Min far forsvandt ud af mit liv, da jeg var omkring seks år gammel. Så i en alder af 21 år besluttede min bror og jeg os for at besøge ham i Tyskland, hvor han bor sammen med sin familie.

Jeg kan huske, han spurgte, hvad mit arbejde var. 'Jeg er kok', svarede jeg, hvorefter min farfar nærmest begyndte at græde af glæde. Det viste sig, at min far og farfar er dedikerede madentusiaster, hvilket vi fejrede ved at gå på marked og i køkkenet sammen og lave en middag. Det var en ret speciel oplevelse.

Min passion for mad er et resultat af, at jeg som ung var så ordblind, at jeg hverken kunne læse eller skrive. Men så finder man heldigvis andre ting at være god til.

Jeg gik på kunstakademiet halvanden måned, indtil min mor og jeg konkluderede, at kunstnere først tjener penge, når de er døde, og så tænkte jeg: 'Mad er sgu da meget fedt'.

Det sjove er, at da jeg ramte gastronomien, kunne jeg pludselig læse. Der var så meget, jeg gerne ville vide, at der ikke var nogen vej udenom.

Køkkenet herhjemme har jeg bygget i samarbejde med Gaggenau og Uno Form ud af det asketræ, der blev tilovers, da vi installerede køkken i restauranten.

Ofte er det min kone, Rikke Malling, som jeg driver restauranten med, der står for maden. Hun er fabelagtig til at lave italienske retter. Når det sker, breder hun sig passioneret ud over hele køkkenet herhjemme, så det spjætter i mine tyske gener efter at gøre rent.

Selv kører jeg køkkenet som Audi-teamet under Le Mans.

Der er orden i sagerne, råvarerne ligger vasket i små bokse, og ligesom på restauranten har jeg en lille skraldespand stående på køkkenbordet, så jeg kan rydde alt overflødigt af vejen, hvilket givetvis er et levn fra min konkurrencetid, hvor Rasmus Kofoed og jeg stod for kokkelandsholdet.

Jeg er som regel den, der bliver sendt ud i køkkenet, når vi er seks plus til spisning, eller når der kun ligger to gulerødder og en rynket peberfrugt i bunden af grøntsagsboksen, og aftensmaden står på en omgang 'kend dit køleskab'.

Andre gange lader jeg min datter på tre år bestemme, hvad vi skal have.

Det foregår ved, at vi går ind i supermarkedet, hvor hun henter en af de små børneindkøbsvogne med flag på, hvorefter jeg siger: »Så Flora, nu tager du bare, hvad du vil have«.

Heldigvis ved hun ikke, hvad slik er, hun tror stadig, det er noget, man kun får hos lægen. Så hun går pænt rundt mellem de hylder, hun kan nå, og hiver ting ned i vognen. Nogle gange ligger der grape, ananas og avokado, limefrugter, pølse, æg og en bøtte skyr.

Herefter er det så min opgave at finde ud af, hvad vi gør med det.