Annonce
Annonce
Annonce
Mad 9. okt. 2010 KL. 15.00

Godt grej: Få skum på kaffemælken

Skal det en pisker eller en kande? Vi viser seks slags redskaber, der kan skumme mælk op

Med en mælkeskummer i køkkenet kan du nemt og hurtigt piske lun mælk til en hjemmegjort caffe latte.

Der er flere måder at gøre mælken luftig og cremet på, og MAD viser seks forskellige mælkeskummere, der i hvert sit prisleje topper morgenkaffen.

Fuldautomatisk
I de såkaldte Nespresso Boutiques, der ligger i flere lande, er hele konceptet dedikeret til espresso. Her kan man smage Nespressos produkter og også købe espressomaskiner og forskelligt tilbehør. Heriblandt en mælkeskummer, der både opvarmer og skummer mælken ved et enkelt tryk på knappen på siden af kanden.

Aeroccino, 575 kroner hos Nespresso, Kristen Bernikowsgade 9, 1105 København K


Piskeris med motor
Designfirmaet Typhoon har lavet en hel køkkenserie i den samme knaldrøde farve, og den lille batteridrevne mælkepisker er derfor også udstyret med et håndtag i den opsigtsvækkende farve. Mælken varmes op i en gryde, og når piskeriset holdes i overfladen, skummes mælken op. Piskeriset måler 20 centimeter i længden.

Buick Red Frother, 40 kroner. Nærmeste forhandler oplyses af Edo Copenhagen på 36 30 95 24

Et tryk på en knap
Danske Bodum har lavet en batteridrevet mælkeskummer, der ved et tryk på en knap omdanner mælken til cremet mælkeskum. Mælken lunes i mikrobølgeovn, og der kan skummes 0,2 liter af gangen. Mælkeskummeren fås i otte forskellige farver.

Bodum Latte, vejledende udsalgspris 199,95 kroner. Nærmeste forhandler på www.bodum.dk

I mikroovn
Sidste år lancerede Stelton en ny designserie, Simply, med både batteridreven espressomaskine og termokande. Herfra er også mælkeskummeren i sort kunststof og låg i rustfrit stål. Mælken hældes op i beholderen og kan efterfølgende lunes i mikroovnen. Ved at trække låget op og ned skummes mælken og er klar til kaffen på et minuts tid.

Simply mælkeskummer, 169 kroner. Nærmeste forhandler på www.stelton.dk

Til mælk og fløde
Det italienske designfirma Frabosk har lavet en mælke- skummer, der både bruges til at opvarme og skumme mælken til kaffen. Kanden er lavet i rustfrit stål og sættes direkte på varmekilden, og når mælken er lun, hives håndtaget op og ned, og mælken skummes op.

Mælkeskummeren kan også fyldes med piskefløde og lave flødeskum til den varme kakao.

Cappuccino Creamer, 439 kroner. Nærmeste forhandler på www.tj.dk

Italiensk kaffe
Siden 1933 har det italienske firma Bialetti koncentreret sig om at lave espressomaskiner og andre kaffeprodukter. Herfra er mælkeskummeren Tuttocrema, der ligesom de fleste af Bialettis produkter er lavet i aluminium.

Håndtaget er lavet i plastik, og når det trækkes op og ned, sørger to filtre nede i kanden for, at mælken bliver cremet. Kanden tåler desuden både el- og gaskomfur og kan derfor bruges på de fleste komfurer.

Tuttocrema mælkeskummer, 299 kroner (eksklusive levering) på www.mingoshop.dk

NYHEDSBREV: Få tjeks daglige nyhedsbrev i din mailboks