Annonce
Mad 16. jul. 2010 KL. 03.00

København står til at miste halvdelen af sit drikkevand

En million mennesker kan se frem til dyrere drikkevand som følge af EU-krav, der skal sikre et godt vandmiljø for dyr og planter.

Krav om bedre miljø i vandløb, søer og fjorde truer med at lukke halvdelen af de kildepladser, hvorfra Københavns Energi henter drikkevand til en million mennesker i København og en række omegnskommuner.

Kravene skal blandt andet sikre vandløb mod udtørring. De findes i de nye vandplaner, der skal sikre, at EU’s vandrammedirektiv bliver gennemført i Danmark.

»Planerne bygger på, hvor meget naturen kan tåle, og vi kan se, at omkring halvdelen af vores nuværende kildepladser er i fare for at ryge«, siger Per Jacobsen, direktør for vand og afløb i Københavns Energi:

»Ingen kommer og tilbyder os andre pladser. Vi er ude på en stor del af Sjælland for at hive vand ind til københavnerne. Vi står med hatten i hånden og siger, at vi har brug for noget vand. Det er en risikabel situation, når man skal levere vand til en million mennesker. Derfor ser vi på alternativer«.

LÆS ARTIKEL Ny plan skal sikre rent drikkevand

Professor ved DTU Miljø Hans-Jørgen Albrechtsen mener, at der er lagt op til en mindre vandkrig.

»Det er en strid om, hvorvidt vandet skal løbe på landet, eller om det skal ind til forbrugerne i byen«, siger Hans-Jørgen Albrechtsen og spørger:

»Er det så afgørende at have et naturligt miljø i vandløb omkring hovedstaden? Er grundvand for godt til at blive brugt som drikkevand, fordi det er vigtigere, at fiskene kan svømme rundt i det? Det er lige før, det er en politisk vurdering«.

LÆS ARTIKELVandværker efterlyser handling mod sprøjtegifte

I lyset af kravene er Københavns Energi begyndt at se på alternativer. Det ene er søvand, som filtreres gennem jorden og bliver til ’kunstigt’ grundvand. Det andet er afsaltning af havvand, en energikrævende og dyr proces, som bruges i en række tørre lande.

»Hvis vi ikke længere kan bruge urenset grundvand, vil prisen på drikkevand stige. Bliver vi for eksempel nødt til at dække vores forbrugeres vandbehov med afsaltet havvand, vil produktionsprisen på drikkevandet stige med omkring 20 procent. Det burde ikke være nødvendigt i Danmark«, siger Per Jacobsen.

LÆS ARTIKELLøftebrud bringer drikkevand i fare

Problemet er, at indvinding af grundvand kan få vandløb til at tørre ud, især i sommerperioden. Det går ud over plante- og dyrelivet, og det skal de nye vandplaner, som tidligere i år blev sendt i teknisk høring, rette op på. Halvdelen af det vand, som Københavns Energi sender ud til forbrugerne, hentes uden for de kommuner, virksomheden leverer vand til, fordi der ikke er nok godt grundvand under hovedstadsområdet. Før var det amterne, der gav tilladelse til indvinding af grundvand. I dag er det kommunerne.

Langt de fleste af Københavns Energis indvindingstilladelser er midlertidige. Københavns Energi begyndte allerede for 10 år siden at søge om at få dem fornyet, men da det blev kendt, at amterne skulle nedlægges, ville de ikke tage stilling til ansøgningerne. Og nu ønsker kommunerne at afvente de endelige vandplaner, som tidligst er klar i løbet af 2011. Kun 8 af 54 indvindingstilladelser er fornyet.

Tilmeld dig Politiken Mad Nyhedsbrev

Annonce
Annoncer
Annoncer