Annonce
Annonce
Annonce
Mad 25. okt. 2006 KL. 14.42

Skatterabat på sodavand giver fede børn

De danske børn bliver federe, hvis det lykkes DF og regeringen at få sat afgiften på sodavand ned, konstaterer ernæringsekspert.

Se også
  1. Minister afviser ekstrapenge til sodavandskampagne

    Der er ikke sat penge af til læskedrikskampagne. S tvivler på, at overvægtige børn og unge holder op med at drikke sodavand, når der hverken er penge eller plan. Se flere detaljer

  2. Colagrænse første skridt i opgør med hyggekultur
  3. Minister: Max en halv liter sodavand om ugen
  4. Salget af sodavand stiger efter prisfald
  5. SF foreslår højere afgifter på slik og sodavand
  6. Professor: Danskerne vil drikke mere sodavand
  7. Sundhedsordførere siger nej til billigere sodavand
Se alle guider

Danskerne vil formentlig blive federe, hvis det lykkes Dansk Folkeparti at få nedsat afgifterne på læskedrikke.

Det siger overlæge og lektor på Landbohøjskolens Institut for Human Ernæring Søren Toubro.

»Alt andet lige vil det øge indtaget af sodavand. Der ligger en sundhedspolitisk mulighed i at regulere den kostsammensætning, man ønsker at fremme. Det gør man absolut ikke med dette her forslag«, siger Søren Toubro.

Han gør opmærksom på, at sukkerholdige drikke bærer en del af skylden for danskernes fedme.

»Vi ved, at kulhydrater i væske mætter dårligere end kulhydrater i fast form. Derfor har man en tendens til at overindtage læskedrikkene«, siger han.

Rammer især børn
Dansk Folkeparti vil med afgiftsnedsættelsen sætte en stopper for den tiltagende danske trafik mod udlandske grænsebutikker, hvor sodavanden er billig, fortalte partiets skatteordfører Mikkel Dencker i går.

Men det kan gå hårdt ud over de danske børn. I dag er hvert tiende danske barn overvægtigt, og ifølge overlæge Søren Toubro vil en prisnedsættelse på sodavand især have indvirkning på børn »for de er mere prisfølsomme end de voksne«.

Dansk Folkepartis sundhedsordfører Birthe Skaarup ser ingen sundhedsfare i at gøre det billigere at trække en sodavand i automaten.

Skaarup advarer mod sodavand
»Der er ikke nogen, der siger, at folk skal drikke mere sodavand, fordi det bliver billigere«, siger Skaarup, der også er formand for Folketingets Sundhedsudvalg.

»Man skal lave politik efter, hvad der gavner det danske samfund, og hvis mit parti skattepolitisk og finanspolitisk mener, det gavner det danske samfund at sætte afgifterne ned, bakker jeg selvfølgelig op. Men det skal nu ikke forhindre mig i at advare mod at drikke sodavand alligevel«, siger hun og foreslår, at staten lancerer flere kampagner, der advarer mod at drikke for meget sodavand.

»Ministre modarbejder hinanden«
Skatteminister Kristian Jensen (V) er positiv over at tage afgiftslettelsen op i Folketinget, og også de konservatives skatteordfører Charlotte Dyremose er parat til at lette afgifterne.

SF's forbrugerpoilitiske ordfører Poul Henrik Hedeboe kalder forslaget »udtryk for, at den ene minister ikke ved, hvad den anden gør«.

»Regeringen praler af, at Danmark er i front med hensyn til indsatsen for at forebygge svær overvægt. Den pralehistorie er nok ny for skatteministeren. Ellers ville han da ikke begynde at føre en afgiftspolitik, der som konsekvens vil være med til at øge fedtproduktionen i Danmark«, siger Poul Henrik Hedeboe.