Mindst to faktorer har medført, at antallet af dårlige årgange er reduceret væsentligt de seneste 10-15 år.

MADKLUBBliv medlem af Politiken Madklub og vælg mellem 3 lækre velkomstgaver

Den ene er dygtigere vinmagere, herunder bedre teknik og bedre viden om, hvad der skal til for at kompensere for ikke optimale klimatiske og vejrmæssige forhold.

Den anden er et varmere klima.

Global opvarmning
Dette er selvfølgelig et tveægget sværd, da i forvejen varme vinregioner risikerer at brænde druerne helt af med mere varme.

Men netop de lidt køligere vinområder har i en del år nydt godt af den globale opvarmning, som også har bedret Danmarks muligheder for at frembringe god vin.

LÆG OGSÅHer er apperne, der kan gøre dig til vinkender på to minutter

Specielt i Europa er der meget grund til glæde over en af de aktuelle årgange: 2010, som har givet mange lækre vine.

En række præsentationer over det sidste år har bekræftet dette år som værende værd at søge efter og investere i.

I 1960’erne og 70’erne var der jævnlig årgange, som kunne karakteriseres som dårlige eller ligefrem elendige.

Perlerække af dårlige år
For eksempel i Bordeaux, hvor 60’erne bød på en perlerække af dårlige årgange, med 1963, 1965 og 1968 som bundpropper – og interessant nok også en legendarisk årgang: 1961.

Problemet var ofte for lidt sol og varme og for meget nedbør.

LÆS OGSÅ Sådan bestiller du vin på restauranten

Det var også årsagen til, at man absolut ikke kunne regne med at lave ordentlig vin i et køligt klima som det tyske i mere end halvdelen af årene. De øvrige år gav spinkle og skeletagtige vine.

Glæde over kølighed
Tidligere ville der også hvert tiår være et par årgange i Bourgogne og Piemonte, som knap kunne frembringe drikkelige vine – det sker nu sjældent.

Nu er tingene næsten vendt om.

Hvor man tidligere sukkede efter varme og sol, glæder man sig mange steder over at få tilpas kølighed, så friskheden og syren i vinen kan bevares.

Generelt er udsvingene i årgange lidt mindre i mange oversøiske lande som Australien, Sydamerika og Nordamerika – nogen variation er der dog, og i en del regioner på disse kontinenter kæmper man især med overskud af varme.

LÆS OGSÅ Her er syv myter om vin

Det er interessant at følge de amerikanske vinjournalister i forhold til mange europæiske.

De amerikanske vil oftere hylde årgange med stor rigdom og modenhed i vinene – som typisk kommer i de varme år – mens de mere kølige, stringente vine fra de koldere år vil falde mindre i smag.

Syrefast tysker
Det har man eksempelvis set i årgangene 2009 og 2010 i Tyskland – 2009 er til den rige side, mens 2010 er til den strenge, syrefaste side.

Jeg er mest til den sidstnævnte, selv om det er en mere udfordrende og krævende vintype.

At det kan være ret så udfordrende, blev tydeliggjort ved sidste års megasmagning i Wiesbaden, hvor netop de store tørre vine fra 2010 blev præsenteret – og satte sig sit næsten smertefulde aftryk i mundhulen.

100 km kan gøre en forskel
Nu er Europa ikke bare Europa, ligesom et stort land som Frankrig eller Italien ikke har de samme vejrmæssige forudsætninger i de forskellige vinregioner.

Et sted har man måske den bedste årgang i mands minde, mens man få hundrede kilometer derfra har fået høsten druknet i regnvejr.

Så det er ret sjældent, at man kan generalisere kvaliteten af en bestemt årgang. Årgang 2010 er imidlertid et bud på en sådan generalisering.

Opmuntrende besøg
Som nævnt har flere producenter været på disse kanter og vist, hvad vi har i vente af 2010.

Alsace har haft en tendens til at lave rigere og sødere vine, selv om nogle af fortalerne for denne stil er vendt tilbage til mere ranke og tørre vine.

Domaine Weinbach, der styres af søstrene Faller, har altid været til det tørre og mineralske.

Og netop i årgang 2010 kommer denne stil til sin ret. Lige fra basisniveauet rummer vinene stringens og har en fin syre. Og frem for alt bliver de store af de tørre vine ikke for rige, men bevarer den kølige struktur.

LÆS OGSÅUgens bedste vin kræver en rød bøf

Det store kooperativ La Chablisienne kontrollerer enorme dele af Chablis, men formår alligevel at holde en høj standard helt ned i klassen under 100 kr.

Faktisk er det nogle af de få vine, som flere gange har fået de sjældne 6 glas her i Politiken.

Klassisk Chablis rimer på syre, mineraler og kølighed – og disse karakteregenskaber kommer klart frem i en årgang som 2010, hvilket vi blev overbevist om ved en gennemsmagning fra base line til grand cru.

Hvidvin fra 2010 tegner godt
Længere sydpå – i det, som de fleste betragter som det egentlige Bourgogne – har man også nydt godt af den relative kølighed i 2010.

Specielt i de hvide vine, mens de røde fra 2009 vel nok matcher 2010. Men ikke i de hvide, hvor 2010 tegner til at blive noget af det bedste i mange år.

LÆS OGSÅHer er de bedste vine til årets svampe

Bouchard Père et Fils og Drouhin er stort set lige gode til at lave rød og hvid vin, og omfattende smagninger af deres vine fra 2010 bekræftede, at dette år er noget særligt for de hvide og rigtig godt for rød.

Jeg har ikke været til præsentationer af vinene fra Toscana og Piemonte, men fra begge regioner meldes der om vine i top i 2010.

Det samme gør sig gældende i Rhône, især i syd med bl.a. Châteauneuf-du-Pape.

Og da Barrique Vin ( www.barrique.dk) bød på jubilæumssmagning i sommer, var der fokus på de østrigske og tyske vine fra 2010, som begejstrede med über cool frugt, mineralitet og syre.

2010 er på lager
Samlet tegner der sig således et billede af en årgang, hvor virkelig mange vinregioner kan melde om topkvalitet.

Vi skal formentlig tilbage til 1990 for at finde en årgang, der på tværs af lande og regioner i Europa gav så god kvalitet. Og så er det jo godt, at der stadig er 2010’ere på lager i forretningerne.

Kan man ikke få denne roste årgang, kan man glæde sig over, at katastrofeårgangene i vore dage er få, og at selv i de teoretisk middelmådige år kan der af de dygtige vinfolk laves god vin.