»Jeg kan godt sige jer, det er ikke bare en recession, vi er i. Det er en mancession. Kvinder overtager arbejdsstyrken! Snart vil de have alle pengene og magten, og så vil de begynde at skille sig af med mænd. De vil kun beholde et par stykker af os, som sexslaver«.

Tre venner drikker fadøl på et værtshus, mens de diskuterer, hvad de skal gøre ved deres arbejdsløshed og stærkt dalende status i forhold til de kvinder, der bliver ved med at forlade dem, trampe på dem, afvise dem og fyre dem.

Mændenes endeligt
Det foregår i tv-serien ‘Work It’. Den er en af dette efterårs seks nye serier, hvor mænd skildres som tabere, der spiller computer og drikker øl i garagen for at gemme sig fra deres tjekkede koner.

Over for disse ’mandeserier’ står fire nye tv-serier med kvindeligt fortegn, hvor hovedrollerne indtages af unge, succesfulde kvinder, der stormer frem karrieremæssigt, mens de kæmper for at finde mænd, der kan matche dem i privaten.

Tv-tendensen har en noget overrasket ophavskvinde. Hanna Rosin hedder hun og er redaktør på det amerikanske magasin ‘The Atlantic’.

LÆS OGSÅNøgne Casper og Frank laver sårbart show

Sidste sommer stod hun bag en artikel med den dystre titel ‘The End of Men’ – mændenes endeligt.

Hun beskrev et USA, hvor den økonomiske balance er tippet over, og kvinderne nu udgør mere end halvdelen af arbejdsstyrken, bliver bedre uddannet, og hvor efterspørgslen på pigebørn på landets fertilitetsklinikker er dobbelt så stor, som den er på drenge.

Det var noget, sitcom-forfatterne kunne bruge. Alene hos det store amerikanske tv-netværk CBS troppede omkring 20 producere op med nye ideer, mens de citerede fra Rosins artikel.

Kernefamilie upside-down
»Jeg skrev nogle ting, som var temmelig langt ude og provokerende, og jeg havde aldrig troet, at det ville ende som en del af den nye sitcom-sæson. Men for tv-folkene er det fedt med en ny virkelighed i hjemmene, som de kan arbejde med«, fortæller hun.

»Der er faktisk replikker i serierne, der er taget direkte fra min historie. Jeg tror, de rammer plet, fordi der er meget sandhed i det, særligt hos middelklassen. Der har været recession efter recession her, og kvinderne beholder i højere grad deres arbejde, så statistisk set afspejler serierne den amerikanske virkelighed«.

Hanna Rosin fortæller, at mandeserierne groft kan opdeles i to.

Den del, der er målrettet middelklassen, og hvor mændene er arbejds- og rodløse, fordi de har mistet deres job som bilsælgere eller forsikringsagenter. Og den del, hvor mændene er hjemmegående, fordi deres koner er de travle og succesfulde forsørgere.

I tv-sammenhæng er det ikke nyt, at mænd portrætteres som utjekkede, barnlige og taberagtige.

Serier som ‘Kongen af Queens’, ‘Alle elsker Raymond’ og ‘According to Jim’ har i årevis kørt efter opskriften: Jovial bamsefyr med lækker, men skrap kone, kommer konstant i problemer, når de to køns forventninger til ‘det gode liv’ clasher.

»’Tabermanden’ er mindst 30 år gammel på tv, men forskellen er nu, at de her mænd er omgivet af kvinder, som har succes: konen, kollegerne, søsteren og så videre. Alle kvinderne tramper hen over manden. Hvor mændene før var sjove i deres egen lille taberverden, er det nu klart, at det ikke er der, man vil hen. Du skal have et job, være ansvarlig og gå ind i kvindernes verden, hvis du vil være succesfuld«, siger Hanna Rosin.

Den svære kærlighed
Omvendt er de kvindelige hovedpersoner i de amerikanske ‘kvindekomedieserier’ ikke kun fremadstormende powerkvinder. Selv om de har tjek på jobbet og karriereplanen, er de stadig skrøbelige, særligt når det drejer sig om den evigt svære kærlighed.

Derfor viser tv-serierne kvinder, der det ene øjeblik bliver forfremmet, og det næste tuder ud til ‘Dirty Dancing’, fordi de er blevet brændt af.

LÆS OGSÅUSA vil lave 'Borgen' på amerikansk

Gunhild Agger, der er professor og dr.phil. og forsker i blandt andet populærkultur ved Aalborg Universitet, mener, vi kan bruge de amerikanske sitcom som målestok for de omvæltninger, vi ser i den vestlige verdens kønsrollemønster i disse år.

»Ser man på sitcom’ens historie, er alle situationer efterhånden gennemspillet: traditionelle par, den traditionelle familie, de homoseksuelle, de unge og de ældre. Vi har haft rigtig mange konstellationer, og man er nødt til at prøve noget nyt. Den her nye konstellation er så tilsyneladende i pagt med det, der sker i samfundet, hvilket gør det ekstra spændende«.

Ingen grund til bekymring
Danskere skal dog passe på med at spejle os alt for meget i de amerikanske tabermænd og deres kvindelige modpoler, da de bliver ekstra karikerede grundet den amerikanske tradition for, at far forsørger, og kvinden ryger hjem bag stakittet i forstaden, når børnene kommer til, mener Gunhild Agger.

»At kvinder nu udgør mere end 50 procent af arbejdsstyrken, betyder, at situationen er skiftet radikalt. Derfor er der behov for måder at bearbejde forandringerne på, og der er fiktionen og særligt komedien god, for så kan man grine af sig selv«.

»Tiden kalder på det komiske; på et godt grin. Hvis det virkelig var meget alvorligt, og halvdelen af mændene faktisk rendte rundt og var nogle skvat, så var der grund til bekymring. Men sådan er det jo ikke«, siger Gunhild Agger.

»Kvinder favner det hele«
Herhjemme har seje kvinder i årevis regeret på tv-skærmen, når vi taler drama.

Hvem husker ikke Anna Pihl (‘Anna Pihl’), Sarah Lund (‘Forbrydelsen’), Lykke (‘Lykke’), Katrine Ries Jensen (‘Den som dræber’), Julie (‘Nikolaj & Julie’), Ingrid Dahl (‘Rejseholdet’), , Nynne (‘Nynne’) og selvfølgelig Birgitte Nyborg og Katrine Fønsmark (‘Borgen’).

Til gengæld har danske tv-producere ikke gjort det så meget i sitcom, da det meste danske komediestof bliver lavet af stand-up-komikere, ofte mænd, og ofte med dem selv i naturligt centrum.

Men en komedieserie som ‘Klovn’ har sådan set også to tabermænd i hovedrollerne.

»Det er en tv-serie lavet på mændenes præmis og fortalt fra deres vinkel. Og i ‘Klovn’ er kvinden aldrig en medspiller, men altid en modspiller. En, der på en eller anden måde forhindrer deres projekt eller får dem ud på glatis. Det nye i tv-trenden er, at der kommer historier fortalt fra kvindernes synsvinkel, som komediefilmen ‘Brudepiger’, som jeg har været meget inspireret af«, siger manuskriptforfatter Marie Østerbye, som blandt andet har skrevet tv-serien ’Maj & Charlie’.

LÆS OGSÅPlatte brudepiger åbner nye døre for kvinder

Sammen med Christian Torpe har hun netop færdiggjort manuskriptet til komediefilmen ‘Sover Dolly på ryggen’, der skal optages til vinter. Den har Lene Maria Christensen i hovedrollen som kvinden, der vil kontrollere alt i sit liv, men finder ud af, at den sæddonor, hun er gravid med, er en taber – og en idiot.

»Det er meget tidstypisk det her med, at kvinder gerne vil designe det perfekte liv. Vi skal planlægge alting, også i forhold til børn og mænd, men på et eller andet tidspunkt fucker det up. Samtidig skulle vi have vores kvindelige karakter videre end Nynne-typerne, der er sådan lidt forvirrede på meget høje hæle eller overtrækker deres dankort på en skør måde«, siger Marie Østerbye.

Det er en skør tid
Også den kvindelige hovedperson i DR’s ‘Lykke’ vil gerne kontrollere alt og bestemme farten over både karriere og følelsesliv, men mister fodfæstet.

»I USA lyder det, som om tabermænd og powerkvinder har overtaget tv-serierne, mens vi herhjemme stadig er i en brydningstid«,siger Hanna Lundblad, der sammen med sin mand, Stig Thorsboe, har skrevet den såkaldte depressionskomedie ‘Lykke’, der følger livet på en dansk medicinalvirksomhed.

»Da vi startede ‘Lykke’, var hun en powerkvinde i fuld blomst med problemer med sin egen seksualitet og ømhed. Hendes chef, Flemming, er til gengæld en mand, der gør alt, hvad han kan, for at fastholde sin position. Han er bange for kvinder og har kastrationsangst«, siger Hanna Lundblad.

LÆS OGSÅBBC har købt Broen

‘Lykke’ behandler ligesom de amerikanske sitcom en verden, hvor traditionelle kønsroller hører fortiden til.

»Det er en skør tid, fordi der er gang i kønsrollerne, og så er der noget at skrive om. Men man kan ikke skrive tv-serier om fuldendte mennesker – mænd som kvinder, det er dybt uinteressant. I stedet sætter man mysterier op: Hende her kan rigtig meget, men der er også noget, hun ikke kan. Det er det hook og den nysgerrighed efter, hvad der så sker, vi arbejder med«, siger Hanna Lundblad.

FACEBOOKBliv ven med Politiken