Overraskende. Skøn mad med få ingredienser og særegne vine får man på Deligreco. Foto: Melissa Kühn Hjerrild

Overraskende. Skøn mad med få ingredienser og særegne vine får man på Deligreco. Foto: Melissa Kühn Hjerrild

Anmeldelser

Anmeldelse: Græsk forfra

Deligreco leverer måske det bedste trerettersmåltid til 140 kroner i København.

Anmeldelser

Det er, som om græsk køkkens renommé blev ødelagt af tantetypen i de løsthængende kjoler med de alt for store smykker, der hjemvendt fra endnu en Kreta-rejse begejstret forsøgte at genskabe rejsen med en af de ’fantaaastiske’ retsinavine, hun havde hjembåret. Og hvor man i sit stille sind ønsker sig, at hun dog snart ville få sig en fransk elsker og således udvide sin gastronomiske horisont. Eller også har en række triste græske restaurantoplevelser i København bare sænket forventningerne til græsk ...

Så egentlig gik jeg til Deligreco for at lære lidt om græsk vin, som er på vej på mode med Balkans og Sydøsteuropas andre vine. Deligreco på Gammel Kongevej er ud over restaurant og takeawaysted også vinhandel.

Zucchini kan faktisk give mening

I en turistet indretning kan man vælge fra et a la carte-kort med forretter til cirka 60 kroner og hovedretter til mellem 100 og 120 kroner. Lige med undtagelse af en særlig lammeret til 180. Billigere får du det ikke i Danmark.

Og så er der et kort med vel en 15 forskellige tapas/mezeretter, som man kan købe 3 af for 140 kroner. Jeg bestilte 3 mezeretter, og 3 glas vin til i alt 195 kroner. Der landede lidt oliven, et lille stykke sprødt og friskbagt brød og så en hamper (og det er bestemt godt ment) olivenolie, syrlig og pebret i smagen. Jeg tænkte, at nu måtte vi hellere tage græsk forfra, så jeg bad om, at der blandt de 3 meze-retter skulle være calamari (blæksprutter), som af en for mig uforklarlig grund er blevet en global klassiker.

Første meze stod ikke på kortet: en zucchinitatar, forklarede den kvindelige tjener. Og jeg, der hader zucchini. Længe troede jeg, at helvedes inderste var en cirkel om en stor buffet med smattet, slatten og olieret zucchini. Her kom zucchinien groft skåret ud og lynmarineret med en krydderurteolie, lidt citron, men ellers ikke tilberedt og med en salt feta revet ud over. Jeg må med sorg meddele, at det smagte fantastisk.

Zucchinien, hvis eksistensberettigelse jeg så ofte havde draget i tvivl, var simpelthen sprød og frisk, sart kødfuld i smagen – det, som agurker ikke kan. Som syrlig-salt tatar giver zucchini fuldstændig mening.

Læs også

Tjeneren var fem minutter tidligere ankommet med et glas melongrøn hvidvin. På græskklingende engelsk forklarede hun, at mit første glas vin var et glas malagousia fra Halkidiki. Flasken var draperet i græske bogstaver. Der kunne have stået hvad som helst på den flaske.

Vinen var svagt citrussyrlig og smagte af umodne grønne meloner. Skøn til den citronsyrlige zucchinitatar. Malagousiadruen var i øvrigt udslettelsen nær, indtil ønologen Evangolos Gerovassiliou satsede på denne oprindelige lokale drue, da han efter et halvt liv som vinmand i andres tjeneste startede en vingård på sin families gård i 1983. I dag er druen i fremgang.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Herligheder fra vinkøleskabene

Calamarien kom lun og dækket af en svagt sprød og lidt brødkrummet dej – ikke den oliemættede klamme frituredej. Den skivede spruttekrop var blød og saftig, og en kaperspesto leverede det salte.

Hvidvinen hed lambda, lavet rent på den store græske assyrticodrue, og som lod til at have fået lidt fadlagring. Altså, det er jo drøj hvidvin, de laver i varmen og solen, men enormt velegnet til salt og kraftigt smagende mad. Denne smagte af mere eksotiske frugter, abrikos og fersken. Og igen meget vellavet vin til selvsikkert udført, simpel og smagfuld mad. Nu forstod jeg, hvad calamari skal handle om. Ligesom pizza skal laves af italienere og helst én fra Napoli, skal calamari åbenbart laves af en rigtig græker.

Læs også

Tredje meze var heller ikke fra kortet. I en ring var anrettet noget, der lignede en omgang ruskomsnusk. Tjeneren forklarede, at det var »pulled beef with egg«. Retten fremstod uintelligibel. Men det smagte fremragende som en lun middelhavsrilette. Rødvinen var fra Spartacus’ hjemstavn, Mavroudi of Thrace, og var eneste lidt kedelige indslag: En græsk brydning med den evindelige blanding af cabernet og merlot. Jeg havde så klart foretrukket at opleve en græsk drue og ikke endnu et forsøg på at ramme den internationale rødvinssmag. Jeg lukkede med en yoghurt – som var mere bitter end sur – og honning og søde oliven til dessert.

Undervejs havde jeg spurgt til vinene. Så ud fra køkkenet kom ved måltidets slutning en vældig mand. Fra vinkøleskabe fremdrog han herligheder, som han gavmildt gav smagsprøver på, og fortalte lige så gavmildt om vine og druer fra forskellige egne af Grækenland, om forskellen på assyrtico fra fastlandet og fra øerne og andre mysterier. Vi drak græsk grappa, som smagte af sørøverrom fra en dunkel tid, og jeg slentrede hjem mod Nørrebro med uplanlagte hvidvinsindkøb under armen.

Deligreco leverer måske det bedste trerettersmåltid til 140 kroner i København. Fire store varme hjerter for skøn mad med få ingredienser og særegne vine. Men spis på stedet og ikke som takeaway, det kan maden ikke tåle.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce