Livsvært. I 41 år har Niels Stockholm, der i dag er 83, drevet et biodynamisk landbrug. Han tror på at vi med tiden vil indse at den måde vi driver industrielt landbrug på er forkert.
Foto: Miriam Dalsgaard

Livsvært. I 41 år har Niels Stockholm, der i dag er 83, drevet et biodynamisk landbrug. Han tror på at vi med tiden vil indse at den måde vi driver industrielt landbrug på er forkert.

Mad

Biodynamiker Niels Stokholm taler med sine dyr

Han er langsom og grundig, han taler om sjælekræfter, lys og energier. Mød mesterkokkenes yndling, den biodynamiske landmand Niels Stokholm, der driver Thorshøjgaard i Nordsjælland.

Mad

I kostalden er der ro. Det er formiddag på en råkold efterårsmandag, de røde køer ligger og tygger sig igennem en mundfuld hø, mens et par kalve stavrer stille rundt.

»Så er det din tur. Op at stå«, siger landmand Niels Stokholm til en ko, der øjeblikkeligt lystrer hans ordre og rejser sig, så hun bliver højere end ham.

Han aer den og begynder at strigle den, så den størknede jord fra marken, der har sat sig som støv, ryger af og efterlader den ren og blank. Han taler til den, mens han tager en klud og dypper den i varmt vand.

»Mærk. Den føles som en kalvetunge, og så får hun lyst til at give mælk«, forklarer han med sin dæmpede, rolige stemme, mens han vasker koens spændte yver.

»Hun har fået fjernet sin kalv, så der er meget mælk nu, og det vil hun gerne give mig«, forklarer han, og så tænder han for den mekaniske vakuumpumpe, som han bruger til at malke, sætter pattekopperne fast på yveret, og kort tid efter flyder mælken ned i stålspanden, og sådan fortsætter han hele stalden rundt, mens han giver sig tid til at strigle og vaske og tale med hver enkelt ko.

83-årige Niels Stokholm er en grundig mand. Morgenrutinen tager et par timer, og han skynder sig ikke den mindste smule. Mens han malker sine cirka 40 køer, står de helt stille. Selv høet holder de tyggepause fra, og bagefter lægger de sig udmattede ned og slapper af, mens de venter på, at landmanden igen er klar til at slippe hele flokken ud på marken. At køerne er vant til hans opmærksomhed, er tydeligt: Hvis han kommer til at tale med nogle andre – og det hænder, for denne formiddag fortæller han både løs til Politiken, hilser på en gammel ven, der har stukket hovedet ind i stalden i selskab med en børnefamilie, som han vil vise gården, og så tager han imod en far og hans datter fra København, som han godt nok ikke kender, men som har fået lov til komme på landet i en uge og hjælpe til – kan køerne godt finde på at lægge sig ned igen eller begynde på at tygge hø som en slags stilfærdig protest.

Det er 41 år siden, Niels Stokholm købte gården sammen med sin daværende kone. Dengang havde civilingeniøren, der i mange år havde beskæftiget sig med fundering af store brobygningsværker, været forsker på DTU og de sidste år undervist som lektor på et gymnasium, både i ind- og udland, en drøm om at drive et biodynamisk landbrug, og efter lang tids søgen overalt i Danmark fandt han stedet her i Nordsjælland, hvor jorden på det nordligste punkt har udsigt til Kattegat.

Her har han opbygget et biodynamisk landbrug med røde køer – en af de oprindelige husdyrracer i Danmark – samt grise, høns, får og bier. Dyrene er nøje udvalgt for at maksimere det positive samspil mellem jord, planter, dyr og mennesker, forklarer han, og mere konkret betyder det, at marken giver dyrene, hvad de har brug for, og køerne omvendt giver markerne, hvad de skal bruge – og at grisene spiser resterne. Sprøjtegifte og medicin er bandlyst.

Gården bliver drevet af Niels Stokholm, hans kone Rita Hansen og skiftende medarbejdere, og den holistiske tilgang til tingene viser sig især, når man interesserer sig for produktionen af for eksempel mælk og kommer til at spørge, hvor mange liter mælk der kommer ud af sådan en morgenmalkning. For Niels Stokholm siger bare ganske langsomt og tænksomt gennem malkemaskinens mekaniske larm:

En bonde skal kunne træne sig op til at lugte, om der er noget galt med hans dyr, ud fra en kokasse

»Det er jeg ikke så interesseret i. Hun giver mig så meget, som hun kan. Det er et spørgsmål om holdning, og jeg tænker ikke over mængden. Hun holder så meget af mig, at hun giver mig det som en gave«.

Forårskalve og sjælekræfter

Måske er netop den anskuelse en af grundene til, at Niels Stokholms råvarer skiller sig ud fra mængden, og at han leverer kød og grøntsager til en række af Danmarks bedste restauranter. For mens næsten al produktion af mælk og kød i den vestlige verden kommer fra industrielle landbrug, er Thorshøjgaard gennemsyret af en helt anden indgangsvinkel. Det handler ikke om profit – langtfra. Det handler heller ikke om kvantitative mængder, om optimering og at jagte efterspørgslen. Tværtimod.

For eksempel ville det, ud fra et salgsmæssigt synspunkt, være smart, hvis der kom kalve til hele året, for så ville det være muligt at sælge mælk og have en fast indtægt året rundt. Men sådan er det ikke i naturen. Der kommer kalvene om foråret, og derfor kælver køerne også i april og maj her i Dronningmølle.

Det er, som Niels Stokholm selv siger, et spørgsmål om holdning, og her på gården er den, at dyr og natur skal være i balance, og så får menneskene det ud af det, som det er naturligt, at de skal få. Han er en inspirerende personlighed, der ikke viger tilbage for at blive højtravende eller nærmest sjælelig i sine beskrivelser, når han taler om lyset fra rummet, der kommer ned i planterne, eller eller andre biodynamiske principper, der for et almindeligt øre kan virke lige lovligt højtravende, og han vil da helst heller ikke have, at man bruger mobiltelefon i stalden, for »det ville være forfærdeligt, hvis køerne oplever, at vi har travlt. De har brug for ro«.

Med sin ekstreme viden om naturen, sin respekt over for dyrene og sine udtalelser om, at jorden har sjælekræfter, personificerer Niels Stokholm nærmest de nye biodynamiske strømninger, der interesserer danske mesterkokke som Claus Meyer, René Redzepi fra Noma og Rasmus Kofoed fra Geranium, der alle er med i en ny bog, ’Kærlighed til alt levende’, der handler om landmandens liv, og som da også alle køber ind til deres restauranter i hans stalddørssalg.

Det interessante er, at et biodynamisk jordbrug er meget bedre i stand til at modstå de giftvirkninger, som kommer fra atmosfæren. Hvis planterne er stærke, bliver de ikke dårligere af, at der er noget i luften

Det kan private også gøre: Foran trappen til hovedhuset, hvor han og Rita bor, ligger grøntsager friske fra jorden - kål og rodfrugter klar til dem, der har aftalt at komme forbi og købe ind. Mælken bliver solgt til gårdens faste kunder, der selv kommer med en beholder – sådan er reglerne for det stalddørssalg, som Thorshøjgaard har tilladelse til. Hvis de i stedet skulle sælge mælk i beholdere – eller mælk, der f.eks. var lavet til ost – skulle de have særlige sterile faciliteter til at håndtere det.

»Men det passer ikke ind i det miljø, vi ellers har skabt heroppe, hvor alle dele af gården påvirker de andre dele. Så det har vi valgt fra. I stedet afholder vi kurser med en ostemager, så folk selv kan lære at lave deres egne oste – og så de får brug for at købe endnu mere af vores mælk for at lave osten«, forklarer han, mens han slukker for malkemaskinen og bærer den fulde mælkespand ind i et rum ved siden af, placerer den i en balje med koldt vand og spænder et klæde over spandens top, så kattene ikke bliver fristet til at drikke løs, for denne her mælk bliver hentet i eftermiddag af en fast kunde.

Imens fortæller han, hvordan undersøgelser har vist, at hans mælk efter hans opfattelse er blandt den sundeste i landet.

»Der er blevet lavet forsøg med mælken, som viser, at mælken fra vores køer har et højere indhold af umættede fedtsyrer end mælk fra andre køer. Og det var ikke et gennemsnit – det var al mælken fra alle køerne, der var sådan«, siger han.

Samtidig ryster han på hovedet over, at den meste mælk er homogeniseret.

»Man presser mælken igennem en lille dyse, og her bliver de store fedtpartikler tvunget til at antage små tågelignende størrelser, der kan svæve frit i mælken, og man aner ikke noget om, hvordan det påvirker menneskets fordøjelse af mælkefedtet. Det er unaturligt, og at de små fedtpartikler ikke må være der, er at udsætte den gode mælk for tortur«, siger han, og selv om han er indigneret, hæver han ikke stemmen den mindste smule.

Hvorfor hans mælk er sundere, har han et bud på:

»Køer burde ikke blive fodret med det, man giver dem i de industrielle landbrug. De får tilskud af alle mulige ting for at producere mere mælk, og derfor får de også diarré. Deres kokasser bliver helt flydende og lugter anderledes end her«.

Han holder en pause, går tilbage i stalden og siger så: »Lugt!«.

»En bonde skal kunne træne sig op til at lugte, om der er noget galt med hans dyr, ud fra en kokasse. For en bonde er det faktisk den vigtigste egenskab. Hvis den er for flydende, er der noget galt med koen«, forklarer han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Denne her kokasse lugter vitterlig ikke af særlig meget. For at demonstrere det tog han engang en kokage med til leverandørmøde på det mejeri, der aftog gårdens mælk. Han havde lovet at tage kage med til kaffen, og han placerede den på bordet med en klokke over, uden at nogen vidste, hvad der var nedenunder. Da det var tid til at spise, løftede han låget af. Hans kone Rita Hansen fortæller i den nye bog, ’Kærlighed til alt levende’, hvordan flere holdt sig for næsen i afsky, men det var der faktisk ikke brug for, for den lugtede ikke.

»Sådan en kokage er guld værd. Den er mad for en mængde organismer, når den sættes op i kompostbunken, og de går i gang med at nedbryde den. Når de er færdige, er de rester, der er tilbage, det bedste, jeg kan give jorden. Denne gødning bliver ikke skyllet væk af regnen, og når den kommer ned i jorden, vokser planterødderne hen til den og tager det, de har brug for«, siger han, mens han går rundt i stalden og dækker de friske kokager med halm, og bagefter renser han sine høje gummistøvler med kogende vand.

Rødbeder mod orme

Niels Stokholms viden om dyr, planter og landbrug er indsamlet igennem et helt liv. Han taler om, hvordan man behandler dyrene for sygdomme som orm uden at give dem medicin, men i stedet rødbeder, der giver dem diarré og får dem til at skille sig af med en stor del af ormene. Om et forsøg, han lige har fået midler til, der handler om, hvorvidt tyre af egen fri kraft – sandsynligvis ved hjælp af lugtesansen – vil fravælge at parre sig med køer, som de er i nær familie med. For hvis det viser sig at være sådan – og det er hans teori – vil gården kunne spare de store ressourcemængder, der lige nu bruges til at holde styr på, hvem der skal parres med hvem for at undgå indavl. Han vil lære af fortiden ved at holde fast i den viden, som vi som bondesamfund har haft engang, men som er ved at forsvinde, og derfor giver han også sin viden videre til alle dem, der vil lytte – landmænd, studerende, børn, alle interesserede.

Han fortæller, at han har udvalgt den næste tyrekalv, der skal være avlsdyr, og at det er en tyr med en gammel mor, fordi den gamle mor er en rutineret mor, der kender gården godt, og hun er blevet en bedre mor, jo ældre hun er blevet; mere omsorgsfuld, tryggere, og tyrekalven vil derfor vokse op og blive en god tyr, der kender flokken godt, og som de andre er trygge ved.

»Ved at vælge tyrekalve fra en gammel mor får man tyre, der har en ubevidst forbindelse til de planter og den jord, de er vokset op på«, forklarer han.

Efter morgenens malkning er det tid til, at dyrene skal tilbage på græsset. De skal hen til markerne i den anden ende af gården, og der er god fart på, når køerne bliver løsnet fra deres plads i stalden. Rita Hansen lukker af for trafikken på den meget lidt befærdede vej, og flokken ved præcis, hvad der forventes af den, og lunter over, indtil de er inde på blomstermarken og springer af sted med hovedet ned i maden.

Stærk af biodynamik

Lige præcis den er også en videnskab i sig selv. Jo flere forskellige arter af planter der er pr. kvadratmeter, jo højere niveau af biodiversitet der er på et givent sted, jo bedre er det for køerne og dermed gården. Her på gården, hvor der i 41 år ikke har været anvendt sprøjtegifte, er biodiversiteten høj. Niels Stokholm er bonde nr. 180 på Museumsvej i Dronningmølle, og her har været landbrug i omkring 6.000 år. Men selv om han selv går op i at passe på jorden, påvirker forureningen i de industrielle landbrug også hans jord. For ukrudtsgifte i regnvandet daler ned over de private grundejeres æbletræer, de økologiske landbrug og de biodynamiske er heller ikke beskyttede.

»Det interessante er, at et biodynamisk jordbrug er meget bedre i stand til at modstå de giftvirkninger, som kommer fra atmosfæren. Hvis planterne er stærke, bliver de ikke dårligere af, at der er noget i luften«, siger han, men han er samtidig optimistisk på samfundets vegne:

»Jeg tror på, at der nok skal komme en forandring i den måde, vi lever på. Stille og roligt. Jeg må have tillid til, at de andre på et tidspunkt indser, at det er en dårlig måde at drive landbrug på, som de benytter sig af i dag«, siger han.

Afhængig af donationer

At få flere til at følge hans eksempel kan blive en udfordring, så længe danskerne ikke er villige til at betale mere for de biodynamiske råvarer. I hvert fald bærer den charmerende rødkalkede gård præg af en vis slitage. Der har aldrig været økonomisk overskud til istandsættelse, og da gårdens ene bygning brændte ned i slutningen af 90’erne, var der ikke råd til at bygge den op igen. Den million, han fik fra forsikringsselskabet, var ikke nok til at bygge et nyt hus op.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

De sidste to år har han fået en håndsrækning fra blandt andre Copenhagen Street Food, der netop har doneret 1,3 mio. kr. til Thorshøjgaard Fonden, så der kan blive råd til nogle nødvendige renovationer og investeringer. For selv om Noma og Geranium er på kundelisten, er det ikke nok til at få gården til at løbe rundt. Og salg til mejerier er også besværligt.

»Jeg havde en aftale med et mejeri på et tidspunkt, men fordi jeg ikke kunne lægge mig fast på, hvor meget mælk jeg kunne levere, gik det ikke«, siger han. Derfor forsøger han også at finde andre måder at tjene penge på. En af dem er at invitere en italiensk ostemester til Nordsjælland for at afholde ostekurser. Både for at få en indtægt og for at gøre folk afhængige af at købe hans mælk. For ham er penge i sig selv ikke interessante. Men det er selvfølgelig vigtigt, at regningerne kan betales.

»Det, der er vigtigt for mig, er den moralske opbakning, som jeg er sikker på, at vi har. Der vil altid være nogle, der støtter os, og det gør, at gården ikke vil kunne ryge på tvangsauktion eller gå til grunde«, siger han, mens hans stemme understreger, at lysten til at tale om penge er meget lille.

»Jeg er ikke biodynamiker for at tjene penge. Jeg føler, at de værdier, som jeg får på gården, kan ikke gøres op i penge«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce