Annonce
Annonce
Annonce
Mad 12. maj. 2012 KL. 07.00

Lav selv menuen til forårets familiefester

Maden er noget af det vigtige ved konfirmationen, barnedåben, studenterfesten eller brylluppet. Sådan tager du sagen i egen hånd.

Når en stor begivenhed i familien skal fejres med enten frokost eller middag, vælger mange at bestille maden ude.

MADKLUBBliv medlem af Politiken Madklub

Man kan imidlertid spare penge og samtidig få det præcis, som man gerne vil have det, ved at lave maden selv. MAD har bedt Camilla Zarah Lawes, der har skrevet kogebogen ‘Mad til mange’, om et par gode råd til dem, der vil prøve selv.

1. Spørg om hjælp
Det hele bliver nemmere, hvis man er flere om arbejdet. Det kan derfor være en god ide at uddelegere opgaver til et par gode veninder eller en søster/bror/svigerinde.

Giv dine hjælpere ansvaret for hele retter. Hvis du vil sikre dig et godt resultat - og samtidig gøre opgaven nemmere for dine hjælpere - så forsyn dem med indkøbsliste, opskrift og eventuelle fade eller forme.

2. Sortér dine indkøb
Når du skal købe ind, er det en stor hjælp, hvis du på forhånd har opdelt listen i råvaregrupper, så du har grøntsager og frugt, kolonial, mælkevarer, kød, fisk, ost, frost og brød hver for sig. Så slipper du for at rende rundt mellem supermarkedets afdelinger og bevarer overblikket.

3. Planlæg det hele
Når der skal laves mad til mange, er det vigtigt på forhånd at have lavet en grundig arbejdsplan.

Hvem laver hvad? Hvad kan laves i forvejen? Hvad skal laves på dagen?

Til alle Camilla Zarah Lawes opskrifter følger der en tidsplan, som forklarer hvad der kan laves dagene, timerne og lige før, det skal serveres. Brød kan eksempelvis fryses ned, dressing og rengjort grønt kan holde sig friskt i køleskabet.

Til konfirmationen foreslår Camilla Zarah Lawes følgende to menuer. Den ene er tænkt som en treretters menu, der serveres ved bordet, mens den anden er et bud på en buffet med lidt til enhver smag.

Tre retters menu:

SNACK:
Ristede nødder med garam masala og rosa peber serveres med
Ananasdrik med ingefær og mynte

FORRET:
Ærtesuppe med fjordrejer
Naanbrød med chiliflager og koriander

HOVEDRET:
Flankesteaks med grillet citron, rosmarin og citrontimian
To skønne salsaer med peberfrugt / mojo verde + mojo rojo
Spinattærter med gedeost og pinjekerner
Salat med asparges og vaniljeolie

DESSERT:
Chokoladekage med en super lækker is til.

Buffet (anrettes på store flotte fade):

SNACK:
Ristede nødder med garam masala og rosa peber med et glas Cremant eller Champagne.

FORETTER:
Stenbiderrogn
Carpaccio med bagte peberfrugter
Tre gange bruschetta

HOVEDRETTER:
Fyldt lammekølle med tzatziki
Ristet laks med krydderurtesalat

TILBEHØR:
Picnicsalat med kartofler og bagte tomater
Tomattærter med sennep
Salat med asparges og vaniljeolie
Mynteyoghurt
Naanbrød med chiliflager og koriander
Grillet aubergine med babyspinat og gedeost

DESSERT:
Frugttærter med marcipan
Fransk pæretærte med brombær serveret med en lækker is.

FACEBOOKBliv ven med Politiken