Antipasto.  La Vita è Bellas forret med grillede auberginer, bagt rød peber, håndskåret parmaskinke med melon og meget mere er en klassiker.
Foto: Martin Bubandt

Antipasto. La Vita è Bellas forret med grillede auberginer, bagt rød peber, håndskåret parmaskinke med melon og meget mere er en klassiker.

Restaurantanmeldelser

Hjertevarme italienere serverer mad med de bedste intentioner

Nyåbnede italienere slingrer lidt i køkkenet, men har viljen med sig.

Restaurantanmeldelser

Italienske menukort har en historik med en trivialitet, så man næsten automatisk bliver mistænksom, når man ser flamberede kæmperejer, vitello tonnato, bruschetta og carpaccio som striben af forretter, der er det første, der møder ens blik. Bedre bliver det næppe, når hovedretterne primært omfatter oksemørbrad og kalvemørbrad.



Så det var med blandede forventninger, at jeg lagde vejen forbi den relativt nyåbnede La Vita è Bella på Frederiksberg. Førstehåndsindtryk er et noget, enhver restaurant bør gøre sig nogle tanker om, og især hvem det er, man henvender sig til.

Navnet La Vita è Bella er navnet på Robert Benignis meget smukke film fra 1997, hvilket jo er en sympatisk reference, men det kitschede overtager, når væggene gengiver billeder fra filmen i stor størrelse. Det bliver ikke bedre af, at den anden halvdel af udsmykningen er den særlige kopi af italiensk renæssancekunst malet som dekoration fra gulv til loft.

Således udstyret med mere end rigeligt af forforståelse og fordomme gik jeg til bords. Og så kan maden heldigvis overraske, og det gjorde den. Så absolut i den positive retning.

Først og fremmest fordi maden er grundigt tilberedt fra bunden af, valget af råvarer er i orden, og man forsøger ikke på nogen måde at springe over, hvor gærdet er lavest. Brugen af salt og andre smagsgivere er ikke helt optimal, og teknisk set er der detaljer, der skal afpudses. Men viljen til den gode mad er til stede, og så kan resten indhentes.

Ustyrligt delikat
Ud over a la carte-kortet er her dagens menu, der er mere sæsonbetonet – i dette tilfælde med fokus på svampe og trøfler. Tre retter koster 285 kr. og lød vældig indbydende, men jeg havde sat mig for at ville prøve bidder af det lidt mere stereotype menukort.

Antipasto misto sikrer gæsten at få smagt mere end de ellers udbudte klassiske forretter, så den lagde vi ud med. Bresaola (tørret saltet okseinderlår) med trøffelcreme, grillede auberginer i olie, bagt rød peber i olie, håndskåret parmaskinke med melon, kalvekød med tunsovs (vitello tonnato), carpaccio og bruschetta.

Sidstnævnte var lun, tomaterne præcist og godt krydret og med en tynd skive krydret pølse på toppen – ustyrligt delikat og klart det bedste på hele tallerkenen, selv om flere af de små hapsere netop havde en detalje (såsom trøffelcremen), der løftede dem lidt over gennemsnittet.

Til gengæld var de marinerede grøntsager, som optrådte flere steder i forskellige afskygninger, ikke smagt godt nok til, og så bliver f.eks. auberginer rigtig triste at sidde og gumle på. Små hjemmebagte boller – helt lyse, men endnu lune – og en flaske med god olivenolie og en kande postevand var naturligt kommet på bordet.

Modne bær i glasset
Vinpriserne vælter ikke budgettet med en husvin til 195 kr., så jeg udtrykte ønsket om en Barbera d’Asti til 325 kr.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den umådeligt søde tjener, der talte både italiensk, engelsk og en del dansk, vendte tilbage og forhørte sig, om jeg ikke kunne tænke mig den vin, man måneden før havde haft på som månedens vin. Den kostede det samme, men var noget bedre end den, jeg havde bestilt. Jo, tak – gode råd modtages gerne.

Så det blev en Barbera d’Alba Superiore, 2000 fra Govone til 325 kr., der kom i glasset denne aften. Ud over italienernes uvane med at skrue alkoholprocenterne meget højt op (her 14,5), så var denne ældre flaske stadig fuld af modne bær og behagelig fylde til en pris, der bestemt for produktet må kaldes rimeligt. Den gik hele vejen gennem måltidet, der havde en passende fylde til vinens styrke.

Saltet i overkanten
Efter den gode antipasto fortsatte vi med henholdsvis risotto og pasta. Risottoen var denne aften med porcini (karljohansvampe) og fint blød og rund, som den skal være. Pastaen var den charmerende Pagliac e fieno (’hø og strå’, der refererer til farverne grøn og gul) med salsicie pølse, porcini og fløde.

Pølsen plejer at være taget ud af sit skind og stegt som små boller. Det var ikke sket her, hvilket ikke gavnede retten. I forvejen var den for salt, og de overdrevent mange små stykker let sej pølse gjorde den ikke mere tillokkende. Få ændringer, og den ville være reddet.

LÆS OGSÅ

Portionerne er mere end velmenende, så vi valgte at dele secondoen (hovedretten). Lammekrone med hvidløg og timian til 195 kr. var en stor portion, så deling gik fint. Små halve ovnstegte kartofler dannede tilbehøret til en stribe små velsmagende lammekoteletter i en let tomatcreme med dampet spinat og rucola.

Både mørt, saftigt og velsmagende, selv om kartoflerne og grønttilbehøret kunne have klaret lidt mere tilsmagning af blandt andet salt. Alt vidnede om frisk tilberedning fra bunden af.

Tre fine huer
I måltidets sidste kapitler delte vi os igen, så jeg spiste ost og medspiseren tiramisu. Alternativer havde været is eller kage. Ostene (80 kr.) var enkle, men velvalgte og serveret med honning, der går godt til netop pecorino, lagret grana og gorgonzola, der alle tre var fint tempererede ved servering.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Tiramisuen var i den faste ende af skalaen, men ikke bastant, snarere bare velformet. Meget præcist tilberedt med hver enkelt ladyfinger udblødt, så man kunne se væsken gå 3 mm ind i hver lille kage. Personligt kan jeg bedre lide desserten mere flydende og luftig, men her var ikke sjusket.

Da vi takkede nej til husets tilbud om avec til kaffen, fik vi så i stedet kaffen på huset. En typisk italiensk gæstfrihed. Regning for to meget mætte lød på 1.130 kr., og man kan snildt komme under 500 kr. per næse, hvilket placerer stedet i den billige ende af skalaen. Pris og kvalitet taget i betragtning opvejer en del af usikkerheden i tilberedningen, men ikke helt nok til at komme over middel. Tre rigtig fine huer for et godt måltid.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce