom han ikke længere end 35. etage på endnu en monsterkontorbygning, før han ikke kunne komme videre, og en vinduespudser måtte redde ham ind.

Primadonnaklatrer
Jeg har læst formanden for det amerikanske såkaldte Råd for Høje Bygninger og Urban Beboelse, David Scott, udtale om Alain Robert: »Skulle vi tage hensyn til folk som ham, når vi bygger? Nej. Det, vi laver, er ikke en klatrevæg til primadonnaklatrere, der vil vise sig for verden og blive berømte og rige og sælge deres historier til aviserne!«.

Da Robert besteg Cheung Kong i det centrale Hongkong, valgte han den side af bygningen, hvor vinden blæste mest.

Facaden lå mere i læ og var måske rarere at klatre på, »Men«, sagde han, »jeg havde ikke lyst til at være lige over hovedindgangen, for så ville de komme og lægge en sikkerhedsmadras. De tror, at hvis der er en madras, kan man falde ned fra himlen uden at tage skade. Sikke noget pis«.

Det mest bizarre, vi ved om Alain Robert, er, at han har højdeskræk. Det skulle være sikkert og vist, ikke nogen gimmick. Men højdeskrækken betyder, at han ville have problemer med at gå på line eller spadsere rundt på et højt tag.

Hvis han kravler opad, har han ingen problemer.

Det er i den horisontale verden, han har brug for assistance. Epilepsi lider han også af. Siger nogen. Men det lyder nu som en and.