Annonce
Mad 15. sep. 2008 KL. 08.50

Boom i salget af økologi

De dårlige tider i økonomien slår ikke igennem på salget af økologiske varer.

Test dig selv:

Selv om danskernes privatøkonomi er kommet under pres i 2008, er salget af de dyre økologiske fødevarer i hastig vækst, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Nye opgørelser viser, at det økologiske salg i august 2008 var hele 30 pct. større end i august 2007.

På baggrund af indberetninger fra detailkæderne vurderer Økologisk Landsforening, at det totale salg af økologiske varer i 2008 vil stige med 20-25 pct. til omkring 4,5 mia. kr.

»De seneste tre måneder er salget af økologiske produkter i Coop Danmarks butikker steget med 27 pct. i forhold til samme periode sidste år,« siger Jens Juul Nielsen, der er informationsdirektør i Coop Danmark.

Også vækst i Netto
Koncernen, der omfatter detailkæder som Kvickly, Fakta, Irma og brugserne, er Danmarks suverænt største forhandler af økologiske fødevarer og har en markedsandel på 40 pct.

Også Netto, der sælger 14,5 pct. af de økologiske varer herhjemme, rapporterer om vækst i salget:

»Vi ser fortsat en væsentlig stigning i salget af økologiske varer, selv om vækstraterne de seneste måneder er aftaget. Der er stadig en stor kundegruppe, som gerne vil betale ekstra for økologi,« siger Morten Kaas, direktør for Netto i Danmark.

Deler sig i to grupper
Salget af de relativt dyre økologiske fødevarer fortsætter således med at stige, selv om den økonomiske afmatning har lagt så stort pres på danskernes privatøkonomi, at det samlede indkøb af fødevarer er faldende.

Både detailkæderne og de store fødevarevirksomheder beretter, at de danske forbrugere er ved at dele sig i to store grupper.

Den ene gruppe forbrugere går helt målrettet efter de billigste fødevarer. Den anden er parat til at betale en høj pris for kvalitet og sundhed. Begge disse yderpunkter i markedet er i hastig vækst, mens produkterne i midterkategorien taber markedsandele.

ritzau

Tilmeld dig Politiken Mad Nyhedsbrev

Annonce
Annoncer
Annoncer