sagen er bøf. Er der noget, Den Røde Bøf kan, er det at stege en bøf. Til gengæld kniber det mere med for- og efterretterne.
Foto: Cicilie S. Andersen (arkiv)

sagen er bøf. Er der noget, Den Røde Bøf kan, er det at stege en bøf. Til gengæld kniber det mere med for- og efterretterne.

God bøf strålede i et minefelt af svipsere

Ikke alt er godt, men bøffen, vinen og værten er et besøg værd på byens nye bøfhus.

Restaurantanmeldelser

Der er to gode grunde til at besøge Københavns nye bøfrestaurant, Den Røde Bøf. Den ene er en ribeye på 350 gram, og den anden er en gammel rotte på omkring 70 kilo.

Den sidste hedder Sten Hansen, en tjener af den gamle skole, som hverken behøver fuldskæg eller tatoveringer for at signalere original personlighed, sådan som uniformen ellers ser ud på mange af tidens restauranter med rebelske ambitioner.

LÆS ARTIKEL

Han er, som han er, og som han har været det i snart fire årtier, hvor han har været et kendt ansigt på byens hoteller, barer og restauranter. Han virker aldrig oplært i stive servile manerer som Bolt i ’Matador’, men gavmild med en personlighed, der vil gæsterne det bedste uden at mase an.

Sammen med ejer og køkkenchef Robin Alexandersen har han serveret tapas i Tapasbaren i Dronningens Tværgade, men i erkendelse af, at de spanske småretter ikke længere lokker flokke af københavnerne til fadet, åbnede de for et par uger siden dørene til en bøfrestaurant på samme adresse og kaldte den Den Røde Bøf.

Perfekte bistrobøffer

Og den røde bøf smagte fremragende. Medium rare var den nu stegt, men de 350 gram ribeye var godt fordelt mellem kød og brede streger af fedt, der karakteriserer denne udskæring. Jeg ved ikke, hvor kødet kommer fra, men det smagte godt igennem med sin animalske aroma fra fedtet, der var stegt til gelatine og flød fint sammen med safterne fra kødet. Hver en bid af sådan en bøf tager fokus væk fra samtalen i 10 sekunder.

Min gæst fik mørbrad, som også var håndteret fejlfrit. Sprød skorpe med masser af smag fra Maillard-reaktionen, den karamellisering, der opstår, når kødets aminosyrer og sukkerstoffer fusionerer under kraftig opvarmning. Fra skorpe mod kerne gik det gradvist fra medium over medium rare til rød, så man fik smagen af alle tre stegningers karakteristika at føle.

Det er der ikke noget særligt originalt ved; det er bare sjældent, at det rammes helt perfekt på byens bøfbistroer.

Men det skete altså her. Og de medfølgende brede fritter var bløde med skjold, tilpas salte og bearnaisesovsen sikkert balanceret mellem syre, fedme og fransk parfume, selv om den var alt, alt for lind. Alt i alt to virkelig gode hovedretter i den kategori.

Til gengæld var resten af middagen langtfra vellykket.

Sine steder endda komplet mislykket som min dessert, der stod beskrevet som hvid chokoladesuppe med ananassorbet og sprød espresso, men var så fast og fed som en overpisket mayonnaise og lå tubepresset ud som en stor bunke af orme. Og det føltes også som mayo i munden med en fedme, der ramte sorbetens vandige konsistens som olie på vand. Smagen var sødlig og meget lidt frugtig, mens et lille riv af chili var det eneste tegn på liv i serveringen.

Vaniljesouffleen på den anden side af bordet var lige så luftig som småkagedej og mindede mest om en muffin uden krummer. Skovbærsorbeten var ikke så tosset, men som birolle kunne den ikke redde fiaskoen.

Rejer uden spræl

Forretterne var også en vaklende oplevelse. Jeg fik to tynde skiver gravad foie gras, der smagte så mildt som eftersmagen af en leverpostej, og kombinationen med frisk tomat forstod jeg ikke her. Den røde skive af fast tomat var tykkere end liggeunderlaget af lever og neutraliserede enhver tilnærmelse fra neden. Det passede fint til min gæst, som normalt ikke bryder sig om foie gras, men for mig smagte det kun af fravær.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

De tre slags rejer i husets egen rejecocktail var så saftige, som var de kun lige dyppet i kogevand, og smagte fint, men var uden spræl, og som selvstændig servering var det for uinteressant med lidt spæde salatblade, fem klatter mayo og en god håndfuld skaldyr.

Priserne er i den lave ende. 75 kroner for forretterne og 35 kroner for sideorders, hvor den med majs og bacon var så salt, at man hev efter vejret. Hovedretterne kostede godt nok 250 kroner som på andre bøfrestauranter, men det legitimerede kvaliteten så også.

Det er enkel mad til lave priser, men når udsvingene var for store, var selv 75 kroner for meget.

Vinkortet er sparsomt og overskueligt fordelt mellem lidt oversøisk, italiensk og mest spansk. Der kommer flere franske på kortet, fortalte Sten, men denne aften gik vi på rov i Spanien, hvor særligt den på 100 procent garnacha-drue fra Las Moradas de San Martín tæt på Madrid (2008) vil blive husket fra dette besøg. Den kostede 100 kroner per glas og skar en skarp profil med garvesyre uden at frarøve den stramme drue dens frugtighed. God til bøf og bagefter.

Vi endte med 1.710 kroner på regningen, men gik også grundigt til værks. Det kan klares langt billigere med et godt glas vin, en god bøf og godt selskab fra værten, og det ville også udgøre den skrabede, men gode aften, næste gang jeg skulle komme forbi.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce