Haps, haps! Snapsekortet er lige så fremragende som smørrebrødskortet på Cafe Gl. Torv. F.eks. fik Ibyens anmelder en specialsnaps, som passede perfekt til stegte sild. Foto: Lasse Kofod

Haps, haps! Snapsekortet er lige så fremragende som smørrebrødskortet på Cafe Gl. Torv. F.eks. fik Ibyens anmelder en specialsnaps, som passede perfekt til stegte sild. Foto: Lasse Kofod

Restaurantanmeldelser

Madanmeldelse: Her gad jeg godt holde alle mine julefrokoster

Cafe Gl. Torv overrasker ikke med nybrud på smørrebrødet. Men kvaliteten af klassikerne er overvældende.

Restaurantanmeldelser

Cafe Gl. Torv pimper ikke håndmadderne op med nye påfund, men til gengæld overtrumfer den ældgamle klassiker alle byens højt belagte nybrud på smagen.

»Det er fint, for hvis der går for meget gourmet i det, kan det hurtigt blive for artsy«, lød det fra en af mine gæster.

For at teste det helt klassiske smørrebrød havde jeg allieret mig med to af byens stædigste purister inden for genren: Plattemanden og Håndmaden.

Den første fik sit navn som ung, fordi han havde for vane at forlade værelset, hvor de andre plejede tømmermænd med pot, pizza og actionfilm, for at vende tilbage med en sirligt anrettet platte med håndmadder pyntet med karse og måske en vifte af rød-hvide radiseskiver. Det var ikke kosher i kliken.

Den anden er både dj, journalist og håndmadsentusiast, og hans tilgang til smørrebrød er lige så konservativ som hans udvalg af jamaicansk musik fra 1980’erne og lige så fluekneppende som hans hudfletning af Jacob Holdt i Weekendavisen. Så de kunne bare komme an med deres største frokostanretning, som bestod af 10 retter til en, i forhold til kvaliteten, ufatteligt lav pris af 385 kroner.

Fremragende fra 1. heat

Med et godt øludvalg og et fremragende snapsekort var vi armeret med en frisk let blomstret pilsner fra Fur og hver sin specialsnaps. Min norske Gilde Taffel havde en god bagkant af anis og fadlagring. Den var perfekt til de lune stegte sild, der smagte dybt og sødt med en god eddikelagring, som lige balancerede kødets smag og gik i fin forbindelse med de eddikesyltede rødløg.

»Det handler også om, hvor tyk du vil have din stegte sild. Den her er dejlig tynd«, lød det fra Håndmaden.

Og det var den. Ikke noget med filetter så store som skuresvampe, der kan suge en halv liter lage. Den her havde tekstur i kødet under et nanotyndt skjold af gyldenstegt skind.

Karrysilden var lige så skarpt skåret. En virkelig velsmagende fisk fik lov at komme til udtryk i en subtilt krydret karrycreme så mild, at J-dag mindede om forår.

Plattemanden var fokuseret. »Så man må ikke putte fedt under en karrysild?«.

»Altså, man må selv om det«, sagde Håndmaden. »Men personligt foretrækker jeg smør. Mayo og fedt bliver næsten for meget sammen«.

Der var både smør og to slags hjemmelavet fedt. En krydderfedt med ristede løg og en røget fedt med fedtegrever. Jeg kørte krydderfedt under karryen og var ganske tilfreds med det.

Når man spiser så enkel mad, er selv rørægs kvalitet helt afgørende. Og den kommer alt for ofte alt for stiv som en gul blok gasbeton, men her var den cremet og diskret saltet, så den smøg sig om røget laks og stegte ål som et silketørklæde. Fremragende!

Byens bedste pariserbøf

Og så var der den der fiskefilet. For det første var den fileteret til perfektion. Kanternes blonder af kød var skåret væk, så fileten hverken var for tynd eller for tyk under sit på en gang papirtynde og sprødt knasende skjold.

Det er alt det, man er vant til at spise, bare bedre end nogensinde

Det mindede om friturestegt tempuradej. Og den var altså ikke pandestegt i smør. Men det er ikke afgørende, sagde Håndmaden: »Ifølge smørrebrødsformalia er begge dele tilladt. Og jeg synes, det er ligegyldigt«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

De havde taget fisken op af frituren på det helt rigtige tidspunkt, så kødet var fast nok til at stå, men saftigt nok til at falde i flager i munden akkompagneret af mylderet af knæk fra panderingens mikroskopiske krystaller.

Jeg var overvældet, og foran mig sad Plattemanden med store øjne: »Det er alt det, man er vant til at spise, bare bedre end nogensinde«.

Inden de lune madder brød vi med reglerne og bestilte en pariserbøf til deling. Den skulle nemlig være byens bedste, lød et sejlivet rygte. Og det var den først og fremmest på grund af den saftige rosa bøf med en stor smag af kød.

Køkkenet får det meste af deres kød fra Spis Min Gris, som leverer fra gårde, hvor dyrene får varieret mad og frisk luft og bliver markskudt med riffel, så de ikke bliver stresset af synet af bødlen med boltpistolen inden slagtning, hvilket sikrer kød uden mælkesyre.

Det gode kød forædlede også traditionerne i de følgende frikadeller med hjemmelavet rødkål, leverpostejen med bacon, hønsesalaten og svinemørbraden i fløde med bløde løg og champignon.

Måske var mørbraden en millimeter til den tørre side, men flødens lethed og ydmyge dosering gjorde en ellers ofte lidt klam klassiker til en vinder.

Plattemanden sad i stilhed og rodede med noget garniture. Efter fem minutter lød det som et heureka!: »Prøv lige at putte et lille stykke asie på«.

Endnu et bullseye fra smørrebrødets Erik Mortensen og endnu et bevis på køkkenets overlegenhed inden for spartansk præcision.

Snapsene fortsatte også med at imponere frem mod de gode oste fra Arla Unica, og Plattemanden fik ikke lov at nøjes med de små af tjeneren.

»Arrgh, tøsesnaps«, sagde hun og fyldte op, så overfladespændingen stod som et cirkustelt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Håndmaden var begejstret: »Klassisk dansk drukkultur handler jo om gruppepres. Det er væk i dag, men det findes stadig på smørrebrødsrestauranterne. Det synes jeg er fedt«.

Den klassisk danske frokostkultur lever på Cafe Gl. Torv. Og den endelige dom var enstemmig. De ligger i hvert fald i top-3 over byens bedste smørrebrødsrestauranter.

Vil du ikke gå glip af de nyeste artikler fra Joakim Grundahl eller politiken.dk/mad, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind på Politiken.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce