Annonce
Annonce
Mad

Danskerne skal være forsøgskaniner for ny, kæmpe kogebogsapp

App-multimillionær Jakob Jønck har kastet millioner i en international kogebogsapp til mobilen, men vil folk betale 69 kroner om måneden for opskrifter og videoer?

Annonce

Jeg har 60-70 kogebøger, som jeg elsker, men jeg bruger dem ikke

Iværksætter Jakob Jønck

En opskriftsamling på mobilen med gode og enkle opskrifter fra hundredvis af de bedste kokke og madfolk. Masser af instruktions- og teknikvideoer.

Mulighed for at skræddersy appen til folk, der helst vil have stenalderkost, veganske retter eller er diabetikere og ikke kan tåle sukker. Og hen ad vejen også et indbygget socialt netværk og en funktion, hvor du kan trykke på en knap og få alle råvarerne leveret dagen efter.

Det er nogle af løfterne i den nye madapp Feast, der blev lanceret i går. Appen skal »kunne alt, hvad du har brug for i dit madliv«, siger Endomondo-stifter og IT-million Jakob Jønck. Jønck og makkeren Thomas Ambus har i flere år arbejdet på appen, der skal løse det problem, at kogebøger er noget, man sjældent får brugt, samtidig med, at internettet er så proppet med opskrifter i svingende kvalitet, at det er umuligt at sortere i.

»Jeg har 60-70 kogebøger, som jeg elsker, men jeg bruger dem ikke. Og når jeg går online, bliver jeg mødt med enorme mængder opskrifter. Det er en verden, der er helt uigennemsigtig for mig kvalitetsmæssigt og også ernæringsmæssigt«, siger han.

Kritik af prisen

Det problem skal løses, og her skal danskerne være forsøgskaniner. For det egentlige marked er de 400 millioner borgere i USA og andre engelsktalende lande, som appen også er blevet lanceret i. Men det er smart at kunne teste funktioner på det lille, letoverskuelige danske marked, før de rulles ud i USA og snart også Tyskland.

Men Feast er straks efter lanceringen bliver kritiseret af flere eksperter for at være helt urealistisk dyr: Det koster nemlig 69 kroner om måneden for betalingsversionen - 45 kroner om måneden, hvis man køber et årsabonnement. »Det er mange penge. 69 kr. – glem det!«, siger Liselotte Lyngsø, der er fremtidsforsker og livsstilsekspert, til Børsen.

Kokketræf.  Appen Feast har tilknyttet en række madfolk og topkokke, heriblandt Thomas Rode Andersen, Mikkel Karstad, Louisa Lorang og Christian Bitz. Flere vil komme til. PR-foto Det er lidt en misforståelse, siger Jakob Jønck, for appen kan ligesom populære musikapps bruges gratis. 200 opskrifter er gratis, og resten af opskrifterne i appen kan hver låses op i en uge uden at betale. Så længe man bliver ved med at vælge nye opskrifter, kan man bruge appen i årevis kvit og frit.

»69 kroner kan godt lyde dyrt, men kvalitet koster mange penge og meget arbejde, og vi deler indtægterne lige over med de kokke, der har lavet arbejdet. Og vi bliver en fin forretning, hvis bare 10 pct af vores brugere betaler. Vi har det helt fint med gratis brugere. På den måde har vi brugt modellen fra især Spotify, hvor mange nøjes med den gratis reklameversion, men nogle vælger at betale den fulde pris for det bedre produkt«, siger han.

Skal kunne det hele

Han siger også, at brugerne meget snart vil opleve flere nye funktioner i appen. Lige nu er der ni kokke i den danske app, men inden årets udgang vil appen nå op på 100 kokke. Der vil være nye funktioner med læring og inspiration, der vil komme et indbygget socialt netværk, og der vil være mulighed for at købe de varer, der skal bruges i opskriften, med et klik. Den funktion vil først blive rullet ud i USA, hvor infrastrukturen i forhold til at levere højkvalitets madvarer er mere udviklet end herhjemme.

»Planen er, at du skal kunne gøre alt her. Vi bygger et univers op, der skal kunne det hele«, siger Jønck.

Kaster millioner i appen

Iværksætter Jakob Jønck fik efter forlydender 350-400 millioner ind på bankbogen, da han for et år siden solgte sine andele af de to fitness-apps Endomondo og MyFitnessPal. Men i stedet for at trække sig tilbage på en sydhavsø har den 39-årige entreprenør sammen med flere investorer kastet 'et anseeligt millionbeløb' i udviklingen af den nye app, og i at få topkokke i USA og Danmark til at udvikle opskrifter til appen, tage flotte billeder og optage tips og tricks-videoer om f.eks., hvordan man bedst skræller et stykke ingefær (med en ske, viser det sig). Opskrifterne kan skaleres rigtig op, så man kan vælge, om det skal være til to, fire, seks eller otte personer. Det tilbyder andre tjenester også, men normalt 'ganger' de bare opskriften op, og det kan man ikke nødvendigvis i en lang række opskrifter.

Læs også: 60 skarpe sekunder: Sådan hakker du løg som en kok

Feast bruger både topkokke i Michelinklassen som f.eks. Thomas Rode Andersen (tidligere Kong Hans) og Matt Orlando (køkkenchef på Amass i København) og folkelige madskribenter som Christian Bitz, Louisa Lorang og Sif Orellana.

»Noget af det feedback, vi fik tidligt i vores testning var, at folk blev skræmte, hvis de kun så opskrifter fra topkokke, så vi har skabt en god blanding«, siger Jakob Jønck. Indtil videre har 8.000 mennesker brugt appen.

Ekspert: Jeg tror på det

Spørgsmålet er, om der virkelig er tilstrækkelig mange mennesker, der vil betale for indhold i en verden, hvor du kan finde masser af gratis opskrifter på nettet. Også fra fantastiske kokke. Lektor Morten Hjelholt fra IT-Universitetet er lidt skeptisk over for prisen, for man skal »virkelig åbne den app mange gange for at kunne retfærdiggøre, at man har betalt 69 kroner om måneden for den«, siger han.

»Omvendt er det jo to mennesker, der tænker kreative og spændende tanker for netop at få folk til at betale, og på den måde bliver det rigtig spændende at følge, hvad de finder på. De har jo en relativt god økonomi i projektet. De kan tillade sig at lave et godt produkt og i nogen tid være ligeglad med, om de får utrolig mange betalende kunder, og istedet eksperimentere med, hvad der kan få folk til at betale. Og på den måde tror jeg meget på det«, siger Hjelholt.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce