Annonce
Mad 16. jul. 2010 KL. 11.11

Minister vil bremse EU-kroner til fiskespild

Fiskere skal om to år ikke have en mindstepris, men støttes på andre måder.

Fødevareminister Henrik Høegh (V) mener, at det virker »grundlæggende forkert«, at 1.452.273 kilo friskfanget spisefisk sidste år endte som fiskemel eller minkfoder.

Fisk som torsk, rødspætter og kuller skrottes som spisefisk, fordi fiskerne ikke kan opnå en aftalt mindstepris på fiskeriauktionen.

Derfor opkøber fiskerne selv deres fangst med støttekroner fra EU i ryggen. Det sikrer fiskerne en mere stabil indkomst, fordi priserne uden ordningen vil falde til et meget lavt niveua, når der eksempelvis bliver landet for mange rødspætter på én gang.

LÆS ARTIKELMillioner af spisefisk ender som fiskemel

Men støttekronerne resulterer også i spild af god spisefisk, og det får ministeren til at varsle nye regler, når EU's fiskeripolitik skal revideres i 2012.

»I stedet for at støtte via en mindstepris, skal vi hellere støtte innovation og udvikling af udstyr - det kunne blandt andet være nye net, der er bedre til kun at tage de fisk, som man gerne vil fiske«, siger Henrik Høegh til politiken.dk/tjek.

Ministeren skal dog blive enig med de øvrige EU-lande, hvis støttesystemerne skal ændres.

Nye kvoter skal gøre udsmid mindre
Samtidig skal kvoterne fremover indrettes, så man måler den mængde fisk, der hales ind over fiskekutternes rælinger - ikke den mængde fisk, der landes ved fiskeriauktionen.

TJEKGummiagtige fiskefrikadeller dumper i test

»Fangstkvoter i stedet for landingskvoter skulle gerne medføre, at der bliver smidt færre døde fisk i havet«, siger ministeren.

Men der er lang tid til 2012. Hvad vil du gøre for at mindske det spild af spisefisk der sker, når det omdannes til fiskemel?

»Meget tyder på, at priserne på fisk stiger, og bedre priser betyder, at vi undgår det her. Desuden vil jeg gerne understøtte de initiativer der er i gang for at danske fiskere opnår en certificering«, siger Henrik Høegh.

Kvalitetsfisk skal være mærket
Certificeringerne går dels på at vise at fisken er frisk og har haft kort vej fra den kom over rælingen til den var i land, og dels på at dokumentere, når fiskene er bæredygtige.

»60 procent af den fisk vi spiser er importeret fra lande uden for EU. Certificering kan være med til at få fiskekunderne til at efterspørge kvalitetsfisk hos fiskehandleren«, siger Henrik Høegh.

LÆS ARTIKEL Fiskehandlere: Vi mangler fisk

Ministeren nærer store forhåbninger til en ny ordning, hvor fiskehandlerne begynder at købe fisken direkte på auktionerne i stedet for gennem grossister.

»I dag er der mange led fra havnekanten til forbrugeren. Ved at korte det antal led af kan man forhåbentlig opnå bedre priser til fiskerne«, siger ministeren.

LÆS ARTIKELFisk falbydes ulovligt ved døren

Tilmeld dig Politiken Mad Nyhedsbrev

Annonce
Annoncer
Annoncer