Annonce
Mad 18. dec. 2011 KL. 08.38

Nu er det slået fast: Mørk chokolade mætter mere

Ny dansk forskning bekræfter, hvad mange chokoladeelskere allerede har bemærket.

Her er et eksperiment, man gerne ville have været med i: 16 unge, danske mænd blev på to forskellige forsøgsdage sat til at spise chokolade.

Den ene dag 100 gram mørk Valrhona-chokolade, den anden dag lys mælkechokolade fra Marabou. To timer senere blev de bedt om at spise sig godt mætte i så meget pizza med ost og skinke, som de havde lyst til. For besværet fik de et honorar bestående af nogle gode flasker vin.

Eksperimentet, som Københavns Universitets Institut for Humanernæring netop har publiceret, forsøgte at finde svar på, om mørk chokolade rent faktisk mætter bedre end lys mælkechokolade. Det er noget, forskerne har haft en formodning om, men de to chokoladetyper er aldrig blevet holdt op mod hinanden.

LÆS ARTIKELLakrids er det nye chokolade

Og det ser sådan ud: De unge mænd spiste 17 procent mindre pizza den dag, de havde begyndt morgenen med mørk chokolade, end den dag, de havde fået lys. Forskerne kunne også konstatere, at forsøgspersonernes lyst til søde eller fede sager gennem dagen var større for de personer, der havde fået lys mælkechokolade.

Det er ikke det samme, som at mørk chokolade er slankekost – 100 gram mørk chokolade indeholder stadig meget energi. Men mørk chokolade ser ud til at være meget mættende. »Jo mørkere, jo bedre«, siger hovedforfatteren bag studiet, Lone Brinkmann Sørensen.

Årsagen skal måske findes i typen af fedt. Både mørk og lys chokolade indeholder masser af såkaldt mættet fedt (den mørke chokolade indeholdte faktisk mest fedt), men det er ikke samme type mættet fedt.

»Vi mener, at årsagen er, at mørk chokolade har et højere indhold af den hårdere, drøje stearinsyre, mens flødechokoladen har mere af det bløde smørfedt. Den drøje mørke chokolade smelter ved højere temperatur end flødechokoladen og vil derfor forblive i mavesækken og give mæthed i længere tid«, fortæller medforfatter professor Arne Astrup, der er institutleder for Humanernæring.

Chokolade er ikke sundt
Undersøgelsens resultat flytter ikke nødvendigvis mørk chokolade ned i den sunde bund i kostpyramiden sammen med korn og kartofler.

»Vi har ikke sammenlignet mørk chokolade med andre fødevarer som f.eks. gulerodsstænger og æbler, så vi kan ikke anbefale det som en slankekur. Men det stiller den mørke chokolade bedre i forhold til andre chokoladeprodukter og vel også småkager, kager og slik«, siger Astrup. Studiet er i øvrigt lavet uden støtte fra fødevare- eller chokoladeindustrien.

LÆS ARTIKELOpskrifter: Sødt, snasket og syndigt til ferien

Mørk chokolade har i flere undersøgelser vist sig at have flere helsebringende egenskaber. I moderate mængder ser det blandt andet ud til at kunne sænke kolesteroltallet, forhindre såkaldte oxidationsskader i karrene, sænke blodtrykket, hjælpe med insulinkontrol og forhindre hjerte-kar-sygdomme.

De tilsyneladende gode egenskaber er dog ikke trængt igennem i det danske skattesystem, der beskatter mørk chokolade på samme måde som lys chokolade – nemlig med en chokoladeafgift på 17,75 kr. pr. kilo plus moms, samt 16 kr. pr. kilo mættet fedt.

FACEBOOK Bliv ven med Politiken

Tilmeld dig Politiken Mad Nyhedsbrev

Annonce
Annoncer
Annoncer