Bresse. Den franske Bresse-kylling regnes for en af verdens bedste, men danske småavlere har ikke måtte sælge den i slagtet tilstand til forbrugerne. Foto: Finn Frandsen
Foto: FRANDSEN FINN

Bresse. Den franske Bresse-kylling regnes for en af verdens bedste, men danske småavlere har ikke måtte sælge den i slagtet tilstand til forbrugerne. Foto: Finn Frandsen

Mad

Nu kan hobbyavleren snart sælge sine kyllinger i Brugsen

En ny regel-lempelse gør det for første gang muligt for små hobbylandmænd at sælge deres kyllinger og æg i butikkerne.

Mad

Til sommer går danske hobbyhønseavlere og mange madglade gastronomers hedeste ønske i opfyldelse.

Her vil det for første gang blive muligt for småproducenter med høns i haven at sælge deres kyllinger, ænder, gæs og æg i den lokale brugs, på sommerens madmarkeder eller til restauranten på hovedgaden. Det vil også blive muligt at sælge slagtede kaniner, hvis man har sådan nogle gående i husmandsstedet.

»Det kommer til at berige os med mange flere lokale produkter i butikkerne med deres særlige kvalitet, særkende og historie. For mig er det vigtigt, at vi giver plads til mangfoldigheden og giver mulig for at flere økologiske produkter, lokale produkter og specielle produkter kan finde vej ud i forretningerne«, siger miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen.

Indvoldene skulle sidde i

Mange hobbyavlere har helt andre racer af høns gående end storindustrien, f.eks. gamle danske langsomtvoksende landracer eller den berømte franske Bresse-kylling. Og æggene kan også være meget forskellig fra de industrielle æg fra Hedegaard og Danæg. Samtidig gør lempelsen det muligt for fritidslandmænd at se, om der er interesse og afsætning i deres produkter, og måske vælge at starte en større produktion.

Det er praktisk talt umuligt i dag. Ifølge de nuværende regler må hobbyavleren med f.eks. 300 høns kun sælge sine æg ved egen stalddør til folk, der kommer forbi i deres biler. Og kyllinger kan han eller hun kun sælge, hvis de er hele og indvoldene stadig sidder i. Her står de fleste forbrugere af.

»Vi solgte mange ænder og gæs til jul, og der bliver vi nødt til at forklare folk, at de selv skal tage skære indvoldene ud. Folk bliver ikke sure, men de ryster på hovedet over det. Plus at der er en stor risiko for, at de gør noget forkert med kniven, stikker hul i tarmen, og ender med noget uappetitligt«, siger Mathias Nørregaard, der er fritidslandmand i Gørløse.

Han glæder sig til lovgivningen, der vil gøre det muligt for ham at sælge sine særlige franske Bresse-kyllinger til lokale kokke og butikker, sålænge han holder det til under 500 kyllinger om året.

»Forbrugerne er vilde med franske kyllinger, det kan man jo se på salget af Løgismoses kyllinger i Netto. Og så er det da tosset, at vi ikke producere noget lignende i Danmark«, siger han.

Hobbyæg skal id-mærkes

Det var den tidligere fødevareminister Dan Jørgensen (S), der i april sidste år lancerede 'stalddørssalgs-pakken', som den samlet hedder. Pakken skulle senest have været færdig i oktober, men er til småavlernes store irritation blevet forsinket. Blandt andet efter massiv kritik fra Landbrug og Fødevarer og fjerkræbranchen, der mener, at lempelserne bringer fødevaresikkerheden i fare.

Læs også

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Efterfølgende er der kommet en række opstramninger, der gør pakken lidt mindre attraktiv. F.eks. skal fritidslandmanden, der gerne vil sælge æg i sin lokale Dagli'Brugsen eller andre steder i detailhandlen, oprette et ægpakkeri på sin gård, og anskaffe sig udstyr til vejning, målning og sortering af æggene, særlige lamper til gennemlysning af æggene, og udstyr til at id-mærke æggene med en kode.

»Jeg kan ikke forstå, at det skal være nødvendigt. Det bevæger sig ret langt væk fra ideen om at gøre det nemmere for små producenter at sælge til detailhandel og restauranter. Så begynder det igen at blive bureaukratisk og kompliceret«, siger Finn Jensen, der er formand for foreningen for hobbyavlere, Dansk Fjerkræ Forum.

Kjer: Det handler om balance

Ifølge ministeriet har forskellige EU-krav gjort, at man måtte stramme op flere steder i forslaget.

Eva Kjer Hansen, kan det virkelig passe, at man skal have f.eks. gennemlysningsudstyr som lillebitte producent?

»Det er fordi, at der bliver åbnet op for mulighed for salg til detailvirksomheder, og der skal vi først og fremmest tage hensyn til hygiejnen. Der har været en hel del diskussion internt i erhvervet, hvor langt vi skulle gå - om det gav en risiko for fødevaresikkerheden og fødevarevirksomhedernes troværdighed ude omkring i verdenen og hvad det betød for hele salmonella- og campylobacter-handlingsplanen. Der mener jeg, at vi har lavet en god pakke, hvor der er taget de rette hensyn til fødevaresikkerheden. Det kan sagtens lade sig gøre«, siger miljø- og fødevareministeren.

Flere kaniner på vej

Selv om dele af den nye stalddørspakke ærgrer formanden for hobbyavlerne, Finn Jensen, mener han stadig, at det er et stort fremskridt for dansk madkultur, og at forbrugerne tydelig vil kunne mærke det i butikkerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg har lavet en lille spørgeundersøgelse blandt omkring 70 hobbyavlere, der har et stalddørssalg eller gerne vil i gang, og her siger mere end halvdelen, at de gerne vil sælge deres varer ude i butikkerne. Det kom bag på mig, at det var så mange. Der var også overraskende mange, der gerne vil sælge kaniner, som dem kan du godt forvente dig flere af på markedet snart!«, siger Finn Jensen.

Den nye regellempelse skal nu i høring for anden gang, og derefter godkendes af EU. Hvis alt går vel, vil den træde i kraft i begyndelsen af juli.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce