Foto: Finn Frandsen
Mad

Meyer er i modvind i New York: Må lukke nyåbnet restaurant efter kontrol

Claus Meyers seneste prestigerestaurant, Norman, er blevet midlertidigt lukket af de amerikanske sundhedsmyndigheder 

Mad

Den danske topgastronom Claus Meyer må sande, at livet som restauratør i New York er alt andet end ukompliceret.

Hans nyåbnede restaurant Norman, som han driver i Brooklyn-bydelen Greenpoint sammen med den svenske topkok Fredrik Berselius, er blevet lukket af fødevaremyndighederne.

Norman, der åbnede for nylig og tilbyder sig med en menu med bl.a. gedemælksyoghurt og langtidsstegt svineskulder, lukkede midlertidigt efter en inspektion 12. april. Her uddelte New York City Department of Health hele 47 strafpoint, hvilket placerer restauranten i fødevaremyndighedernes kritiske kategori.

Også den forudgående inspektion, der fandt sted i januar, udløste myndighedernes kritik for bl.a. blandt andet uhensigtsmæssig opbevaring af fødevarer og mangelfulde hygiejneforhold blandt personalet.

Anden lukning på kort tid

Det har ikke været muligt for Politiken at få en kommentar fra Claus Meyer eller hans folk, men på Normans hjemmeside fremgår det, at restauranten er »midlertidigt lukket for at lave nogle strukturelle opdateringer, der imødekommer kravene fra New York City Health Department«.

Claus Meyer afviser fredag aften i en Facebook-opdatering, at det er de tvivlsomme hygiejneforhold, der har gennemtvunget den midlertidige lukning, men siger, at det skyldes myndighedernes indretningskrav, der kræver en mindre ombygning.

»Det drejer som om en svingdør og en hævet væg, der skal installeres (…). Ydermere stammer en del af anmærkningerne til Norman fra en frivillig inspektion, som vi fik foretaget inden vi overhovedet åbnede, i januar. Og de anmærkninger, der har lukket os, er der desuden ikke nogen hjemmel for i lovgivningen, men er op til fortolkning«, skriver Meyer og anfører, at Norman ventes at åbne igen i næste uge.

Med lukningen af Norman er Claus Meyer løbet ind i sin anden ufrivillige restaurantlukning på kort tid. I forvejen har hans Michelin-restaurant 'Agern' været lukket i flere uger på grund af en vandskade. Restauranten ventes at åbne igen tidligt på sommeren.

Claus Meyer har ellers oplevet stor velvilje fra newyorkerne og den amerikanske presse, der har taget godt imod hans mange kulinariske initiativer i storbyen.

Foreløbig tæller hans aktiviteter, ud over de midlertidigt lukkede Norman og Agern, bl.a. Great Northern Food Hall, en deli og en hot dog-butik i Grand Central Terminal.

Han er desuden medejer af den to-stjernede Michelin-restaurant Aska, og han er igang med at etablere en madskole i det socialt belastede kvarter Brownsville. Også det projekt plages dog ifølge det amerikanske medie eater.com af store forsinkelser, bl.a. på grund af problemer med at rejse tilstrækkeligt mange midler.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce