På Folkemødet får Simon Emil Ammitzbøll lov at give chefredaktør Christian Jensen tørt på.
Foto: Rune Aarestrup Pedersen

På Folkemødet får Simon Emil Ammitzbøll lov at give chefredaktør Christian Jensen tørt på.

Live

Simon Emil Ammitzbøll: Politiken er jo helt på månen

Til Hævnens Time får økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) lov at revse Politiken for alt det sludder, der har stået i avisen i årets løb. Her er en forsmag på, hvad Politiken har i vente lørdag på Gæstgiveren.

Live

Hvad er det værste ved Politiken?

»Nogle gange tænker jeg, at ATS har fået hele avisen at lege med, eller at det må være 1. april og en udvidet aprilsnar, der dækker hele avisen. Og så kommer jeg i tanke om at ’Nå nej, vi er jo i juni’. Jeg må bare konstatere, at enten vil I ikke, eller også kan I ikke, forstå Liberal Alliance. Det også i orden, hvis I så forsøgte at forstå os og opklare, hvad vi mener. Men det gør I ikke. Jeres journalistik og analyser er ofte forkerte, og det er ærgerligt – ikke mindst for læserne. Min konklusion er, at I bare ikke kan lide Liberal Alliance«.

Hvad burde Politiken skrive mere om?

»I burde interessere jer mere for fakta i stedet for at skabe jeres egen virkelighed. Da Thyra Frank var udsat for en sand hetz, og Socialdemokratiet havde travlt med at råbe op om, at plejehjemmet Lotte, hvor Thyra Frank var leder, var overbetalt og havde langt flere midler end andre kommunale plejehjem til at yde god service, hoppede I bare med på vognen. I kunne jo være dem, der gik forrest med undersøgende journalistik. Men det overlod I til Radio 24syv, der kunne konstatere, at Lotte ikke fik flere penge end andre plejehjem«.

Hvis jeg var chefredaktør for en dag, ville jeg...

»Gøre op med dogmet om de gode og de onde, og jeg ville gøre mig umage med at give alle partier – også Liberal Alliance – en fair og nøgtern dækning. Jeg ville oplyse og undersøge i stedet for at dømme«.

Hvad er det værste, Politiken har skrevet?

»Man kunne jo være kæk og sige, at I jævnligt skriver noget sludder, men jeg må da nok erkende, at én analyse stikker særligt ud.

Den, hvor jeres uddannelsesredaktør (Jacob Fuglsang, red.) sammenligner undervisningsminister Merete Riisager med Donald Trump. Det er jo helt på månen. Og så synes jeg generelt, det er kritisabelt, når I giver spalteplads til vores politiske modstandere – uden kritiske modspørgsmål – det er bare ikke godt nok«.

Hvad har Politiken i vente til Hævnens Time?

»I skal have en snurretur i karrusellen, så I kan komme ud på gyngende grund. Man kan jo håbe, at I fremover dækker Danmark med en ny vinkel, hvor folk ikke er dømt inde eller ude på forhånd. Og hvor verden ikke er sort-hvid, men i farver. Og jeg vil da gerne spørge, hvad I skal med to røde politiske kommentatorer, nemlig Noa Reddington og David Trads. Hvorfor ikke udfordre jer selv?«

Simon Emil Ammitzbøll kan opleves i Hævnens Time på Gæstgiverenlørdag 17. juni kl. 15.30.

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce