Der er ikke meget 'folk' over Folkemødet, siger sociolog Christoph Ellersgaard, der mener, man kan se magteliten i fuld flor i Allinge. (arkivtegning)
Foto: Petersen Anne-marie Steen

Der er ikke meget 'folk' over Folkemødet, siger sociolog Christoph Ellersgaard, der mener, man kan se magteliten i fuld flor i Allinge. (arkivtegning)

Live

Forsker: De stærkeste sætter dagsordenen på Folkemødet

Når politikere og interesseorganisationer hver sommer mødes i Allinge i åben skjorte og diskuterer politik med en fadøl i hånden, kan det være en sovepude og ikke et sundhedstegn for demokratiet, mener forsker i magtstrukturer Christoph Ellersgaard.

Live

Der er kamp om de centrale teltpladser på Folkemødet, og ligger man yderst på festivalpladsen, har man mindre indflydelse, forklarer Christoph Ellersgaard, der er sociolog og sammen med Anton Grau Larsen er forfatter til ‘Magteliten - hvordan 423 danskere styrer landet’ (2015), der kortlægger magtstrukturerne i det danske samfund. Strukturer, der flytter med til Folkemødet, mener han:

»På Folkemødet mødes folk som regel på niveau. Hvis der er en debat med nogle af de tunge drenge, trækker det flere tunge drenge til. Folkemødet er gennemorganiseret, dyrt og kræver en høj grad af professionalisering i en organisation. Det er med til at styrke professionaliseringen af politik«, forklarer han og fortsætter:

»Så selv om Folkemødet på den ene side åbner op og udjævner magtskel, er det mest et møde for dem, der har ressourcerne til at have et telt det gode sted, og som har råd til at lave nogle fede arrangementer«.

Hvordan mener du, vi kan se en magtelite på Folkemødet?

»Når folk kalder Folkemødet for Djøfstortion med et glimt i øjet, er der også en grad af sandhed. Det er jo primært en fest for folk, hvis projekt er at dele meninger eller forsøge at påvirke politiske beslutninger«.

Almindelige mennesker er som regel reduceret til publikum, som kan stille et par spørgsmål til sidst i en debat

Men der er over 800 organisationer, der deltager. Er Folkemødet ikke netop et frirum fra den magtubalance, du mener, der er i samfundet?

»Folkemødet er åbent for både folk og organisationer, som ikke nødvendigvis er en del af magteliten. Der er elementer, hvor Folkemødet bryder med de traditionelle måder, magten er organiseret på. Men et folkemøde er det jo ikke«.

Er det ikke netop et sundhedstegn for vores demokrati, at vi mødes og debatterer?

»Jo, men det kan også være en sovepude, fordi vi kalder det et folkemøde. Selv om der er ’folk’, er det de stærkeste, der sætter dagsordenen. Almindelige mennesker er som regel reduceret til publikum, som kan stille et par spørgsmål til sidst i en debat. Men de bekymringer, almindelige mennesker har, bliver ikke taget op. Det hele bliver filtreret i en varetagelse af interesser. På den måde er det også en bekræftelse af, at vi har et elitedemokrati, hvor nogles meninger er mere værd end andres«.

Men der er vel også organisationer til at varetage almindelige menneskers interesser?

»Måske. Men nok ikke med samme ressourcer, den rigtige placering og den rigtige daglige politiske leder, som kan sætte den rigtige debat op, og som kender de rigtige mennesker«.

Magtens akse

Christoph Ellersgaard mener dog, at magtafstandene på Folkemødet er mindre end andre steder. Ikke desto mindre hersker der et magthierarki, som helt fysisk falder i øjnene, når man står midt i Allinge.

»Centrum i magtnetværket er dem, der har de fede telte. Dem, der har store balloner, så man kan se dem fra alle hjørner. Såsom Dansk Industri og Landbrug & Fødevarer«, siger han og forklarer, at det er én til én med hverdagen:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Vi kan også se det i København. De allervigtigste danske organisationer ligger i en akse, der starter på Esplanaden og går langs Nordre Toldbod over Christiansborg til Rådhuspladsen og Nyropsgade. Det samme ser vi på Folkemødet. Hvor man placerer sig, og hvor stort et telt man har, siger noget om, hvilken organisation man er«.

Politikere, virksomheder og organisationer mødes vel også i mere uformelle netværk på selve Folkemødet?

»Ja. Mange af de magtfulde folk mødes om aftenen og får drukket en øl og snakket mere uformelt om. Det er bestemte folk, der er bestemte steder«.

Ud af osteklokken

Christoph Ellersgaard mener, at Folkemødet skal gøres mere folkeligt. Man kunne lade et borgerråd af tilfældigt udvalgte danskere fastsatte dele af programmet eller trække lod om de gode stadepladser og tidspunkter. Således undgår man, at de mest magtfulde interesser kaprer dagsordenen.

Men hvorfor er det overhovedet nødvendigt, at magten spredes?

»Hvis vi som demokrater mener, at demokratisk lighed er godt, og at alle mennesker skal have samme indflydelse på demokratiet, er det en god ide at sprede magten«, forklarer han.

»Vi har en situation i Vesten, hvor folk er relativt utilfredse med deres politikere. Vi kan kalde det en tillidskrise. Derfor er det oplagt at vise, at man er lydhør over for det, der rører sig i befolkningen. Og hvis man har en relativt elitær måde at omgås hinanden på på Folkemødet, får man ikke åbnet systemet op for kritik og nye perspektiver. Så bliver man i sin egen osteklokke«.

Hvad kan det føre til?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»For det første dårlige beslutninger, fordi man ikke ved, hvilke bekymringer folk har. Derudover yderligere mistillid til magteliten, som kan have grelle konsekvenser, for så er folk villige til – som vi så det i USA – at stemme på et hvilket som helst alternativ til det nuværende system, uanset hvor tosset det måtte forekomme«.

Men selv hvis vi gør Folkemødet mere folkeligt, vil de magtfulde så ikke stadig påvirke beslutningstagerne mest i det skjulte?

»Uden tvivl. Men derfor skal man stadig gøre, hvad man kan, for at udligne magtubalancen. Vi kan godt mindske den. Vi skal ikke lade være med at have Folkemødet, men det er også værd at huske på, at 99 pct. af den danske befolkning ikke er på Folkemødet«.

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce