Annonce
Mad 8. okt. 2010 KL. 23.02

Vi spiser gen-kød i stor stil – vi ved det bare ikke

Syv ud af 10 ved ikke, at de propper sig med kød fra dyr, der har spist gmo-foder.

Femten millioner danske grise, fire millioner æglæggende høns og hovedparten af alt kødkvæg og malkekøer vokser i dag op på genmodificeret soja eller majs dyrket i udlandet.

Dermed bugner de danske kølediske med kød, mælk og æg, der stammer fra dyr, der har spist gmo-foder.

Mange danskere ved det bare ikke.

Skal ikke fremgå af indpakningen
For det skal ikke fremgå af indpakningen af kødet, mælken eller på æggebakkerne.

Og det duer bare ikke, mener Forbrugerrådet:

»Som reglerne er i dag, kan danskerne ikke se, om oksebøffen kommer fra køer, der er fodret med gmo. Rigtige mange danskere er skeptiske over for gmo, men de kan ikke vælge det fra«, siger afdelingschef i Forbrugerrådet, Mette Boye.

Som reglerne er i dag, kan danskerne ikke se, om oksebøffen kommer fra køer, der er fodret med gmo

Mette Boye, afdelingschef, Forbrugerrådet



Forbrugerne forventer information
Selv om eksperterne anser genmodificeret foder for at være ufarligt, viser Forbrugerrådets egne undersøgelser, at fire ud af fem danskere forventer, at det står på produktet, hvis der er anvendt gmo-foder i produktionen.

LÆS ARTIKELDanskerne siger nej til genmodificereret mad

»Vi er opdraget med produkter med lange næringsdeklarationer og forventer naturligvis, at de er fyldestgørende, og der ikke er noget, man ikke får at vide«, siger Mette Boye.

Hun mener, at mærkningsreglerne bør ændres, så det fremgår tydeligt, om der er anvendt gmo i foderet.

Genmodificeret foder i alle foderblandinger
En ny undersøgelse fra FDB Analyse viser, at syv ud af ti danske forbrugere ikke ved, at danske husdyr spiser gmo-foder.

Danske landmænd importerer hvert år cirka 1,4 millioner ton sojakager og sojaskrå samt mindre mængder genmodificeret majs.

»I udgangspunktet kan man gå ud fra, at der er genmodificeret foder i alle foderblandinger til konventionelle slagtesvin og æglæggende høns«, siger chefkonsulent Bruno Sander fra landbrugsorganisationen Landbrug & Fødevarer.

Landets største foderproducent, DLG, anslår, at 90 procent af det danske kvæg spiser gmo-soja i kraftfoderet.

»Ønsker man som forbruger at købe produkter, hvor der ikke er anvendt gmo, kan man vælge økologisk«, siger Sander.

Slagtekyllinger får foder uden gmo-soja
Danske slagtekyllinger får som de eneste konventionelt producerede dyr foder uden gmo-soja.

Men foderet indeholder små mængder aminosyrer og tilsætningsstoffer, der er fremstillet af genmodificerede organismer.

Derfor kan det ikke kaldes gmo-frit.

Fødevareministeren er forundret

Fødevareminister Henrik Høegh (V) er »lidt forundret« over, at danskerne ikke ved, at der bruges gmo-foder i stor stil herhjemme

»Men det er en erkendelse, der ikke trænger igennem nogle steder«, siger han.

Alligevel ønsker Høegh ikke at mærke f.eks. svinekoteletter med et gmo-mærke. Brugen af gmo-foder kan ikke måles i dyrets kød eller æg, og derfor er der ingen videnskabelige argumenter for at mærke det, siger fødevareministeren.

Men det argument holder ikke, mener Forbrugerrådet.

»Det handler om en etisk holdning til, om man ønsker, at der skal modificeres i vores afgrøder. Det er det, mange forbrugere tager stilling til. Og den mulighed har de ikke i dag«, siger Mette Boye.

Tilmeld dig Politiken Mad Nyhedsbrev

Annonce
Annoncer
Annoncer