Annonce
Mad 11. sep. 2008 KL. 13.27

Brug hjernen og bliv overspiser

Vi kommer nemt til at overspise, hvis vi bruger vores hjerner meget, viser ny forskning.

fakta

Når du sidder hele dagen ved computeren er det ikke kun det stillesiddende liv, der kan gøre dig overvægtig.

Hjernen snyder dig nemlig til at spise for meget mad, hvis den har været i gang med krævende opgaver, skriver videnskab.dk.

Forskere fra Université Laval i Canada har fundet ud af, at vi har en tendens til spise for meget mad efter tænksomme opgaver, selv om vi ikke for alvor forbrænder kalorier af på at sætte hjernefolderne i sving.

Hjernen afbrænder kun få kalorier
Selv når hovedet føles overfyldt og anstrengt koster det kun sølle tre ekstra kalorier i forhold til når du hviler dig. Men sulten melder sig alligevel, viser forskernes eksperiment.

Under forsøget blev de studerende inddelt i tre grupper: En stillesiddende, der intet foretog sig. En anden, som skulle læse en tekst og skrive resume. Og en tredje, som fik mere krævende hukommelsestest og opmærksomhedstest.

Derefter gik de studerende til frokostbuffet, og det viste sig, at gruppe tre skovlede mest mad til sig. Deres kaloriindtag var højere, selv om alle tre grupper havde forbrændt cirka samme energi under eksperimentet.

I forhold til gruppe et spiste gruppe to 203 kalorier mere, mens gruppe tre havde et kalorieindtag på 253 kalorier over den 'dovne' gruppe et.

Hjernen bruger sukkerstoffer
Blodprøver taget under forsøget viser, at der opstår store udsving i indholdet af blodsukker og insulin i blodet hos forsøgspersonerne i gruppe tre. Det kan forklare forskellene i den appetit, som forsøgspersonerne viste.

Ifølge Jean-Philippe Chaput, der ledede forsøget, vil kroppen forsøge at kompensere for det bratte fald i blodsukkeret (glukose) ved at indtage mere mad.

Netop hjernearbejde ved computeren er mange menneskers hverdag, og her er glukosen det eneste brændstof.

Det, mener Jean-Philippe Chaput, kan være en farlig cocktail og en forklaring på fedmeepidemien.

»Vi har længe vidst, at moderne madvaner og stillesiddende liv er skyld i eksplosionen i fedme, men vi skal heller ikke overse, at flere og flere mennesker har job, hvor de bruger hovedet,« siger han til videnskab.dk.

Den danske fedmeforsker, Arne Astrup, råder på videnskab.dk til, at man har noget sundt at spise i nærheden, når man sidder ved computeren. For eksempel en frugtskål.

Undersøgelsen er blev offentliggjort i det internationale tidsskrift Psychosomatic Medicine.

Tilmeld dig Politiken Mad Nyhedsbrev

Annonce
Annoncer
Annoncer