Kød. Hver fredag og lørdag holder Barbie. BBQ-orgie i kælderen under Retour Steak Vesterbro. Med brisket, ribs, pork belly og andet godt fra pit smoker-ovnen. Foto: Katinka Hustad

Kød. Hver fredag og lørdag holder Barbie. BBQ-orgie i kælderen under Retour Steak Vesterbro. Med brisket, ribs, pork belly og andet godt fra pit smoker-ovnen. Foto: Katinka Hustad

Hemmelig kødkælder laver den vildeste BBQ øst for USA

Der er amerikansk kødfest hos Retour Steaks kælderrestaurant, Barbie.

Restaurantanmeldelser

Den aften jeg havde bestilt bord på BBQ-jointen Barbie, fik jeg en sms.

»Remember tonight ... Go through Retour Steak Vesterbro and run down the stairs«, stod der.

Da vi samme aften stod på restauranten, fulgte vi anvisningen og banede os vej gennem de steak- og bearnaisespisende gæster.

Og ganske rigtigt. For enden af steak-restauranten, over en snoet vindeltrappe, stavede et rødt neonskilt ordet ’Barbie’. Her, i kælderen under sin søsterrestaurant, er Barbie poppet op hver fredag og lørdag siden slutjanuar.

Den vildeste kødfest øst for USA Barbie er den nyeste af Rasmus Oubæk og Jesper Marcussens restauranter, der også tæller Retour, to styk Retour Steak, Mêleé og Pluto.

Med Barbie er Oubæk og Co. gået all in på amerikansk BBQ, som ikke skal forveksles med det, der sker herhjemme, når vi tænder op for kuglegrillen på terrassen.

På Barbie møder kokkene klokken 6.30 og fyrer op med egetræskævler og kul i specialbyggede pit smoker-ovne. Her får store kødstykker indirekte, lav varme og røg – i stedet for direkte flammer, som man kender fra grill – i op mod ti timer.

Resultatet er den vildeste kødfest øst for USA, der ville få selv The Flintstones til at gå ekstatisk mætte hjem.

Foto: Katinka Hustad

Køkkenrulle og bakker af kød
For bare 250 kroner får man fire slags kød og tre sideorders. Som sine amerikanske forbilleder serverer Barbie ikke måltidet på tallerken, men på en varm metalbakke foret med madpapir. Der er heller ikke servietter, men i stedet køkkenrulle ad libitum på de brede fællesborde.

Er man kødelsker med voksen appetit, skal man bestille The Whole Shebang. Et ædegilde til 375 kroner med samtlige otte udskæringer af gris og ko fra den amerikansk lydende menu: brisket, pork ribs, spicy pork belly, pulled pork sandwich, smoked pork sausage, spicy beef sausage, beef short ribs og svineskank.

Med sidevogn af sauerkraut, coleslaw, rødkål, syltede agurker, mash & gravy og baked beans & bacon.

Marvben tykke som barneankler
»Sindssygt«, sagde min gæst og jeg til hinanden og bad om to portioner.

Vi var allerede godt i gang med to snacks, der mættede som en 10-rettersmenu. Først dybstegte grisehaler dækket af rasp, som var perfekt sprøde, fede og veltilsmagte med mørt svinekød rundt om de hvirvelagtige haleben.

Næste snack var marvben tykke som anklerne på et skolemodent barn og drysset med salt og persille. Så var det bare at smøre benets bløde, fede midte ud på et stykke grillet brød.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Brisket som i USA
På bakkerne åbnede især en rundhåndet portion brisket BBQ-ballet med maner.

Oksespidsbryst, som det hedder på dansk, er en udskæring fuld af bindevæv, da koen bruger brystmusklerne til at bære en del af sin kropsvægt.

Giver man spidsbrystet for hård og kort varme, bliver det som en gammel støvle. På Barbie giver de det ti timer i røgovnen, hvor den lave varme og den lange stegetid får fedtet til at smelte ind i kødet og bindevævet omdannes til gelatine.

Spidsbrystet smøres samtidig ind i en dry rub (krydderiblanding), der resulterer i en næsten sort overflade. Det giver skiver af virkelig mørt kød med en røget og peberkrydret eftersmag. En oplevelse på højde med det, man får de gode steder i USA.

En brynje af knasende svær
Også et par gigantiske pork ribs var fremragende. De havde fået en sødlig, våd marinade, som man typisk ser i Memphis, hvor man pensler ribbenene før og efter ovnen, og kødet lyste lyserødt mod den sorte karamelliserede overflade.

Andre højdepunkter var to slags hjemmelavede pølser fulde af krydderi og fedme med sprødt skind samt små pulled pork sandwich med syltede agurker og rødkål i bløde hvide boller, der sugede fedt, kødsaft og syrlighed til sig, præcis som den slags skal.

Imponerende var også en svineskank dækket af en regulær brynje af knasende svær.

Over the top på den helt rigtige måde
På det her tidspunkt udbrød min gæst, at hun var »presset som til juleaften«.

Som ved juletid hjalp det på mæthedsfornemmelsen at skifte mellem kød og en af de gode picklede sideorders af knasende rødkål eller agurker, som var friske og sursødbalancerede.

Karakteristisk for Barbies stil var flere sideretter tilføjet kød, så de bagte bønner fik selskab af bacon og kartoffelmos og sauce også lige fik et drys marv. Over the top på den helt rigtige måde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

En stor, fed kødskat

Desserterne serveret i små papbægre var solide. En cremet grøn salvieis med karamelsauce og en old school vaniljeis med kraftig chokoladesauce, nougatine og karamelfudge mere end levede op til prisen på 50 kroner. Mens der intet dårligt kan siges om maden, havde to forlavede cocktails på flaske en flad, sødlig smag, der mindede om alkopops. Betjeningen var heller ikke overbevisende denne aften, og vi måtte blandt andet selv shanghaje en tjener i baren for at få lov til at betale. Men det ødelagde ikke følelsen af at have fundet en stor, fed kødskat skjult i kælderen i en sidegade til Vesterbrogade.



Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

    Live: Støjberg i samråd om ulovlig instruks

    Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg forklarer sig nu på det andet samråd i sagen om ulovlig tvangsadskillelse af alle mindreårige fra deres samlevere på danske asylcentre i februar 2016.

    Se om Inger Støjberg holder fast i, at der er blevet administreret korrekt eller om hun igen ændrer forklaring og kommer med nye indrømmelser i sagen, som du kan blive klogere på i denne guide.

    Hvad bliver årets sommerhit?

    Justin Bieber koncert  i Aarhus juni 2017
    Politikens Poptillæg:

    Hvilken sang kommer vi alle sammen til at få på hjernen denne sommer? Og hvilken sang kommer til at dominere højtaleranlæggene på Roskilde Festival og de trådløse højtalere på sommerhusterrassen? Politikens Poptillæg mindes de solbeskinnede klassikere og irriterende ørehængere og kommer med et bud på, hvordan denne sommer kommer til at lyde.

Annonce